25.05.2001 12:00 Alder: 18 yrs
Kategori: Gud, Evigheden
Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Hvordan kan en kærlig Gud straffe så urimeligt?

Hvordan kan en barmhjertig Gud straffe mennesker med evige pinlser i helvede, for ikke at have taget imod ham? Ville en barmjertighedens og kærlighedens gud ikke blot lade syndere dø (sjæleligt)? .."Alle mennesker har fået gaven, og skal bare tage imod den.." - jamen ingen har bedt om den! Hvad med de, som pga. elendige forhold e.l. ikke kan tro, eller de som vælger at tage deres eget liv? Skal de straffes yderligere i al evighed? Og hvordan kan en barmhjertig gud give de, som lever et fromt liv med gode og kærlige gerninger, den samme straf som morderne, løgnerne osv? Hvordan skal man selv kunne omvende sig, når man ved at stort set elle ens venner og familiemedlemmer vil ende i helvede?

Svar:

Tak for dine spørgsmål; og undskyld, at det tog mig så lang tid at få svaret på dem (og at svaret til gengæld bliver ret langt! – men du stiller jo faktisk adskillige).

Dit grundspørgsmål om et evigt Helvede er for mig intet mindre end det vigtigste spørgsmål, jeg selv stiller til kristendommen. Der er simpelt hen intet, der på samme måde kan få mig til at spørge, om den overhovedet kan være sand. Når jeg siger det, er det også for at illustrere, hvor problemet er: Der er så mange spørgsmål, hvor det er svært at tolke, hvad Bibelen siger. Men det her er ikke et af dem!

Det er helt entydigt, at Bibelen virkelig taler om et evigt Helvede. Og der skal mange teologiske armbøjninger til for at bortforklare det: "Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle" (Matt 25,41). Så der er ikke rigtig nogen mulighed for at omtolke kristendommen, så den måske slet ikke behøver sige sådan noget. Jeg tror derfor ikke, der er nogen vej ud af vreden, smerten og protesten over det her. Tværtimod tror jeg, at protesterer man ikke over det, sådan som du gør, så er der noget grundlæggende, vi ikke har fattet: den kærlighedens grundholdning, Jesus selv har lært os. Da nogle af hans disciple foreslog, at han kunne byde ild fare ned fra Himmelen og fortære en by, der ikke ville tro på ham, bebrejdede han dem det!

Jamen kan man fastholde den grundholdning og den protest, og alligevel fastholde, at kristendommen er sand og Gud er kærlig?! Kan man få en konkret tillid til Gud, midt i det? Det tror jeg! Jeg tvivler ærlig talt på, at man når ret langt ved sådan at "finde formildende omstændigheder" ved Helvede. Jeg vil begynde et helt andet sted:

For det første: Prøv at vende dig væk et øjeblik fra denne ubegribelige Gud, og overvej i stedet hans søn: Jesus af Nazaret. Lige så svært det er at få øje på Guds kærlighed, lige så svært er det (mener jeg) at bortforklare Jesu kærlighed. Vi kan godt diskutere med ham, hvad der burde være mest kærligt; men det er bestemt ikke os, men Jesus, der i praktisk liv og omsorg for mennesker demonstrerer, at han ved, hvad kærlighed er. Prøv at overveje, hvor konkret og jordnær hans kærlighed til mennesker var, hvor tålmodig og medlidende og omsorgsfuld han talte og handlede. Men det der forfærdelige ord, jeg citerede ovenfor, det er et ord af Jesus! Det er et ord af samme Jesus, som havde denne uendelige omsorg. Det er ham, der sidder på tronen på dommens dag og siger sådan til dem, der ikke ville have med ham at gøre og ikke ville være der for deres næste her i livet.

Johannes-evangeliet siger, at "al dom har han overladt til Sønnen" – hvorfor? Er det, fordi Gud ikke selv vil eller tør sige sådan? Jeg tror, at grunden er den enkle, at når det er Jesus, der sidder på dommens trone, så er det for overhovedet at gøre det muligt for os at fatte en slags tillid til, at selv det er sagt i kærlighed. Det er derfor, Jesus i Ny Testamente kaldes "Guds tolk": Han oversætter denne ubegribelige Gud til kærlighedens sprog; ellers er han virkelig ikke til at fatte ... Det er sandt, at det ikke virker kærligt! Og det må vi holde fast i. Men vi må også holde fast i, at Jesus nok alligevel i praksis har demonstreret sin kærlighed mere overbevisende, end vi har (der ofte bare har meget fine meninger om den!).

For det andet: Der findes mange forfærdelige forestillinger om Guds dom og Guds straf – den værste er, at man ser for sig en kold og hård og hævngerrig Gud, der lige så godt kunne have ladet mennesker slippe, men hellere piner dem! DET HOLDER IKKE EN METER. Den Gud, der dømmer, er en grædende Gud! Da Jesus stod uden for Jerusalem og ikke kunne få dem til at tro på sig, græd han over dem – og det er dén Gud, vi må se for os.

