20.04.2010 12:00 Alder: 8 yrs
Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Hvorfor så meget dom og død i GT's profetier?

Jeg forstår ikke, at der er så mange kapitler i Bibelens Gammel Testamente med profetier, der handler om dom, død og ødelæggelse i GT. Hvorfor det? Og hvad kan det sige os i dag?

Svar:

Tak for dit spørgsmål. Det er rigtigt, at det kan være en barsk omgang at læse visse afsnit af GT igennem: lange tekster om Guds dom og straf over folket og over jorden. Og det kan virke, som om det ligger langt fra NT’s billede af Gud. Hvorfor skal det være sådan?

Det vigtigste er at fastholde, hvilke grunde der ikke ligger bag:

1. Der er ikke to forskellige guder

eller to forskellige religioner i GT og i NT! – det ville selvfølgelig være en nem forklaring; og den er også ganske populær. Men det holder ikke. Jesus giver overalt GT det blå stempel og regner GT for Guds ord, som intet kan rokke (Joh 10,35). Det samme gør apostlene (2 Tim 3,15f).

Der er faktisk en vis spænding mellem GT og NT, en vis forskel i skildringen af Gud (det kommer vi tilbage til); men det er samme Gud og samme tro.

2. Gud er ikke grusom og sadistisk

Disse skildringer tegner ikke en side af Gud, der ikke er kærlig! De tegner en vred og grædende side af Gud; men det er altid også en side af hans kærlighed. Der er kærlige grunde til hans domme – grunde, vi ikke behøver gætte os til, fordi han selv indvier os i dem. Derfor lider Gud selv frygteligt under de domme, han må sende over folket:

Skulle jeg kunne prisgive dig, Efraim?

Skulle jeg opgive dig, Israel?

Skulle jeg prisgive dig som Adma?

Skulle jeg gøre dig som Sebojim?

Mit hjerte vender sig,

medfølelsen vælder op i mig.

Jeg vil ikke bruge min glødende vrede,

jeg ødelægger ikke Efraim igen,

for jeg er Gud,

ikke menneske

(Hos 11,8-9).

Men hvorfor gør han det så sommetider alligevel?

1. Langt de fleste domstekster i GT handler om straf over Israel. Og grunden er, at Guds folk er præcis som alle andre folk. Det er ikke mere helligt eller mere lydigt eller mere kærligt. Det værste er, at de ligefrem igen og igen falder for fristelsen til at dyrke andre guder.

Hvad skal jeg gøre med dig, Efraim,

hvad skal jeg gøre med dig, Juda?

Jeres troskab er som morgentågen,

som den tidlige, flygtige dug.

Derfor hugger jeg dem ned ved profeterne,

dræber dem med min munds ord.

Min dom bryder frem som lyset.

Troskab ønsker jeg, ikke slagtofre,

kundskab om Gud, ikke brændofre

(Hos 6,3-6).

Den bitre baggrund for dommene og krigene, der kommer over Israel, er altså, at det er det eneste, der kan få Israel til at høre efter og kan få dem til at vende ryggen til afguderne. Hoseas kap 2 kalder folket for Guds hustru, der nu er ham utro og horer med andre mænd, altså dyrker andre guder – fx frugtbarhedsguder:

Deres mor [Israel] var horkvinde,

skamløs var hun, der fødte dem;

for hun sagde:

»Jeg vil følge mine elskere,

som giver mig mit brød og mit vand,

min uld og min hør,

min olie og min vin.«

Derfor er det nu horkvindens dom, Gud sender over Israel – ikke for at hævne sig, men for at få dem tilbage:

Derfor vil jeg spærre

vejen for dig med tjørn;

jeg rejser et gærde,

så hun ikke kan finde stierne.

Hun jager efter sine elskere [afguderne],

men når dem ikke;

hun søger dem, men finder dem ikke.

