15.09.2003 12:00 Alder: 21 yrs
Kategori: Kirken, Bibelen
Hans-Ole Bækgaard

Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard

Hvem er Skt. Peter?

Man hører ofte om Sct. Peter, at han står og tager imod ved døren til himlen osv. Hvor i biblen kan man læse, at han bliver valgt til det? Er det Jesu discipel Peter, der er tale om?

Svar:

Tak for dette interessante spørgsmål, som nok har mere rod i en kirkelig traditionsforestilling end i Bibelen selv.

Man kan ikke læse nogle steder direkte i Bibelen, at Skt. Peter eller apostlen Peter skal stå ved Himmerigets port og tage imod eller afvise.
Den bibelske tankegang er bl.a. hentet fra Matthæusevangeliet kap. 16,13-20, hvor Jesus spørger sine disciple om, hvem han er. I den forbindelse står Peter frem mellem de tolv udvalgte disciple/apostle og siger: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« (16,16). Jesus siger, at dette ikke er noget, han selv er kommet frem til, men at Gud har åbenbaret det for ham. Og fortsætter således: »… du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.«

Der har i Kirkens historie hersket diskussion om, hvordan disse vers skal opfattes. I en evangelisk-luthersk tradition (jf. Folkekirken) rækker Jesus denne myndighed med 'at binde' og 'at løse' ikke til en bestemt person, men til kirken – og særligt til præsteembedet. Det er Jesus selv, som er Herren over Kirken, men til at føre og fremme Kirkens sag i verden - proklamere evangeliet, tilgive synder, holde mennesker fast i deres synd hvis de ikke vil bekende osv. – har Gud udvalgt sig tjenere på apostolisk vis. Derfor er præster varetager af det apostoliske embede, sådan som de første apostle var det efter Jesu død og opstandelse.

I den katolske kirke fik særligt en præst særstatus, præsten i Rom. Han blev overhovedet (pave) for kirken, og dette udsagn vedrørende Peter og andre kom til at spille en stor rolle i forståelsen af pavens magt og myndighed. Han er Kristi repræsentant på jorden og har derfor den sidste afgørende og overordnede magtbestemmelse. Han har fået givet magt til at lukke folk ind i himlen eller holde dem ude derfra. Særlig op igennem hele Middelalderen spillede dette billede af paven en væsentlig rolle og var afgørende for den myndighed, han fik.

Tankegangen og traditionen har levet videre i folketroen, så vi stadig i dag kan høre om denne forestilling på forskellige måder.


Hans-Ole Bækgaard

Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard

Lagt på nettet 15.09.2003

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også