Hvad er sandt?

1 . Logik og sandhed

-Grænser for det logiske bevis

2 . Sandhed og naturvidenskab

- Positivismens sammenbrud

- Kuhn: paradigmer i naturvidenskaben

3 . Sandhed og etik

- Kristen basis for absolut sandhed

Min matematiklærer i gymnasiet var et frygtindgydende menneske. Han hed Jensen og var en lille mand med et skarpt blik og en gennemtrængende røst med en smule fynsk dialekt iblandet, hvilket ikke gjorde ham mindre farlig i vore øjne. Jeg kan tindrende klart huske vor rædsel i klassen for at blive kaldt til tavlen for at gøre rede for den ene eller den anden matematiske sammenhæng. Når det så var afgjort hvem der denne gang skulle gøres åndeligt flad med tavlen, drog alle (bortset fra den ene stakkel) et lettelsens suk. Nu kunne man godt slappe lidt af og lade sig underholde af forestillingen. Spørgsmålene haglede ned over staklen ved tavlen. Han blev bedt om at definere noget, bevise noget og give eksempler. Mange af lærerens spørgsmål var underfundige. Han lagde fælder ud. Derfor gjaldt det for staklen ved tavlen om at være forsigtig. Af og til kom en af os i den situation til at sage: "Jeg tror at det er . . ." Længere kom han ikke for så tordnede det fra matematiklærer Jensen med ubønhørlig sikkerhed: "Tro - det er noget om søndagen mellem 10 og 12! Her skal du ikke tro! Her skal du vide!". Han sagde det og lignende så ofte, at jeg efterhånden blev sikker på, at det ikke bare var en talemåde. Han mente det.

Matematiklærer Jensens verdensbillede - som jeg opfattede det - indeholdt et klart skel mellem de eksakte videnskaber (især matematik og fysik) på den ene side og de øvrige forhold i tilværelsen på den anden side. Jensen var ikke fagidiot. Han kunne læse flere fremmedsprog. Han samlede på sjældne bøger og kunne vist også lide musik og teater. Han kunne af og til - selv i matematiktimerne - slippe lidt af dette ud. Han kunne få et henført udtryk i ansigtet, når han talte om sine bøger og om kunsten, med det var også tydeligt, at han med hensyn til sikkerhed og sandhed satte skel mellem de eksakte videnskaber og følsomhedens humanistiske verden. I matematik og i fysik kunne man faktisk vide. Her var der sikker grund. Uden for denne eksakte verden var alt svævende og usikkert. Dér måtte man tro, føle eller gætte. Der kunne alt diskuteres. Dér kunne man ikke - som i den eksakte verden - opnå sikkerhed, hvorfor der ifølge Jensen ikke var egentligt belæg for at hævde, at noget var sandt og andet falsk. Uden for den eksakte verden var alt ifølge dette verdensbillede åbent.

Allerede som gymnasieelev fornemmede jeg, at Jensens verdensbillede var misvisende. Det stødte sammen med min kristne overbevisning. Ud fra Jensens verdensbillede kan evangeliets udsagn ikke betragtes som sande på samme måde, som udsagn om fysiske forhold kunne være det. Hvis Jensen havde ret, var kristendommen blot et fortvivlet forsøg på at finde fodfæste i relativismens sump, hvor der i virkeligheden slet ikke findes nogen fast grund, men derimod mange smukke ord og store følelser.

Som matematik- og fysiklærer i gymnasieskolen og senere som universitetslærer i logik og videnskabsteori satte jeg mig for, at jeg ville formidle et andet verdensbillede. Jeg ville ikke sætte Jensens skel mellem to verdener. Det er jo kunstigt. Det sande findes på begge siser af Jensens skillelinje. Der gives ikke bare sandhed i de eksakte videnskaber, der er også sandhed uden for de eksakte videnskaber. Det er rigtigt, at man i fysik , kemi m.m. i mange tilfælde kan teste udsagn ved forsøg. Og det er rigtigt, at man i matematik og logik kan føre beviser, som på en meget kraftfuld måde understøtter sandheden af udsagn inden for disse felter. Men det forhold, at Guds eksistens ikke kan understøttes ved bevis eller et direkte eksperiment, gør ikke udsagnet om Guds eksistens mindre sandt. Sandhed kan slet ikke gradbøjes!

Man kan skelne mellem to forskellige typer af spørgsmål: 1. De ontologiske: Hvad findes i virkeligheden? Hvad er sandt? og 2. De epistemologiske: Hvordan opnår man viden om det virkelige og det sande? - Det er klart, at den epistemologiske problematik er forskellig fra felt til felt, men den har ingen konsekvenser for det ontologiske, dvs. for hvad der faktisk er sandt og virkeligt.

Jensen er ikke alene med sit synspunkt. Mange mener som han, at uden for de eksakte videnskaber er alt åbent. Dér må man mene, hvad man vil. Ingen har mere ret end andre. Man hører ofte vendingen "Alt er relativt". Og dermed mener man, at der - når det kommer til stykket - ikke findes noget, der er helt sikkert eller absolut sandt. Man forestiller sig, at enhver påstand kan drages i tvivl, hvis man betragter den fra en passende, anderledes synsvinkel. Med dette udgangspunkt kan man så hævde, at der ikke findes sandhed eller sandheder om selve tilværelsen. Alt, hvad man kan finde på at sign om livet, bliver dermed lige gyldigt! En af konsekvenserne heraf bliver som regel, at engagementet forsvinder. Når alt til syvende og sidst er lige gyldigt, er der jo ingen særlig grund til at give sit hjerteblod for nogen sag. Alt bliver i virkeligheden også ligegyldigt!

