05.01.2005 12:00 Alder: 20 yrs

Skrevet af:
Leif Andersen

Gud og lidelserne

Foto: StockSnap auf Pixabay

Et kristent problem

Kristendommen er enestående blandt verdens religioner – sådan at forstå, at kristendommen er den eneste religion, der aldrig har kunnet løse det ondes problem teologisk.

Den nikænske trosbekendelse siger: “Jeg tror på én Gud, den almægtige Fader, himmelens og jordens, alt det synliges og usynliges skaber.” Og det siges om Guds søn, at han er den, “ved hvem alt er skabt.”

Og samtidig findes der åbenbart noget i verden, som Skaberen ikke har skabt. Der findes noget, som den almægtige Fader aldrig har villet. Der findes noget, som Gud græder hjælpeløst over for. I skaberværket har noget sneget sig ind, der ikke er af Gud.

Det ligner en regnefejl af så kosmiske dimensioner, at dens ophavsmænd burde være dumpet i filosofi allerede i gymnasiet.

Og mange mennesker oplever det sådan, at det er Gud selv, der er dumpet:

Brev fra en tysk soldat i Stalingrad til faderen, der er præst:

“Du er sjælesørger, far, og i sit sidste brev siger et menneske kun det, som er sandheden – eller det, som det tror er sandheden. Jeg har søgt efter Gud i hvert granathul, i hvert udbombet hus, på hvert gadehjørne, hos hver eneste kammerat, når vi lå i skyttegraven, og jeg har søgt efter ham i hans himmel. Gud viste sig ikke, når mit hjerte råbte efter ham. Husene lå i ruiner, mine kammerater var lige så tapre – eller lige så feje som jeg, på jorden rådede hunger og død, fra himlen faldt der bomber og ild, kun Gud var intetsteds at finde. Nej, far, der er ingen Gud. Jeg gentager det og ved, at det er uhyggeligt, og jeg kan aldrig gøre det godt igen. Men skulle der alligevel være en Gud til, så findes han hos jer, i sangbøgerne og bønnerne, i præsternes og prædikanternes gudelige talemåder, i klokkeklangen og røgelsesduften. Men i Stalingrad er han ikke.”

Det problem er kristendommens prærogativ. Det er dens fortrinsret.

Vi oplever det ganske vist som et anti-kristent spørgsmål, der bare skal have skovlen under vores tro. Når jeg i sin tid var ude med bogborde og havde religionstimer eller dansktimer, så var det stangsikkert, at det spørgsmål kom på et tidspunkt: “Hvordan kan der være så meget ondt i verden, når Gud er god?”

Men ret beset er det et kristent spørgsmål! Det er os, der har fundet på det. Det er Kristus, der har lært verden, at Gud er kærlighed.

Der findes skam løsninger

Alle mennesker oplever selvfølgelig det onde som et problem; men de kan meget vel alligevel have “løst” det – som teologisk problem:

a. Polyteismen har intet teologisk “det ondes problem”: Den jævne hindu tænker sikkert i polyteisme; men den veluddannede hindu opfatter selv sin tro som monistisk: Der er ét guddommeligt princip Brahman, der viser sig som og handler i verden som Brahma (skaberen), Vishnu (bevareren), Shiva (ødelæggeren).

Derfor er den østerlandske tidsopfattelse også cirkulær, ikke lineær som vor: Skabelse fører til opretholdelse, der fører til ødelæggelse, der fører til skabelse osv. Ødelæggelsen er en side af det ene, guddommelige princip.

b. Buddhismen har intet teologisk “det ondes problem”: Alt er lidelse! Der er ikke noget, der kan kaldes en meningsfuld eksistens, for eksistens er lidelse. Fra Benares-talen: “den værdige sandhed om lidelsen: fødsel er lidelse, alderdom er lidelse, død er lidelse, forening med alt hvad der er ukært er lidelse, adskillelse fra alt hvad der er kært er lidelse, og det at man ikke får hvad man ønsker er lidelse”.

Som konsekvens heraf er Nirvana ikke en evig eksistens i salighed; Nirvana er ophør af eksistens

c. Christian Science og Mary Baker Eddy i Science and Health with Key to the Scriptures har intet teologisk “det ondes problem”: Intet er lidelse; lidelsen er indbildning, illusion. Sygdom, synd og død kan ikke være skabt af Gud og er derfor ikke virkelige. Behandlingen af dem består i deres afsløring som sådanne ...

d. Islam har intet teologisk “det ondes problem”: Det onde er Guds bestemmelse, ligesom alt andet i denne verden. Koranen i sura’en Hulen (18,39): “Guds vilje (ske)! Der er ingen magt uden Guds”.

Gud er den gode og barmhjertige; men han er det ikke nødvendigvis, han kan også være det modsatte. Intet kan ske, uden Gud vil det. For Guds suverænitet står over hans godhed; Satan og de vantros vantro og syndernes synd tjener altsammen Guds vilje. Og muslimens første pligt er at underkaste sig denne Guds vilje.

