21.06.2002 12:00 Alder: 22 yrs
Kategori: Gud, Bibelen, Kristenlivet, Troen

Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard

Er Gammel Testamente ligesom Koranen?

Svar:

Du kommer ind på rigtig mange bibelske områder i dit spørgsmål, der er virkelig centrale, men som vil være for omfattende at behandle uddybende her. Hvis der er noget, du gerne vil have uddybet nærmere, må du endelig henvende dig igen.

Jeg så ikke det omtalte program i 19Direkte, men har hørt om det og andre lignende tilfælde, hvor der er blevet foretaget stening med begrundelse i Koranen. Der er dog et par vigtige ting at holde sig for øje i den forbindelse. Holdningen til Koranens love bør ikke automatisk føre til frygt for fremmede (muslimer) og hindre hjælpen over for dem, der virkelig har brug for det. Her mener jeg, at Danmark skal være et godt eksempel i forhold til flygtninge. Derfor deler jeg ikke helt din holdning til, om de overhovedet skal være i landet. Langt de fleste muslimer her i landet lever med deres tro uden at tage de konkrete skridt, som fundamentalistiske kredse i Islam gør (fx Taleban-styret).

Det er rigtigt, at Koranen foreskriver stening som straf-metode - en metode, der er blevet anvendt i flere årtusinder i det mellemøstlige område. Jeg kan følge dig i det barske og frygtelige i denne metode, og derfor kan det selvfølgelig skræmme, at sådan en metode også er foreskrevet i Bibelen. Skal vi så også indføre den?

Som "tolkningsnøgle" til tilværelse og indretningen af samfundet og forholdet til Gud (uden dermed at sige, at den kristne Gud og Allah er den samme!) har Islam og Kristendommen hhv. Koranen og Jesus. Parallellen til Koranen er ikke Bibelen, men Jesus Kristus. Koranen har samme åbenbarings-status blandt muslimer, som Kristus har blandt kristne. Derfor må vi tolke de bibelske tekster i lyset af Kristus og ikke blot sammenligne fx tekster i Mosebøgerne med passager i Koranen. Det vil kun forvirre.

Bibelen skelner ikke i gudsbilledet mellem Gammel Testamente (GT) og Ny Testamente (NT). Det er den samme Gud. Mange kristnes store fejl er til tider, at de læser for lidt i GT og har en forudfattet mening om, at i GT findes den hårde og strenge Gud og i NT den kærlige og tilgivende Gud. Vi finder den samme Gud med samme væsen i både GT og NT.

Det store spørgsmål kommer så, når vi skal fortolke disse tekster og forstå dem i dag. For den kristne menighed må Bibelens tekster fortolkes i lyset af Kristus og hans åbenbaring af Gud. Derfor møder vi også i NT, at Jesus over for bl.a. farisæerne retter en kritik af deres lovforståelse og selvlavede tolkningsregler. Vi møder også, at NT-forfatterne forklarer hvordan flere udsagn og profetier i GT, institutioner (ofrene, kongedømmet m.v.) er forbilleder på Kristi centrale rolle i frelseshistorien.

Dermed sagt, at når vi skal forstå fx lovteksterne i Mosebøgerne, må vi fortolke dem i lyset af Kristus. Men hvordan gør vi det og så samtidig fastholde, at Gud er den samme og hans vilje er eviggyldig? At Guds Ord er uforanderligt. Skal det forstås bogstaveligt eller ej?

Gud er kærlig og hellig. Han hader synd og elsker synderen, der kommer til ham - og ønsker, at alle syndere må se deres ulykkelige situation uden fællesskabet med ham, så de må omvende sig til ham. Synd kræver et offer (blod) for at blive tilgivet, da Gud straffer synd. Sådan møder vi Gud overalt i Bibelen - også i Mosebøgerne (se fx 2 Mosebog 34,6-7 + Hebræerbrevet 9,23-28). Gud giver lovene, for at folket fortsat kan være hans ejendom og stå i et levende forhold til ham, trods synd. Lovene er dels offerlove (ceremonielle), dels forbud/påbud til samfundslivet m.v. (moralske).

Jesus ophæver ikke lovene, men opfylder derimod hele loven og skærper forståelsen af dem. I lyset af dette, skal lovene ikke forstås i streng bogstavelig forstand, hvordan man lever og kan blive til et godt menneske, men hvordan man frivilligt og lydigt kan leve som et spejlbillede af Guds kærlige og hellige væsen - som et pagtbarn af Gud.

Det betyder ikke, at ens handlemåder bliver syndfrie - og dermed at straf ophører - eller at loven ikke længere har en betydning. Den troende/pagtbarnet vil stadig synde, men i troen på Kristus er der ofret blod - nemlig Kristi blod - for evig og altid. Jesu blod er det eneste som soner synd, skyld og straf for synden over for Gud. Derfor hedder det om Jesus, at han blev en forbandelse for os, og at han er vores retfærdighed over for Gud.

Loven skal altså ikke efterleves bogstaveligt, men ses som en vejledning til kristenlivet. Det er givende at "lytte sig" ind til lovens intention for menneskelivet - det er jo Guds vilje, der kommer til udtryk (se Salme 1), sådan som du også kan læse det i Ordsprogenes Bog.

På denne baggrund finder du årsagen til, at vi som kristne ikke indretter vort samfund bogstaveligt efter GT's love og fx stener folk. Den straf har Kristus båret. Det betyder dog ikke, at en morder, tyv osv. skal være ustraffet. Derfor har vi et retsvæsen, der er opbygget efter den bibelske tankegang: øje for øje og tand for tand. Synd har konsekvenser, men det betyder ikke, at synd ikke kan tilgives! På denne baggrund lærer Jesus os også (Matthæusevangeliet kap. 15), at det ikke er, hvad der spises af et menneske, der gør det urent, men hvad der går ud af mennesket. Lovene om urent/rent handler om at være et helligt Guds folk, og i den sammenhæng har tekster både i GT og NT meget at sige til os i dag.

Lovene i GT ændres altså i sin praktiske udførelse og til dels også i betydningen i og med at loven opfyldes i Kristus, men det betyder ikke, at loven (Guds vilje) er ændret eller ophævet. Derfor møder vi også en række stærke udsagn i NT, hvor lovens budskab bliver fastholdt som Guds vilje omkring menneskelivet, fx i spørgsmålet om homoseksuelle. Gud fordømmer stadig denne levemåde og kalder den synd, men synd er der tilgivelse for, når den bekendes, og mennesket lægger sin skrøbelighed over til Gud. Den straf, der er forbundet med også denne synd, er Jesus død for og har båret på korset, såvel som alle andre synder. Men hvis den ikke bekendes, og man ikke vil tro på Gud, er mennesket/synderen - også den homoseksuelle - overladt til at bære det hele selv og møde domskendelsen fra Gud - ikke fra mennesker.

Den 'hårde kost' i Bibelens budskab er for mig ikke, at Gud straffer synd og kræver soning for synd, sådan som det er forordnet i lovene og andre vidnesbyrd i Bibelen, for alt dette har han lagt på Kristus ved hans død, opstandelse og himmelfart. Gud ske lov! Den 'hårde kost' er langt mere, hvad der sker med et menneske, som fravælger Gud og evangeliet fra ham. Jeg forstår ikke, at der er mennesker, der tør…! Derfor er det så nødvendigt og befriende at pege hen på Jesus - både som sonofferet og tolkeren for vort liv efter Guds vilje (Johannesevangeliet kap. 1,1-18).

Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard

Lagt på nettet 21.06.2002