Sådan tænkte man for en generation siden - i eksistentialismens dage. Nu er eksistentialismen som betydende tankebygnng stort set ude af billedet. Men det betyder ikke, at spørgsmålet om den absolutte sandhed er forældet. Det er stadig aktuelt. De grundlæggende spørgsmål om sandhed, virkelighed og erkendelse diskuteres som aldrig før i videnskabsteoretiske afhandlinger m.m. Hertil kommer, at Jensens verdensbillede stadig lever videre i forskellige varianter, som har det til fælles, at der m.h.t. sandhedsspørgsmålet let opereres med et skel mellem de eksakte videnskaber og tilværelsens felter i øvrigt. Vi skal i det følgende se, at Jensens verdensbillede er stærkt kritisabelt. Det bygger dels på en tvivlsom logikopfattelse og dels på en opfattelse af naturvidenskaben, som har vist sig ikke at kunne holde. Endelig har Jensens verdensbillede vist sig at være helt utilstrækkeligt, når det drejer sig om de etiske spørgsmål, som bl.a. er opstået i forbindelse med den moderne teknologis fremskridt.

[Til toppen]

1 . Logik og sandhed

Jensen var overbevist om, at der midt i den forvirrede verden trods alt findes eksakte sandheder, som vi ikke behøver nøjes med at tro, men som vi faktisk kan vide. Han mente, at der findes afgørende felter af vor erkendelse, hvor vi har sikker grund under fødderne. Denne optagethed af matematikkens og logikkens muligheder er bestemt ikke ny. Store dele af oldtidens tænkning og hele den kristne middelalder var præget af den samme fascination. Men skolastikerne (middelalderlogikerne) ville bestemt ikke som Jensen forsøge at spille troen ud mod logikken. Lad os se lidt på middelaldernes logik og logikkens betydning for os i dag.

Det er efter min mening let at forstå, hvorfor logikken optog skolastikerne i så høj grad. For det første kunne logikken fremvise en nnetode, som med sikkerhed kunne føre fra givne udsagns sandhed til nye sandheder. Det var selve det logiske bevis. Ideen om at føre strengt logisk bevis for noget går tilbage til den græske oldtid. Man kan henvise til logikkens grundlægger Aristoteles (384-322 f. Kr.), som bl.a. formulerede de såkaldte syllogismer dvs. skemaer for gyldig logisk slutning. For Aristoteles var logikken et redskab, som burde benyttes i enhver god videnskab. Blandt de store græske videnskabsmænd, som fulgte denne tankegang, kan man nævne Euklid (ca. 300 f.Kr.), som skrev den græske matematiks første systematiske lærebog i geometri. Dette værk er bygget op med axiomer, slutningsregler og definitioner. Axiomerne tages for givet og danner sådan set udgangspunkt for hele den logiske aktivitet indenfor systemet. Definitionerne kan bruges til at formulere nye teoremer. At bevise et teorem i et logisk system som f.eks. Euklids betyder at anføre en rækkefølge af anvendelser af slutningsreglerne, som kan føre fra axiomerne til teoremet.

I de mere filosofisk eller sprogligt orienterede systemer taler man snarere om præmisser (eller forudsætninger) end om egentlige axiomer. Men sagen er den samme. At bevise et udsagn er at tage udgangspunkt i det antagne grundlag og så bruge de tilladte spilleregler til at nå frem til udsagnet, som skal bevises.

For det andet har det givetvis fascineret skolastikerne, at vi mennesker har en forestilling om logisk holdbarhed, der på afgørende punkter synes at gå på tværs af alle kulturelle skel. F.eks. vil man ikke i nogen kultur hævde, at et veldefineret udsagn både kan være sandt og falsk på én gang. Faktisk kan der ved dialog opnås en høj grad af enighed om, hvad der er logisk set gyldigt, og hvad der er logisk set ugyldigt. Denne enighed er en afgørende forudsætning for, at rational kommunikation overhovedet er mulig mellem os mennesker. Sådan set er det noget af det, der gør logikken til et spændende forskningsfelt - også i dag.

I middelalderen sammenlignede man logikeren med en jæger, som går gennem "meningernes skov" for med sine sprogligt/logiske jagtredskaber at indfange "problema" i relation til "det sande" og "det falske". Man kan læse hele middelalderlogikken som et forsøg på at beskrive, hvorledes sprogets system af betydning fungerer. Den grundlæggende fascination i den forbindelse er naturligvis, at sproget overhovedet kan benyttes som kommunikationsmiddel. I den forbindelse hører det med i billedet, at Gud også har benyttet sproget i sin kommunikation med mennesket, evangeliet. Sådan set bliver det naturligt at beskrive sproget som Skaberens ganske særlige gave til mennesket.

Sprogets funktion forudsætter et sammenhængende betydningssystem (semantik), der giver mulighed for opstilling og analyse af ræsonnementer. På den måde fører en reflektion over sproget direkte til logikken, som jo ikke bare rejser spørgsmålet om udsagnenes mening, men også om deres sandhed. Visse udsagn er sande, mens andre er falske. Visse ræsonnementer er gyldige, mens andre er ugyldige. Men hvad er det, der giver anledning til den sikre forestilling om det sande og det logisk set gyldige? Hvordan kan man begrunde selve logikken? Hvor kommer de sande udsagns sandhed fra? Kan man begrunde logikken med logikken selv? Sådan spurgte Aristoteles også, og han svarede: "Logos' princip og begyndelse er ikke logos, men noget større. Men hvad er større end logos uden det guddommelige=" (Den eumediske etik, 1248a, s.27-28). 

