24.02.2011 12:00 Alder: 8 yrs
Bodil Skjøtt

Skrevet af:
Bodil Skjøtt

Er Guds retfærdighed lig med nåde?

Jeg har altid haft det svært med ordet 'retfærdighed', som ikke mindst apostlen Paulus gør flittig brug af i sine breve. Hvis jeg oversætter det med 'nåde' giver det bedre mening. Man kan jo ikke sige, at det er retfærdigt, at mine synder bliver mig tilgivet. Det ville jo være mere retfærdigt, at man fik en straf. At man ikke gør det er en nådegave, men ikke ligefrem retfærdigt, synes jeg. Er der en anden mulig oversættelse af ordet i den oprindelige græske (?) tekst

Svar:

Du spørger om ikke det græske ord der oversættes ved ”retfærdighed” var bedre oversat med ordet ”nåde”.

Jeg forstår godt dit spørgsmål og dit problem, men jer er ikke sikker på, at det er vores græskkundskaber, der gør at vi var svært ved at forstå, hvad det drejer sig om. Det er snarere vores forståelse af retfærdighed – vel at mærke Guds retfærdighed.

Når Paulus fx i 1 Kor 1,30 skal forklare, hvordan det kan gå til at de troende, eller de/vi kristne er ”i Kristus” – og derfor har fået del i Guds frelseshandling (= det Gud har gjort for at frelse og oprette det brudte og de brudte) siger han, at det skyldes Jesus. For han er ”retfærdighed, helligelse og forløsning”. Eller med andre ord: Han er vores frelse og vores redning. Frelse er at være erklæret retfærdig på grund af Kristus og være sat ind i livsfællesskab med ham, helliget og dermed være sat fri, eller være forløst, fordi vi ikke tilhører døden men livet.

Gud frelser ikke sin skabning ved at vise barmhjertig eller nåde i betydning se gennem fingre med det forkerte og brudte. Eller ved at få ondt af os og så vælge at tilsidesætte det, som retfærdigvis burde ske. Gud holder fast i sin hellighed og han lader retfærdighed ske fyldest. Men på sin egen måde, nemlig ved at han selv betaler prisen eller tager straffen.

Vi taler nogle gange om, at Gud lod straffen for vores synd ramme en anden. Men det er jo kun en anden i forhold til os. Han lod straffen ramme sig selv. Sådan som Paulus siger det et andet sted: ”Det var Gud som i Kristus forligte verden med sig selv” (2 Kor 5,20).

Når Gud frelser, lader han ikke nåde gå for ret. Han lader retfærdighed ske fyldest, men han gør det ved i Kristus at forsone sig med sig selv.

Guds hellighed kræver at han ikke kan se gennem fingre med det som er forkert. Heldigvis, for ellers ville det forkerte, synden, det onde jo fortsat være der. Men han lader retfærdighed ske fyldest i Kristus, og Guds retfærdighed som han bruger når han retfærdiggør syndere, er altid en retfærdighed ”i Kristus”.

Den er svær at forstå for her er vi inde ved det mysterium som korset rummer, hvor Gud både er den som straffer, og den som straffes.


Bodil Skjøtt

Skrevet af:
Bodil Skjøtt

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også