02.02.2005 12:00 Age: 20 yrs
Forfatterprofil

Hvem skrev Mosebøgerne?

Hvem har skrevet Mosebøgerne? Det kan jo ikke være Moses, da han ikke levede, da 1. Mosebogs handling fandt sted. Ligeledes mener jeg også, at der står i en af Mosebøgerne om hans død og tiden efter. Dette kan han jo heller ikke selv have skrevet. For mig at se falder Bibelens troværdighed desværre, fordi nogen af bøgerne måske ikke er sande. For hvem kan dog have skrevet især 1. Mosebog. ”Om Guds Ånd svævede over vandene” f. eks..

Svar:

Det er meget vigtigt at finde ud af, hvordan man skal forholde sig til Bibelen som bog – og som du gør nu, Mosebøgerne. Ellers er det jo vanskeligt at sige noget om troværdigheden. Derfor vil jeg prøve at svare på, hvad vi ud fra Bibelen kan sige om forfatteren til Mosebøgerne.

Moses er ikke nævnt som forfatteren!

Betegnelsen “de 5 Mosebøger” betyder ikke, at Moses selv har skrevet  bøgerne  og intetsteds i Bibelen nævnes han som forfatteren, selv om vi flere gange læser, at han nedskrev noget. (se: 2. Mosebog kapitel 17 vers 14; kapitel 24 vers 4 og kapitel 34 vers 27; 4. Mosebog kapitel 33 vers 2, og 5. Mosebog kapitel 31 vers 19). Så der var tidlig en tradition for at regne med Moses som kilde.

Vi skal være klar over, at på den ene side er Bibelen et rent menneskeligt dokument, som er blevet til som andre skrifter  og nedskrevet på de måder, man har benyttet i de forskellige tidsaldre. Der er omkring 50 forskellige forfattere til de i alt 66 forskellige bøger, som er blevet samlet til Bibelen. Man mener, at Bibelens bøger er skrevet over en periode på ca 1600 år. De nyeste om Jesus og den første kirke er fra ca. år 45-90 efter vores tidsregning. Det gamle testamente er sikkert skrevet fra ca. år 1500 til 400 før vores tidsregning. Vi har fået Bibelen fra Israel. Men den angår og er bestemt for alle jordens folk.

Guddommelig og nedskrevet på lertavler

Samtidig med at Bibelen er en samling menneskefabrikerede dokumenter, er Bibelen helt og holdent af guddommelig natur. Moses og de andre profeter og bibelske forfattere var ikke ”automater” men gjorde tjeneste i deres samtid som Guds mund eller talsmænd. Samtidige var de Guds skrivere der skrev på lertavler, papyrus og pergament inspirerede/ indblæst  af Gud selv, som der står skrevet i  2. Timoteusbrev kapitel 3 vers16 ”Ethvert skrift er indblæst af Gud…” Det er sådan, vi kan læse, at Bibelen selv fortolker sig selv. Så når der står, at Guds ånd svævede over vandende, så er det noget Gud har fortalt sin ”skriver”. Ligesom der i Bibelen er skrevet profetier om noget der skulle ske, sådan har vi her en profeti om noget der var sket.

Der er dem, der mener, at Første Mosebogs ældste del ( eller måske det hele) oprindeligt har været skrevet på lertavler. Det er muligt, (vi ved det ikke) at disse lertavler blev overdraget til den førstefødte søn i de familier, der fulgte efter hinanden, indtil de til sidst kom i familien Moses besiddelse. Moses  har så være ansvarlig for at samle dem i det værk, vi kalder  Første Mosebog.

Gud har skabt sproget

Det er værd at bemærke, at den Gud vi møder i Bibelens første kapitler ikke kun er den almægtige Skaber, hvis ånd svævede over vandene. Han har skabt alle ting, men kun sjældent nævnes det, at han også har skabt sproget. Vor Gud er en Gud, der taler og  skaber ved sit ord. Læg mærke ril at Adams første opgave var at gøre brug af sproget, han var skabt med , og give dyrene navne.

Gud har åbenbaret sig gennem ord og disse ord er blevet bevaret / indblæst i  de hellige skrifter, der nok i begyndelsen blev nedskrevet på (brændte) lertavler.

Abraham kan have haft disse ældste tavler med i kurve på sine æsler, da han drog ud fra Ur i  Kaldæa til det land Gud havde lovet ham. Vi kan forestille os, at Jakob havde disse og nyere tavler med til Egypten, hvor endnu mere blev skrevet af Moses eller andre som vi ikke kender.

Skrivekunsten

For hundrede år siden sagde  førende bibelforskere, at Moses umuligt  kunne have skrevet de Fem Mosebøger, fordi skrivekunsten ikke var opfundet på hans tid. Nu ved alle forskere, at skrivekunsten var veludviklet,  da Moses kom til Egypten. Så der er mange teorier, der hen ad vejen får ny næring – eller det modsatte.

Det er rigtigt, at vi i Femte Mosebog kapitel 34 læser om Moses død og begravelse – det må der være andre der har skrivet - inspireret af Gud. Moses har i hvert fald ikke gjort det!

Jeg vil anbefale dig at læse nogle flere artikler om, hvad Bibelen er for en samling bøger, om deres fortattere, deres tid og karakter af skriften. Noget er poesi, andet profeti og drømme, noget er salmer, noget er breve, noget er reportager på baggrund af øjenvidneberetninger, andet er overleverede historieberetninger, noget af slægtshistorie, slægtstavler og meget mere.

Jeg giver der her nogle links til en række artikler vi har her på JesusNet. Du kan også søge under emneord Bibelen.

God læselyst – og spørgerlyst. Det er altid sundt at stille spørgsmål og søge svar.

Guds bog

At læse og forstå Bibelen.

Hvordan er Bibelen samlet?

Hvad kan Bibelen bruges til?

Hvorfor giver Bibelen fejloplysninger om jorden?

Er Bibelen sand?

Er Bibelen ikke lidt for menneskelig?

Hvordan er Bibelen Guds ord?


Forfatterprofil

Lagt på nettet 02.02.2005

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også