Grænser for det logiske bevis

Det hører også med til den aristoteliske erkendelse, at der findes noget som er større end logikken: Det guddommelige. De intellektuelle i den kristne middelalder forstod det. Logikken har sine græsner, som bl.a. viste sig i form af paradoxer. Et af de mest kendte af disse stammer fra Bibelen, hvor det om kreterne hedder: "En af dem, en profet af deres egen midte, har sagt: Kreterne lyver bestandig ... Dette vidnesbyrd er sandt." (Titus 1,12-13). Men hvordan kan den kretiske profets vidnesbyrd være sandt? Hvis han taler sandt, er det jo ikke rigtigt, at kreterne altid lyver. - Det er klart, at bibelverset ikke behøver at blive tolket, så det giver anledning til en selvmodsigelse, men det ændrer ikke det principielle problem, som er knyttet til udsagn, der henviser til sig selv. I vort århundrede har denne gamle problematik givet logikeren Kurt Gödel anledning til en række interessante iagttagelser, som førte til nogle meget bemærkelsesværdige resultater. Man kan f.eks. betragte udsagnet P: "Dette udsagn er ubeviseligt". P er oplagt sandt, hvis og kun hvis P er ubeviseligt. Hvis P er falsk, kan P bevises. Men man bør jo ikke kunne bevise noget, der er falsk. Altså må man antage, at P er sandt. Altså findes der sande udsagn, som ikke kan bevises. Der er grænser for bevis-mulighederne indenfor logikken.

Også spørgsmålet om systemernes konsistens (dvs. modsigelsesfrihed)kan inddrages i forbindelse med Gödels resultater. I en vis forstand er man nødt til sprogligt set at stå uden for systemet for at vise, at det er konsistent. Konsistens kan ikke bevises indefra med systemets eget sprog. Der er brug for et overordnet sprog - et meta-sprog som man kan bruge til at beskrive systemet. Af den grund kan en videnskabelig teori om naturen i princippet aldrig vises at være fuldstændig. For det ville jo forudsætte, at vi skulle kunne betragte naturen inklusive os selv udefra!

Jensens verdensbillede forudsætter tilsyneladende, at de eksakte videnskaber kan opbygges som et logisk system, således at sande udsagn kan bevises i systemet. Men sådan er det altså ikke. Uanset hvilket axiomsystem man vælger, findes der sande udsagn - oven i købet også om naturlige tal - som ikke kan bevises i systemet. Jensen m.fl. vil ikke for en enhver eksakt sandheds vedkommende kunne etablere den ønskede "faste grund". Sandheden vil overskride alle systemer.

Det principielle i denne betragtning er imidlertid langt ældre end Gödel. Det er en klassisk erkendelse af logikkens muligheder og begrænsninger, som bl.a. blev klart formuleret af Blaise Pascal (1623 - 1662): "Der er to yderligheder. At udelukke fornuften helt. lkke at anerkende andet end fornuften." (Pascal, p. 91).

Det er altså helt forkert, når Jensen'erne vil spille troen ud mod logikken (eller omvendt). Klassisk set går de to fint sammen. De har oven i købet brug for hinanden.

Med henvisning til kirkefaderen Augustin argumenterede Pascal for, at der gives spørgsmàl, som fornuften ikke kan kaste afgørende lys over. Der er tilfælde, hvor fornuften må "ydmygt underkaste sig". Det er ikke situationer, der giver anledning til konflikt mellem tro og fornuft, men drejer sig blot om problemfelter, som logikken/fornuften ikke kan nå.

[Til toppen]

2 . Sandhed og naturvidenskab

Det er også misvisende, når man ud fra Jensens verdensbillede vil præsentere naturvidenskab, f.eks. fysik, som noget, der ligger helt uden for troens verden. Den moderne videnskab opstod over et par århundreder med Copernicus (1473-1543), Kepler (1571-1630) og Newton (1642-1727) som de mest kendte pionerer. Disse videnskabsmænd var alle troende kristne. Det havde afgørende betydning som baggrund for deres videnskab. De troede, at Gud har skabt verden, og at verden er indrettet på en rationel måde, som vi som mennesker har mulighed for at begribe.

For disse naturvidenskabsfolk var der ikke noget skel mellem kristen tro og naturvidenskab. Begge dele udspringer jo af en ægte søgen efter sandheden. Man kunne oven i købet opfatte den naturvidenskabelige forskning som en gudstjeneste. F.eks. skrev Kepler: "Eftersom vi astronomer er den højeste Guds præster, sømmer det sig for os, at vi ikke agter på vor egen ånds berømmelse, men frem for alt på Guds ære." (Andersen p.25).

Naturvidenskabens pionerer havde et syn på virkeligheden, som befordrede deres videnskab. De var ikke i tvivl om, at der faktisk er noget sandt og betydningsfuldt at sige om den fysiske verden. Hvor man som regel i Østens visdom har lagt vægt på, at man skal søge sandheden ved at vende blikket indad i sig selv - ved meditation - var disse folk helt opmærksomme på, at den ydre verden er betydningsfuld som skabt af Gud. De mente, at Gud har udtrykt nogle af sine tanker i naturen. For dem fik ordene i Davids Salme 19 i Det gamle Testamente: "Himlen forkynder Guds ære" på den måde en meget konkret hentydning. Metaforen "naturens bog" om den fysiske verden fik en vis udbredelse. F.eks. skrev Kepler: "Thi netop denne verden er den naturens bog, hvori Gud som skaber har åbenbaret og afbildet sit væsen og sin vilje medmennesker i et ordløst skrift." (Andersen p.25).

Den berømte matematiker og filosof A.N.Whitehead (1861-1947) bekendte sig ikke selv som kristen, men han konkluderede klart i sine idéhistoriske og videnskabsteoretiske analyser, at det kristne miljø var en de helt afgørende betingelser for den moderne videnskabs opståen. Whitehead fremhævede her troen på Guds rationalitet, som jo havde været et af de bærende principper gennem hele den kristne middelalder. Ud fra denne tro tog naturvidenskabens pionerer i det 16. og 17. århundrede for givet, at der findes en fornuftig sammenhæng i verden.