For det tredie: Jamen kunne Gud ikke lige så godt lade mennesker slippe? Du foreslår, at han måske lige så godt kunne lade mennesker dø sjæleligt (jeg forstår dig sådan, at du mener: udslette dem, så de slet ikke findes mere). Og sådan føler jeg det også. Så hvorfor gør han ikke det? – Jeg ved det ikke med sikkerhed. Men jeg aner, at det har at gøre med, at vi er skabt i hans billede.

Der er nogle ting (og det er der mange kristne, der ikke er klar over!), Gud ikke er i stand til! Guds "almagt" betyder ikke, at han kan gøre alt muligt (sådan som f.eks. Islam forestiller sig det). Der er noget, han ikke kan: Han kan ikke bryde sit ord; han kan ikke tvinge folk til at tro, hvis de ikke vil have med ham at gøre – og han kan åbenbart heller ikke u-skabe den, der er skabt i hans billede.

Men hvor langt kan man komme med sådan en tillid til Gud? Kan man f.eks. gå så langt som det, du nævner: "Hvordan skal man selv kunne omvende sig, når man ved at stort set alle ens venner og familiemedlemmer vil ende i helvede?"

For det første: Det ved man heller ikke. Der er mange mennesker, der i det skjulte og i stor usikkerhed alligevel beder til Jesus. Jesus siger: "den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort; (Joh 6,37); og det er ikke op til os at afgøre, hvem der er kommet til ham, og hvem der ikke er.

For det andet ved jeg godt, at det ikke løser hele problemet. For nogle vil jo ikke komme til ham; og frygten er der jo under alle omstændigheder. Dér tror jeg, at der simpelt hen ikke er ret meget andet at gøre end at leve med det, Paulus siger om sig selv: "jeg har en stor sorg, der altid piner mit hjerte. Jeg ville ønske, at jeg selv var forbandet og skilt fra Kristus, hvis det kunne hjælpe mine brødre og landsmænd" (Rom 9,2f). Og når jeg skal være helt ærlig, tror jeg, at mine egne protester imod Helvede måske ikke så meget er et resultat af, at jeg er vældig kærlig, men mere er en protest imod, at jeg skulle bære på sådan en kærlighedens sorg! – på Jesu egen sorg ...

For det tredie: Du nævner dem, der på grund af elendige forhold ikke kan tro. Nu tror jeg ikke, at troen er en umulighed for noget menneske; men det er sandt, at for os at se kan det være langt sværere for nogle end for andre. Og det vigtigste er, at det dermed bliver vores ansvar at gøre det så muligt for mennesker som muligt! Jesus har givet os et klart mandat og en klar opgave, at det er os, der skal hjælpe andre til det – og det er måske også en hovedgrund til vores protest imod Helvede: at vi simpelt hen ikke vil vide af det medansvar.

For det fjerde nævner du dem, der tager deres eget liv. Midt i smerten over noget så forfærdeligt kan jeg dog heldigvis sige (med større sikkerhed og større frimodighed end så meget andet i dette alenlange svar): At et menneske tager sit eget liv, betyder bestemt ikke, at det dermed ikke kan blive frelst! Det er sandt, at selvmord er forkert; men det er bestemt ikke en synd, der ikke er tilgivelse for.

Endelig spørger du: "Hvordan kan en barmhjertig gud give de, som lever et fromt liv med gode og kærlige gerninger, den samme straf som morderne, løgnerne osv?" Det er måske det eneste punkt, hvor jeg har svært ved at følge dig. Det er bestemt rigtigt, at der er en afgørende forskel på de værste og de bedste; og det er en tosset overfladiskhed at hævde, at alle mennesker bare er lige onde. Alligevel synes jeg nok, at det er ret klart, at selv de bedste iblandt os har ganske mange aktier i det onde! Hos den rare bedstefar og den søde nabo kan det være svært at se; men man behøver ikke gå så langt: Ser jeg indefter i mig selv, så vil jeg ret hurtigt indse, at selv om jeg måske er et rart og medgørligt menneske, så er der dybder og skygger i mit sind, der kun kan forklares så brutalt, som Bibelen gør det: "I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig" (Sl 51,7). Og sådan er det også med den rare bedstefar og den søde nabo. Det er i dén forstand, Ny Testamente kan sige, at "Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud" (Rom 3,22f).

Og så aner jeg også i dit sidste spørgsmål, at du tænker på "straffen" som noget, Gud af hævngerrighed eller forargelse vælger at idømme folk, der har gjort noget forkert! Men sagen er jo den, at ingen går fortabt på grund af, at de har gjort noget forkert! Så var det ude med os allesammen. Fortabelsen er MENNESKETS valg, ikke Guds. Det er os der har fravalgt ham, ikke ham der har fravalgt os. I dommen tager han kun vores valg til efterretning og lader os stå derude, hvor vi selv har valgt at stå.


Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Lagt på nettet 25.05.2001

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også