Hvilken syndflodsberetning er ældst?

Svar:

Slægtsoverleveringer

Det er muligt at sige, hvor gammel den bibelske syndflodsberetning er.

I Første Mosebogs kapitel 10 vers 1 hedder det i vor nuværende oversættelse fra 1992: "Dette er Noas sønner Sem, Kam og Jafets slægter." I den tidligere oversættelse fra 1931 hed det: "Dette er Noas sønner Sem, Kam og Jafets slægtebog." Meningen er: "Dette er taget fra Noas sønner Sem, Kam og Jafets slægtshistorier." Det sigter til det foregående, nemlig syndflodsberetningen, ikke til det efterfølgende. (Kapitelinddelingen i Bibelen er som bekendt ikke oprindelig i teksterne.)

"Slægter" er en forkert og "slægtebog" en lidt akavet oversættelse af en hebraisk glose, som betegner noget, der er fremgået af og overleveret fra den pågældende navngivne persons familie/slægt. Ordet forekommer gentagne gange i Første Mosebog: 2,4; 5,1; 6,9; 10,1; 11,10; 11,27; 25,19; 36,1; 36,9; 37,2. Overalt sigtes der til det foregående, der stammer fra de nævnte personers slægtsoverleveringer, som Moses har benyttet, da han udfærdigede Første Mosebog. Der er tale om øjenvidneberetninger fra mennesker, som selv var impliceret i begivenhederne, undtagen i 2,4, hvor det drejer sig om "himlens og jordens skabelseshistorie", som Gud alene var "øjenvidne" til.

Skrift og skrivevaner i Oldtiden

Syndflodsberetningen i Bibelen har vi således fra øjenvidnerne Sem, Kam og Jafet, der selv var med i arken. Derfor også et typisk "øjenvidnetræk" som 8,9: "Noa rakte hånden ud og tog duen ind til sig i arken." Og ældre kan ingen beretning om syndfloden jo være.

Opdagelsen af denne nøgle til forståelse af Første Mosebogs tilblivelse skyldes oprindelig P.J. Wiseman, der boede i de gamle babyloniske områder (i Irak), Han erhvervede et indgående kendskab til oldtidens skrift og skrivevaner dér (kileskrift på lertavler) og så, at de gav den enkle og indlysende forklaring på opbygningen af den bibelske urhistorie og patriarkhistorie. Første udgave af hans bog om sagen, "New Discoveries in Babylonia about Genesis", udkom i 1936, og hvad hans søn D.J. Wiseman, chefarkæolog ved British Museum, mange år senere skrev i et forord til en tysk udgave af den ("Die Entstehung der Genesis"), har beholdt gyldighed indtil i dag: "Siden er der naturligvis sket alt muligt på den arkæologiske forsknings felt, men der er intet fundet, som modsiger hans grundtese."

Gilgamesh-epos art

På baggrund af denne fundamentale erkendelse viser også den babyloniske syndflodsfortælling, fra den ganske gribende Gilgamesh-epos, sin virkelige natur: det er en digtning, hvis ophavsmand har haft et vist begrænset kendskab til syndflodens facts, men fabulerer frit i sin egen kulturelle sammenhæng, hvor der bl.a. hersker et begyndende flerguderi. At sammenligne hans værk med den bibelske beretning er noget i retning af at sammenligne en novelle med en politirapport. Det gi´r ikke meninge at begynde at forestille sig at politirapporten er skrevet af efter novellen. Det er et spørgsmål om elementær forståelse af tekstarter.

Men der er desværre næsten ingen grænser for, hvilke dybest set uvidenskabelige forestillinger der har kunnet slå rod og trives i nyere og nyeste tid, hvor tidsånden har været imod Bibelen og givet grobund for alt, hvad der formentes at kunne rokke ved dens troværdighed.

Lagt på nettet 20.09.2004