Videnskabsmændene i det 16. og 17. århundrede kunne ikke have grundlagt den moderne naturvidenskab, hvis de ikke havde haft denne stærke tro på, at Gud har udtrykt sine tanker og planer i naturen, og at der derfor findes en sandhed om verden, som vi kan opdage. Der kan ikke være tvivl om, at de i allerhøjeste grad var drevet af en sandhedssøgen, som var tæt forbundet med deres kristne overbevisning. Det er klart ud fra deres skrifter, at de regnede med en harmoni mellem det erkendende menneske og naturlovene. Denne harmoni sky1dtes Skaberen, indså de. Det er den samme Gud, som har skabt verden, som også har udstyret os mennesker med forstand, så vi kan forstå Guds tanker. Som skabt i Guds billede kan mennesket genkende Guds p1an og tanker i naturen.

Tanken om harmoni mellem naturen og vort sind kan lyde næsten panteistisk, men for naturvidenskabens pionerer var der bestemt ikke tale om nogen guddommeliggørelse af naturen. Kepler sammenlignede universet med et gigantisk urværk og tilføjede, at den, der hævder, at et ur har sjæl, overfører urmagerens værdighed til hans værk!

Det ville være helt forkert at opfatte den banebrydende naturvidenskab som opbygget på materialistisk grund. Newton opfattede sin mekanik som udtryk for Skaberensb tanker og ideer om verden. Han blev den klassiske mekaniks mester, men hans verdensbillede var hestemt ikke mekanistisk. Det er f.eks. interessant at følge ham og andre af naturvdenskabens pionerer i deres tanker om inertiens lov. I forbindelse med denne "træghed" hævder man ofte i moderne fysiklærebøger, at det simpelthen hører til stoffets, natur at ville fortsætte en igangværende bevægelse, hvis, det ikke udsættes for nogen resulterende kraft. Sådan så Descartes, Newton m.fl. ikke på det. For dem var det ikke en given sag, at verden overladt til sig selv bare vil fortsætte i samme spor. De mente, at naturen og verden hvert eneste øjeblik er afhængig af Guds vilje til at skabe og opretholde. På den måde bliver selv inertiens lov et udtryk for Skaberens vilje til at lade sit skabervæk fortsætte.

Naturvidenskabens pionerer troede, at der er en sandhed at erkende om naturen, nemlig den, der stemmer med Guds planer og tanker. De troede, at Gud har gjort det mu1igt for os at erkende vigtige sider af denne sandhed. De baserede denne tro på Bibelen f.eks.: "For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger ..." (Romerbrevet 1,2l).

Det var helt afgørende for naturvidenskabens banebrydere, at der er en sandhed om verden, som Gud har udtrykt i naturen. Med den overbevisning som baggrund hlev deres verdensbillede sammenhængende. Senere og navnlig i de seneste hundrede år er dette verdenshillede blevet draget i tvivl. Man har forsøgt at frigøre naturvidenskaben fra det trosmæssige fundament, som naturvidenskabens pionerer byggede det hele op på. Det har fået vide erkendelsesteoretske konsekvenser. Først og fremmest har det betydet, at der ikke mere i almindelighed var basis for at tro på den absolutte og objektive sandhed. Man ville ikke længere opfatte sandheden som svarende til Guds tanker og planer.

Man kan imidlertid ikke bare opgive ideen om sandhed. Vi er jo helt afhængige af denne idé både i vor indbyrdes kommunikation og i vort forhold til vore fysiske omgivelser. Mange har forsøgt at løse disse erkendelsesteoretiske problemer. I det følgende vil jeg nøjes med at se på to forskellige løsningsforsøg. Det er for det første positivismen, som har præget tankegangen gennem et par årtier, og som stadig spi1ler en rolle især uden for videnskabs-teoretikernes kredse, men som blandt fagfolk anses for udspil1et. For det andet er det Thomas S. Kuhns ideer om videnskaben som domineret af "paradigmer", som må anses for den mest aktuelle af de moderne svar på problematikken om naturvidenskabernes erkendelsessituation.

Positivismens sammenbrud

Matematiklærer Jensen var som de fleste andre med naturvidenskabelig uddanne1se i forrige generation stærkt præget af positivismen, dvs. troen på den sikre, "positive" viden, som hviler direkte på den umiddelbare erfaring. Som erkendelsesteoretisk fundament betragtes positivismen af moderne videnskabsteoretikere som stort set håbløs og aldeles forældet, men det er ikke til at komme udenom, at mange stadig bevidst el1er ubevidst sidder i den positivistiske 'suppedas', Så lad os se 1idt nærmere på denne idéhistoriske retning.

Positivismen kan som videnskabsfilosofisk retning bl.a. føres tilbage til den franske filosof August Comte (1798-1857), som søgte efter et sikkert grundlag for videnskaberne. Han argumenterede for, at videnskabelige forklaringer skal gennemføres alene under henvisning til den sikre erfaring. Henvisninger til metafysiske og religiøse årsager bør ikke accepteres. Erfaring og iagttage1se er det eneste, der til syvende og sidst tæller! Det drejer sig om at bygge på de 'hårde kendsgerninger' om virkeligheden, som erfaringen giver os!

En af postivismens helt store frontfigurer var Ernst Mach (1838-1916), som klart indså, at en konsekvens af tankegangen er, at teoretiske begreber som "kræfter" og "felter! ikke svarer til noget virkeligt, men kun skal forstås som praktiske konstruktioner, der kan sammenfatte en række erfaringer. I det hele taget afviste Mach ontologiske spørgsml, dvs. spørgsmål om det virkelige, det faktisk eksisterende. Han mente, at den type spørgsmål ganske enkelt var meningsløse. Han karakteriserede f.eks. atomer som "tankeobjekter". Mach mente, at alle fnomener - fysiske som psykiske - kan reduceres til nogle elementære erfaringselementer, som man ikke meningsfuldt kan trænge bag om (Pedersen, p.123ff).

