Hvor er næstekærligheden i Davids hævnsalmer?

---

Svar:

Tak for dit spørgsmål. Det er ganske rigtigt, at det er et meget vanskeligt spændingsfelt. Men det er også meget komplekst, for det består af flere delemner.

Det rene vrøvl

1) Den enkleste forklaring er selvfølgelig, at Salme 69 og alle de andre hævnsalmer og gammeltestamentlige mærværdigheder er det rene vrøvl, som Gud aldrig har villet, mens Jesu lære er det rene gudsord.

Den forklaring holder bare ikke – alene af den grund, at Ny Testamente (NT) altid regner Gammel Testamente (GT) for at være Guds ord, helt på linje med NT selv. NT korrigerer aldrig GT (men forklarer og fortolker det ofte). Jesus regner selv Davids salmer for at være Guds inspirerede ord. Så den forklaring lader vi ude af betragtning.

Desuden skal vi lægge mærke til, at GT udmærket kender til tilgivelse af fjenden, ja selv kærlighed til fjenden. Se f.eks. Ordsprogenes Bog 25,21 og mange andre.

To faser i Guds historie

2) Salme 69 er som sagt et af flere eksempler på det, vi kalder ”hævnsalmer”. De er skrevet i en anden fase af Guds frelsesplan, nemlig det Gamle Testamentes tid, hvor der ikke var den samme forskel på Guds åndelige rige og jordiske rige, som der er i NT. I NT er der ofte en markant forskel på etikken i Guds rige, hvor uretfærdighed skal tåles og tilgives, og Guds etik for samfundet, hvor uretfærdighed skal straffes (det giver for øvrigt nogle vanskelige og meget vigtige dilemmaer: Hvordan skal jeg som kristen reagere over for uretfærdighed og overgreb? – skal jeg her og nu handle som en ansvarlig borger i samfundet og melde folk til politiet; eller skal jeg handle som en næste og tilgive og tåle uret? Det er ikke altid så enkelt!).

Men i GT er der ikke helt samme skelnen. Dér er Guds fjender også kongens fjender. Kongen kan godt tilgive på det personlige plan; men han er også ansvarlig for at straffe forbrydere og beskytte deres ofre.

Det betyder, så vidt jeg kan se det, at selv om GT’s hævnsalmer virkelig er Guds ord (dvs de er sande bønner, inspireret af Guds ånd), så hører de til i en foreløbig fase i Guds frelseshistorie, nemlig teokratiet – den gudsstyrede stat, hvor Gud er den øverste hersker. Men teokratiet er i NT afløst af Guds usynlige, åndelige rige, hvor ingen stat og ingen konge hersker på Guds vegne. Derfor kan vi faktisk ikke i dag anvende hævnsalmerne som vore personlige bønner, for det ville betyde, at vi gjorde Guds fjender til vore fjender og ønskede hævn for vores egen småligheds skyld.

Så jeg tror altså ikke, at vi som kristne kan bede hævnsalmerne i dag. Når man fx beder den vidunderlige Salme 139, så er det OK at standse, inden man når til vers 19! For resten af salmen hører til i en ”teokratisk” situation, som vi ikke lever i i dag. Det er ikke ”bibelkritik”, hvor man vil vide bedre end profeter, apostle og Jesus selv, hvad GT er for noget – det er blot en anerkendelse af, at salmen er blevet til og har hørt til i en anden fase af Guds frelseshistoriske plan. Det er en anerkendelse af, at vi i den nye pagts tid må skelne mellem ”Guds to regimenter”, som det kaldes: Gud har to forskellige måder at regere på: Han regerer i verden ved hjælp af øvrigheden, som skal straffe uret (Romerbrevet 13); og han regerer i sit rige ved sit ord og sin Hellige Ånd, hvor vi skal tåle og tilgive uret.