Da skal hun sige:

»Jeg vil vende tilbage til min første mand,

dengang gik det mig bedre end nu.«

Fangenskabet i Babylon

Det bedste eksempel er den hårdeste dom, der kommer over Israel: at babylonerne i år 587 f. Kr. vælter ind over landet, ødelægger det, brænder templet ned og bortfører folket til Babylon. Dér ved Babylons floder sidder de så, fattige og hjemløse, slavebundne; templet er brændt, det forjættede land er besat, alt er borte.

Og dér, i den babylonske landflygtighed, hvor det koger af afguder, lærer de for første gang at vende ryggen til afguderne. Guds brutale pædagogik lykkes faktisk. Efter hjemkomsten fra det babylonske fangenskab dyrker Israel aldrig mere andre guder. De falder for mange andre fristelser og åndelige farer, men ikke for dén.

Ynkelig omvendelse

2. Det måske mest forbløffende ved dette er, at det jo egentlig er en ynkelig omvendelse: Vi går tilbage til Herren, egentlig ikke fordi vi elsker ham så voldsomt og angrer så frygteligt, men fordi det ikke længere kan betale sig at dyrke andre guder! Og så kommer den utro hustru altså tilbage til sin ægtemand på denne måde: Jeg kan ikke finde mine elskere, og du er trods alt bedre end ingenting …

Men det er jo i virkeligheden ikke anderledes end vores egen omvendelse: Den fortabte søn sidder ikke i fest og rigdom og gribes af anger og kærlighed til sin stakkels far; næh, men pengene er sluppet op, og nu er han sulten!

Men Gud er ligeglad med, hvorfor vi kommer til ham, bare vi kommer: ”Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort” (Joh 6,37). For han ved godt, at ingen af os kommer til Gud bare af de reneste motiver.

Demostration af frelsen

Og derfor er Guds mange domme over Israel egentlig én lang demonstration af Guds frelsesgerning: For at oprejse fra de døde må han først overgive til døden. For at frikende og tilgive må han først dømme. Og så, i mødet med Guds urimelige og ubetingede kærlighed og tilgivelse, hvor han som en forladt far kommer løbende os i møde og falder os om halsen, først da begynder vi at fatte, at vi virkelig er elskede, og først da begynder vi at elske ham frit igen.

Det er derfor, Gud taler sit ord som ”lov og evangelium” – han kan ikke blot udøse sin tilgivelse over mennesker, der er ligeglade og forhærdede og ikke angrer. Så ville vi aldrig lære at elske ham igen. Derfor går lovens dom forud for evangeliets nåde.

Og det er for mig at se det vigtigste svar på dit spørgsmål ”Hvad kan det sige os i dag?”

Et før og et efter Jesus

3. Der er så også et vist spændingsfelt mellem GT og NT. Ganske vist lyder Guds dom og Guds nåde både i GT og i NT; Guds lov og evangelium lyder både i GT og i NT; Kristi forsoning på korset rækker tilbage i GT og gør det muligt for Abraham og David osv. at finde tilgivelse og nåde hos Gud.

Men rent historisk, frelseshistorisk, er der ”et før og et efter” Kristi korsdød og opstandelse. Derfor er GT’s tekster i historisk forstand ”loven” – og de udtrykker i højere grad end NT Guds vrede og dom.

Samme gudsbillede

Ikke, at gudsbilledet i NT så er mildere og mere spiseligt end i GT; det er i NT, vi møder teksterne om den evige fortabelse. Og det er endnu mere ubærligt at læse end de gammeltestamentlige domstekster. Men også dér gælder det, at det er den grædende vrede, den grædende Gud, der handler – ikke en sadistisk eller hævngerrig gud.

”Da [Jesus] kom nærmere og så byen, græd han over den og sagde: ’Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid’.” (Luk 19,41ff). Dette er samme brutale pædagogik som i GT; men her er det tydeligere, at der virkelig er tale om en lidende og grædende Gud.

Kærligheden som mål

Det kan ikke siges for stærkt eller for ofte, at Gud gør aldrig noget med fortabelsen som formål. Alt, hvad han gør, selv det sværeste, har udelukkende frelsen og kærligheden som formål. Han ”vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden” (1 Tim 2,4).


Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også