I vort århundrede har Alfred J. Ayer (født 1910) søgt at gentænke den positivistiske opfattelse. Ifølge Ayer giver et udsagn kun mening, hvis man kan specificere de iagttagelser, som vil gøre det sandt, og de iagttagelser, som vil gøre det falsk. Ud over udsagn, der således kan afgøres ved iagttage1ser, vil Ayer kun anerkende analytiske udsagn som meningsfulde. (Analytiske udsagn beror på begrebsmæssige e1ler sproglige sammenhænge og kan afgøres alene ved sproglig analyse. F.eks. følger sandheden af udsagnet "alle ungkarle er ugifte" simpelthen af begrebernes indhold.) Ayer er derimod ikke rede til at acceptere religiøse udsagn som meningsfulde. F.eks. er udsagn som "Gud har skabt verden" eller "Gud eksisterer" ifølge tankegangen ganske enkelt meningsløse, fordi man ikke kan pege på mulige iagttagelser, der endegyldigt vil kunne påvise, om de er sande eller falske. Dermed har man reduceret meget af det, som f.eks. de kristne taler om, til meningsløs tågesnak!

Positivismen har på den måde også fået konsekvenser uden for naturvidenskaberne. F.eks. har Johs. Sløk i sin bog Teologiens Elendighed taget udgangspunkt i det positivistiske meningskriterium. Dermed må han kategorisere en række centrale udsagn fra Bibelen ikke bare som diskutable, men som direkte meningsløse. Teologiens eneste chance bliver herefter at bygge hele sin refleksion op med absurditeten som udgangspunkt. Hvis man tager det udgangspunkt, er det klart, at det føer til teologisk elendighed!

Positivismen er centreret om det vigtige postulat: Al menneskelig erkendelse stammer i sidste instans fra sansningen og er begrundet deri. Kun sagsforhold, som mennesket kan få direkte bekræftet i den umidde1bare sansning, kan accepteres som meningsfulde og som udtryk for ægte erkendelse. Enhver meningsfuld påstand skal altså kunne reduceres til én eller evt. en kombination af flere sanseerfaringer.

En nærmere analyse af videnskabernes iagttagelsessituation viser imidlertid, at forestillingerne om en "umiddelbar og ubetvivlelig sanseerfaring" og om "hårde kendsgerninger" om virkeligheden tilvejebragt via sanserne i almindelighed er meget prob1ematiske. Meget ofte vil forskellige iagttagere registrere modstridende sagsfohold, selv om de betragter samme genstandsfelt. Der kan ikke være tvivl om, at vor opfattelse af omverdenen i høj grad afhænger af vor erfaring og viden. Hvis iagttagelse og observation på den anden side gøres til noget rent privat, kan det føre til en alvorlig grundlagskrise for hele videnskaben. For at overvinde denne privatisering af erkendelsen og sikre videnskabens mulighed har positivisterne formu1eret det skaldte intersubjektivitetskrav, ifølge hvilket kun de observationer og iagttagelser er er gyldige, som i princippet kan gentages eller kontrol1eres af andre vilkårlige iagttagere. Dermed mente man at have sikret videnskabens objektivitet og iøvrigt at have udelukket bl.a. religiøse oplevelser fra videnskabens gebet. Alle iagttagere kan i princippet konstatere, at der findes solpletter, at en sten falder til jorden, at vand under normale trykforhold koger ved 100 grader Celsius etc. Derimod vil stærkt personlige oplevelser af f.eks. religiøs karakter i almindelighed ikke ti1fredsstille intersubjektivitetskravet.

Næsten alle videnskabsteoretiske retninger stiller krav om intersubjektivitet. Og dette krav løser ikke positivismens problemer. Positivismen er nemlg også forfejlet, fordi den konsekvent anvendt vil gøre alle universelle udsagn meningsløse. Man kan jo direkte verificere, at en bestemt sten fa1der, men ikke faldloven om at alle sten fa1der på bestemte betingelser!

Også i lyset af filosofisk erkendelsesteori er positivismen håbløs. Hvordan skulle man nå frem ti1 en meningsfuld iagttagelse uden almenbegreber, som vi kan bruge ti1 at begribe iagttagelsen? Det går ikke uden sprogets almenbegreber, som jo i sig selv har generel karakter og derfor ikke passer ind i positivismens skemaer. Derfor har den kristne filosof Francis Schaffer ret i, at posivitismen ikke giver nogen basis for troen på. at der overhovedet skul1e være en forskel mellem virkelighed og fantasi (Schaeffer p.76). Man kan tilføje, at positivismens eget ideologiske grundlag naturligvis ikke kan verificeres ved iagttagelse. Det må man faktisk acceptere (eller forkaste) ved tro.

I det hele taget har positivismen i de seneste årtier været udsat for mange velanrettede angreb, som hver for sig burde have været dødbringende. Men opfattelsen har vist vig at være utrolig sejlivet. For mig at se er det værste ved positivismen den afstumpede virkelighedsopfattelse, som den lægger op til. Det forekommer meget snæversynet at afvise tanken om sandheder, som vi som mennesker ikke direkte kan afgøre ud fra erfaringen. Hertil kommer, at det logisk set er naivt at sammenknytte afgørlighed med meningsfuldhed. 