Gud er på den svages side

3) Hævnsalmerne gør – ligesom resten af Bibelen – meget ud af at lægge hævnen og straffen over i Guds hånd! Romerbrevet 12,19 og Hebrærerbrevet 10,30. Det betyder jo for det første, at vi ikke kan hævne os; den ret har vi ikke! Men det betyder for det andet også, at der virkelig er en hævnende og straffende side af Guds virke. Men det er en meget risikabel og farlig tanke, fordi den kalder på en masse overtro og gætværk, hvor folk gætter på, at når de lider dit og dat, så er det måske, fordi de har gjort noget slemt, som de nu bliver straffet for.

Men det handler om, at Gud vil stille sig over på ofrenes og de misbrugtes side, imod deres overgribere. Der er fx terapeuter, der i en terapeutisk proces har kunnet sige til misbrugte og ødelagte mennesker, at hævnsalmerne viser, at Gud på den yderste dag vil straffe dem, der har ødelagt deres liv. Og det har faktisk gjort det muligt for nogle mennesker at sige, at så er det ikke deres bord længere; de behøver ikke hade og hævne sig, for nu er al hævn og straf Guds bord.

Gud vil frelse

4) Det betyder ikke, at Gud eller salmisten nogensinde vil, at noget menneske skal gå fortabt. Al evig straf har Gud lagt på sin søn, da han lod ham dø og lide i vores sted. ”Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt” (Esajas 53,5).

Gud vil, at hvert eneste menneske skal frelses (1 Timotheus 2,4). Hvis et menneske ikke vil tage imod Guds tilgivelse og tage imod hans rige som et lille barn, så det på den yderste dag alligevel går fortabt, så er det ikke noget, Gud vil i sit hjerte; det er noget, han må lade ske. For han kan ikke tvinge et menneske ind i bøn, i tro og i frelse.

Så når David siger i Salme 69, som du citerer: ”Føj skyld til deres skyld, lad dem ikke få del i din retfærdighed! Slet dem af livets bog, de skal ikke stå optegnet sammen med retfærdige!”, så kan det jo ikke forstås sådan, at han beder om, at troende og frelste mennesker alligevel må tages ud af frelsen og så alligevel gå fortabt, selv om de faktisk har taget imod frelsen – eller at mennesker, der beder Gud om tilgivelse, så ikke må få den!

Han beder blot om, at den dom, disse mennesker, Guds fjender, har fældet over sig selv, må stå fast på den yderste dag. Og det er en tanke, der bestemt også findes i NT – fx i Johannes’ Åbenbaring 6,10; 15,4; 16,7; 19,2. Så når Menneskesønnen på dommens dag udtaler dommen over dem ”ved sin venstre side”, så er det ikke, fordi han er hævngerrig og smålig eller vil have nogen flyttet fra den højre side over på den venstre side – det er, fordi han bekræfter den dom, de har faldet over dem selv, fordi de nægtede at tage imod tilgivelsen (Mattæus 25,31ff).

Ind til Gud

5) Så når salmisten beder om hævn og straf over Guds fjender (fx Salme 83,10-19), så er det altså ikke, for at de må straffes ved at blive drevet bort fra Gud, men tværtimod for at de må blive drevet ind til Gud: ”Dæk deres ansigt med skam, til de søger dit navn, Herre … til de forstår, at du alene – Jahve er dit navn – er den Højeste over hele jorden”.

Gud er kærlighed (1 Johannesbrev 4,8.16). Det er det vigtigste, vi ved om ham! Og det betyder, at hans endelige og egentligste hjertesag altid er tilgivelsen og barmhjertigheden – aldrig hævnen og straffen. Det er dette, Jesus virkeliggør og demonstrerer i hele sin forkyndelse og sin praksis.

Men han demonstrerer og forkynder også, at hvor et menneske ikke vil have med hans tilgivelse og barmhjertighed at gøre, betyder hans kærlighed, at han må sætte det fri og lade det gå dets egne veje. Her viser han sig som den grædende Gud (Lukus 19,41; 13,34f).

---

Skrevet af:
Leif Andersen

Lagt på nettet 12.06.2014