Kuhn: paradigmer i naturvidenskaben

Den mest interessante nyskabelse i de senere årtiers videnskabsteori er Thomas S. Kuhns introduktion af ordet paradigme i beskrivelsen af videnskaben. Tankegangen er nu for alvor slået igennem og dominerende i beskrivelsen af videnskabens væsen og udvikling. Baggrunden for Kuhn's nytænkning af videnskaben er bl.a. en kategorisk afvisning af positivismens forestilling om verifikation baseret direkte på erfaringen. Han nøjes med at anerkende en form for historisk betinget "verifikation", som i princippet ikke kan være absolut sikker: "Verifikation er ligesom naturlig udvælgelse: den vælger de mest 1evedygtige blandt de foreliggende alternativer i en bestemt historisk situation" (Kuhn, p. 59).

I det hele taget er det karakteristisk for Kuhn's videnskahsteori, at videnskaben opfattes som et historisk produkt. I enhver epoke af videnskabens historie vil videnskabsfolkene udføre deres arbejde inden for rammerne af et sæt af forudsætninger - et såkaldt paradigme - som betinger, hvilke spørgsmål der stilles, hvlke typer af svar der kan anvendes osv. Så længe der er enighed om paradigmet i det videnskabelige samfund, kan der drives såkaldt normalvidenskab, som Kuhn sammenligner med løsning af "kryds-og-tværs-opgaver", dvs. problemløsning inden for givne rammer på meget klare præmisser. Men i visse perioder af videnskabens historie opstår der grundlagskrise og deraf følgende forsøg på at formu1ere alternative paradigmer. I en sdan "revolutionær" fase kan der altså være flere mulige paradigmer på markedet, som hver for sig forsvares af grupper af forskere. Kuhn mener, at fortalere for sådanne konkurrerende paradigmer kan have meget vanske1igt ved at kommunikere indbyrdes. Han siger det selv på følgende måde: "Fortalere for komkurrerende paradigmer misforstår altid hinanden - i det mindste lidt. Ingen af siderne vil tillade de ikke-empiriske antagelser, som den anden behøver i sin argumentation ... Konkurrencen mellem paradigmer hører ikke til den slags kampe, der kan afgøres med beviser." (Kuhn, p.160).

Kuhn beskriver diskussionen mellem konkurrerende paradigmer i samme termer, som vil kunne benyttes i diskussionen mellem politiske partier eller religiøse retninger - dvs. tilfælde, hvor der ikke kan blive tale om at levere tvingende matematiske beviser, men om at diskutere og overveje med evt. overbevisning som konsekvens. Grafisk kan man illustrere forholdet mellem to diskuterende paradigmer på følgende måde:

Man kan sige, at et paradigme er som et par briller, igennem hvilke man betragter og tolker de foreliggende data. Derfor svarer overgangen fra et paradigme, som er i krise, til et nyt paradigme til en rekonstruktion af det faglige område, hvorved alle data (iagttagelser, målinger osv.) kommer til at stå i et nyt lys, en ny sammenhæng inden for den nye ramme. Der er ikke noget logisk tvingende forbundet med en sådan overgang. Genstridige, som ikke ønsker overgangen til det nye paradigme, kan som regel uden alt for store omkostninger blive ved det gamle paradigme evt. forsynet med nogle ekstra antagelser. En sådan konservativ holdning er slet ikke ualmindelig i videnskabshistorien. Det kan næppe siges klarere, end fyskeren Max Planck har formuleret det: "... en ny videnskabelig sandhed sejrer ikke ved at overbevise sine modstandere og få dem til at se lyset, men snarere fordi dens modstandere efterhånden dør, og en ny generation vokser op, som er vant til den." (Kuhn, p.163).

Flere af Kuhn's kritikere har peget på, at hans model for videnskaben fører direkte til en relativisme, idet der ikke ifølge modellen er mulighed for endeligt og logisk tvingende at afgøre spørgsmålet om, hvilke af to paradigmer der er det rigtige. Kuhn mangler tilsyneladende en idé, som gør det meningsfuldt at hævde, at kun det ene af to konkurrerende paradigmer er rigtigt. Kuhn kan højst hævde, at nogle paradigmer er bedre til at løse opgaverne end andre. Han har intet begreb, som kan gøre det meningsfuldtat hævde, at den ene af to paradigmer, der løser opgaverne lige godt, er mere korrekt eller nærmere sandheden end det andet. Kuhn har også problemer med det traditionelle begreb om virkelighed. Han siger selv: "Jeg tror ikke, at der er nogen teori-uafhængig metode ti1 at rekonstruere udtryk som 'det virkelige': idéen om en overensstemmelse mellem en teoris ontologi og dens 'virkelige' modstykke i naturen forekommer mig nu at være principielt illusorisk." (Kuhn, p.209).

Selvom der ikke er tale om en 'ren relativisme' hos Kuhn, er det oplagt, at Kuhn har store prob1emer med de klassiske forestillinger om "virkeligheden" og "sandheden". De begreber smuldrer for ham. Der er i Kuhns forståelsesramme intet, som man kan bruge til at overholde begreberne om sandhed og virkelighed som absolutte, så snart man har indset, at de afhænger aldeles af paradigmerne, at det ene paradigme strengt taget ikke kan siges at være overordnet det andet mht. sandhed og virkelighed. Man kan a1tså sige, at når naturvidenskaben analyseres som historisk fænomen - som Kuhn har gjort det - viser det sig, at videnskaben ikke kan bestå uden metafysiske, trosmæssige forudsætninger. Dermed kan man altså sige, at Jensens verdensbillede, der vil sætte skel mellem troens verden og de eksakte videnskaber, endnu engang viser sin urimelighed. Det går ikke uden tro - heller ikke i videnskaben.

Kuhn har med sin analyse intet redskab til at skelne mellem gode eller dårlige fundamenter for videnskaben. Dermed ligger det snublende nær at læse ham som fortaler for grundlagsrelativismme. Som en kommentar hertil må det være på sin plads at fremhæve, at man i høj grad kan betvivle, om naturvidenskaben overhovedet ville være opstået, hvis videnskabens banebrydere ikke havde tænkt ud fra en skabelsestanke, ifølge hvilken verden er en ordnet sammenhæng fyldt med den mening, som Skaberen har udtænkt.

[Til toppen]

3 . Sandhed og etik

Ifølge Jensens verdensbillede findes der ikke absolutte sandheder om etiske emner. Det synspunkt er meget udbredt. Moderne videnskab har i vid udstrækning afskrevet ideen om en absolut sandhed. Det er især sket i forbindelse med et opgør med det kristne grundlag, som naturvidenskabens pionerer byggede på.

Forsøget på at basere videnskaben på et ikke-kristent, ofte rent materialistisk grundlag har bl.a. medført, at man har forsøgt at reducere moral og etik til noget andet - fysisk eller i det mindste materielt. Et godt eksempel på en sådan bestræbe1se er: "Moral - eller rettere vor følelse af moral - er ikke andet end tilpasning, som fremmer vor reproduktion. Derfor ligger etikkens basis ikke i Guds vilje... I en vigtig forstand er etik... en illusion, som vore gener har påduttet os for at få os til at samarbejde. Den er uden ydre begrundelse. Etik er frembragt af evolutionen, men ikke retfærdiggjort af den. - Som Macbeth's daggert tjener den et mægtigt formål uden at eksistere i virkeligheden." (Ruse og Wilson, New Scientist, Oct. 1985).

Forarmelsen er tydelg. Det er klart, at man med et sådant verdensbillede og erkendelsesgrundlag får meget svært ved at forholde sig til de etiske spørgsmål, som er sat på dagsordenen af moderne teknologi. Den abso1utte etik er jo forsvundet, fordi man har opgivet det kristne verdensbillede som grundlag for erkendelsen. Det er interessant, at allerede Søren Kierkegaard forudså denne problematik: "I vor tid er det især naturvidenskaberne, der er farlige. Physiologien vil til sidst gribe sådan om sig, at den tager etikken med. Der er jo a1lerede spor nok til en ny stræben: at behandle etikken som fysik, hvorved da hele det etiske bliver illusion, og det etiske i slægten at behandle statistisk på gennemsnitstal, eller at beregne som man beregner oscillationer i naturlove." (Søren Kierkegaard, Papirer VII).

Opgøret med tanken om absolut sandhed på det etiske område har fået nogle til at foreslå, at etiske spørgsmål slet ikke kan gøres til genstand for rationel argumentation, fordi de til syvende og sidst afgøres af følelser. Ud fra den betragtning har udsagn som "Man bør ikke lyve" og "Man bør holde sine løfter" slet ingen sandhedsværdi. Dette synspunkt virker nok ret besynder1igt på os, fordi vi i den daglige kommunikationssituation forudsætter, at sådanne udsagn faktisk har sandhedsværdi, men synspunktet er en klar konsekvens af den moderne grundlagskrise.

Med det moderne erkendelsesgrund1ag og verdensbillede er det meget svært at finde noget grundlag for at opfatte spørgsmål om absolutte etiske værdier som meningsfulde. "Etik" er alligevel blevet et modeord. Folk er ikke holdt op med at stille de etiske spørgsmål om "rigtigt" og "forkert2. Tværtimod har flere officielle organer sat etikken højt på dagsordenen. Bl.a. har folketinget oprettet Det Etiske Råd, som beskæftiger sig med videnskabsetiske spørgsmål vedrørende medicin, biokemi m.m. Hertil kommer klare signaler fra erhvervslivet om interesse for etik og moral. Man kan f.eks. henvise til de skaldte "etiske regnskaber".

I behandlingen af disse spørgsml viser de kristne grundprincipper om menneskeværd, næstekærlighed og forvalterskab virkelig deres styrke. Med udgangspunkt i disse principper vil de fleste nå til holdninger, som er stærkt kritiske over for mange af de påtænkte anvendelser af disse nye medicinske og biokemiske teknologier. Det er imidlertid blot de færreste, der har dette udgangspunktfor en etisk argumentation. I stedet har man flere gange i de seneste år forsøgt at løse de etiske problemer, enten ved at arrangere høringer med fagkyndige eller ved at benytte såkaldte konsensus-konferencer, hvor såkaldt almindelige mennesker er blevet bedt om at tale sig frem til en enighed ud fra oplysning, samtale med eksperter og indbyrdes diskussion.

Ved disse høringer, konsensus-konferencer m.m. har rådvildheden angående de etiske spørgsmål været stor. Hvordan kender man det gode fra det onde? Det rigtige fra det forkerte? Beror det hele i bund og grund på relativt vilkårlige beslutninger, eller er der noget sandt og almenmenneskeligt at tage hensyn til her? Råbet efter absolutte, etiske værdier er et gennemgående træk i alle disse høringer og konferencer om etiske spørgsmål. Hvordan finder vi ud af, hvad der er godt og rigtigt? Hvor finder vi en fast moralsk målestok? Sådanne spørgsmål svirrer gennem luften. Det er en ægte grund1agskrise. Vi må hver især forholde os til de etiske spørgsmål, som stilles i disse år. Efter min mening giver det kristne livs- og menneskesyn det bedst tænkelige udgangspunkt for besvarelse af disse og mange andre vigtige spørgsmål. Derfor bør det kristne svar, den kristne grundholdning, ikke mangle i nogen debat om etiske emner.

Kristen basis for absolut sandhed

Jensens verdensbillede holder ikke. Ingen kommer uden om troen. Vi må alle tage stilling til de fundamentale spørgsmål om sandhed og virkelighed. Kristendommen giver med skabelsestanken, som naturvidenskabens pionerer tænktr den, basis for idéen om absolut sandhed og virkelighed. Forkastelsen af det grundsyn har efterladt det moderne menneske i vildrede. I moderne videnskabsteoretisk debat er det klassiske omverdensproblem igen på færde: Hvordan kan jeg vide, at der faktsk er én virkelighed og ikke mange eller slet ingen? Det problem er blevet højaktuelt i moderne videnskab - især fordi man med kvantemekanikken har indset, at det ikke går at opretho1de et skarpt skel mellem videnskabens erkendende subjekt og det objekt, der skal erkendes. F.eks. citerer Tor Nørretranders med tilslutning fysikeren John A.Wheeler, som hævder: "Der er intet rum og ingen tid... Der er ikke noget derude... Ideen om ét univers er tåbelig. Vi er alle deltagende observatører i verden - det er et mirakel, at vi hver især kan danne det samme billede af universet" (Nørretranders, p.22).

Her har Wheeler og Nørretranders efter min mening vist mere ret, end de selv har opdaget. Menneskets erkendelse er et mirakel. Videnskabens poinerer havde ret i, at Gud har skabt den fysiske verden og mennesket med forstand til at begribe verden. Deri består miraklet. Det har altså med selve den kristne skabelsestanke at gøre. Tager man udgangspunkt i disse pionerers tro bliver sandhed og virkelighed igen meningsfulde begreber, også selv om der ikke kan sættes skarpe ske1 mellem subjekt og objekt. Erkendelsens mulighed er miraklet, der gør videnskaben til en gudstjeneste!

Når sandheden og virkeligheden fastholdes som meningsfulde får videnskaben et ekstra og væsentligt motiv. Nu er der jo faktisk noget at finde og ikke kun fantasi. Alt er ikke lige gyldigt. Noget er sandt, og noget er falsk. Jeg behøver ikke være relativist, hverken med hensyn til naturvidenskaben eller med hensyn til spørgsmål om etik og moral.

Man kan have store vanskeligheder med at finde frem til sandheden i konkrete situationer. Hertil kommer, at der af teoretiske og principielle grunde er grænser for, hvilke spørgsmål vi mennesker i det hele taget kan gøre os håb om at afgøre endeligt. Men det er ikke noget holdbart argument mod selve forestillingen, idéen om absolut sandhed.

Sandheden om alle forhold - fysiske, åndelige, etiske - er kendt fuldt ud af Gud. Som mennesker vil vi aldrig kunne begribe den fulde sandhed om alting, men dog visse sandheder om begrænsede forhold. I virkeligheden kan ingen af os undvære trosmæssige forudstninger. Enhver forsker må gøre sig sine forudsætninger forud for opbygningen af videnskabelige teorier. Så langt har Kuhn ret. Men paradigmerne er ikke lige gode til at beskrive den abso1utte sandhed og virkelighed, som Gud kender den. Denne trosmæssige forudsætning gør videnskaben betydningsfuld. Ud fra denne forudsætning er naturvidenskaben, som Kepler m.fl. så det, en slags gudstjeneste - et forsøg på at finde og beskrive de principper, efter hvilke Gud har indrettet verden. Troen støtter videnskaben. I den forstand er Anselm's gamle tese "Jeg tror for at forstå helt central. Det trosmæssige udgangspunkt gør det også meningsfu1dt at rejse spørgsmål om sandhed, som det er vanskeligt at afgøre. F.eks. vil man meningsfuldt kunne tale om sandhedsværdierne af udsagn på det etiske område: Hvad er godt og ondt? Ret og forkert? Derimod er det også klart, at der i spørgsmål om sandhed er brug for ydmyghed. Det stod lysende klart for f.eks. Newton. Han sammenlignede sig selv med en lille dreng, der finder glatte sten i strandkanten, mens "sandhedens hav" stadig ligger uopdaget foran ham. Troen er ikke mod fornuften , tværtimod. Men fornuftens muligheder må ikke overdrives. Pascal formulerede det på følgende meget præcise måde: "Fornuftens yderste skridt er at erkende, at uendelig mange ting rækker ud over dens fatteevne. Hvis den ikke kan indse det, er den virkelig svag. Og hvis naturlige ting undslipper fornuften, hvad skal man så mene om de overnaturlige?" (Pascal, p.91).

Den troende forsker kan naturligt sige, at logikken er givet os som et hjælpemiddel med en vis slagkraft, som dog ikke kan føre os entydigt til en hvilken som helst sandhed. Derfor må naturvidenskaben og logikken klart overlade en hel del spørgsmål til behandling i troens og overbevisningens verden. Det er i virkeligheden slet ikke nogen uvidenskabelig konklusion!. Selv den mest empirisk orienterede naturvidneskab må bygge på trosmæssige forudsætninger. Og det er natur1igvis ikke ligegy1digt, hvilken tro man bygger på! Ud fra den kristne skabelsestanke må man afvise skepticismen, og man må betragte verden som et virkeligt og sammenhængende hele, udtænkt af Gud, således at vi som mennesker får mulighed for at erkende stadig flere træk af verden - stadig flere sande udsagn om virkeligheden og tilværelsen. 

 [Til toppen]

Litteratur:

Andersen, Svend (red.): Naturens bog, ANIS 1986.

Kragh, He1ge & Pedersen, Stig A,: Naturvidenskabsteori, Nyt Nordisk 1981.

Kuhn, Thomas S.: Videnskabens revolutioner, (Opr., 1962, dansk: 1973).

Nørretranders, Tor: Mærk Verden, Gyldendal 1991.

Pascal, Blaise: Tanker, Nyt Nordisk, 1986.

Schaeffer, Francis A.: Han har brudt verderns tavshed, Credo 1978.

Sløk, Johs.: Elendighed, Berlingske Leksikon Bibliotek 1979.

Øhrstrøm, Peter: Logisk set, Systime 1993.

Lagt på nettet 11.04.2006