Også vi kan sige i Fadervor “Din vilje ske!” – men dér er det ikke fatalistisk underkastelse, det er faktisk en bøn. For Guds vilje sker ikke altid på jorden, sådan som den sker i himmelen.

e. Ateismen har intet teologisk “det ondes problem”: Der er intet overraskende i lidelsen, den ligger indbygget i kampen for overlevelse, og den ligger indbygget i alle tings tilfældighed. Der er derfor i princippet heller intet forargeligt i lidelsen. Måske har livet og lidelsen ikke nogen mening overhovedet; derfor er det overtro at forsøge at tillægge den en eller anden metafysisk mening. Eller også er det selve kampen for overlevelse og livsglæde, der udgør livets og lidelsens mening.

f. Holismen har i princippet heller ikke noget teologisk “det ondes problem”. Den løser problemet ved at hævde, at alt er ét. I nyreligiøsiteten er Gud ikke “god”. Han er alt! – simpelt hen. Der er ikke noget, der ikke er Gud! Ligesom forskellen på Gud og kosmos er en illusion, vil nogle holister sige det sådan, at forskellen på godt og ondt er en illusion.

Men kristendommen har aldrig fået løst det ondes problem. Tværtimod hævder den: Den, der har løst det, har aldrig forstået det.

Hvis dette var alt, der var at sige om det ondes problem, også teologisk, systematisk, eksegetisk, så havde vi kun denne evindelige frase: “Ja, det er jo en gåde” – denne hurtige, afværgende præstelige frase, der både udtrykker magtesløshed, ubehag og eksegetisk dovenskab.

Men vi har meget andet og meget mere præcist at sige – også teologisk: systematisk refleksion, sjælesørgerisk erfaring, homiletisk håndtering af det ondes problem; og uden alt det var det ude med os. Så havde vi kun gråden og gåden tilbage. Så var vores Gud kun her hos os “i sangbøgerne og bønnerne, i præsternes og prædikanternes gudelige talemåder, i klokkeklangen og røgelsesduften”. Men ikke i Stalingrad.

Men det er sandt, at det, der gør det ondes problem så lammende, er den tilsyneladende uomgængelige antagelse, vores tilsyneladende uopgivelige tro: troen på en god, almægtig Gud. Skal man løse problemet på det teoretiske plan, så må man enten opgive Guds godhed eller også opgive hans almagt. Deri har alle de spottende indvendinger jo fuldstændig ret.

Hvis Gud er god ...

Epikur kan formulere uløseligheden uigennemskydeligt: 

Enten vil Gud afskaffe det onde og kan ikke;

eller han kan, men vil ikke;

eller han hverken vil eller kan;

eller han både vil og kan.

Hvis han vil, men ikke kan, er han svag – 

og det kan man ikke regne med hos Gud.

Hvis han kan, men ikke vil, er han ond – 

hvilket er lige så fremmed for Gud.

Hvis han hverken kan eller vil, er han både

svag og ond og derfor ikke Gud.

Hvis han både vil og kan,

hvilket er det eneste, der sømmer sig for Gud,

hvor kommer det onde da fra,

og hvorfor afskaffer han det ikke?

Og så vidt jeg forstår, er hans konsekvens heraf, at han nærmer sig en slags praktisk ateisme.

Platon vil ikke være ateist; men som praktisk monoteist, der umuligt kan tillægge guden noget ondt, kæmper han forgæves for at løse det! Så vidt jeg forstår, er det en grundantagelse for Platon, at guden besidder forsyn og retfærdighed – og derfor må han forsøge at forklare den enkeltes lidelser med, at det tjener helhedens formål; dyden bærer lønnen i sig selv osv. Både nyplatonismen og megen kristen rationalistisk apologetik overtager mange af Platons løsningsforsøg.

Så de aner altså, at Gud er god – og problemet bliver uløseligt.

Men har vi så ikke gjort det endnu værre? Kristendommen siger jo tydeligere end nogen anden tro, at Gud er god; har vi så gjort problemet endnu mere uløseligt? – Eller:

Består religionernes vanskelighed mon i, at de højst har kunnet erkende Gud som god, men ikke har kendt ham som kærlig? – altså at de ikke har set, hvor langt denne godhed faktisk rækker!?

Det viser sig jo i kristentroen, hvilken dramatisk forskel der er på at regne med Guds godhed – og så regne med Guds kærlighed.

Man skulle vel tro, at jo “godere” man regner Gud for at være, jo mere ubegribelig bliver lidelsen; men er det tværtimod sådan, at først når man går helt til ende, og ser, hvor vidt hans godhed rækker, aner man en slags svar? Så længe, man kun tror på gudens godhed, bliver det hele meningsløst; flosklerne bliver ulidelige, de bliver rationalisme, platonisme, sentimentalitet, teodicé – først når man går så langt som til at tro på hans kærlighed, bliver det til at leve med.

Er kristendommens “løsning” i virkeligheden dette: Gud er ikke kun god; han er kærlig?!

Det kunne altså siges således:

Guds “godhed” er problemet! (– altså en filosofisk, metafysisk godhed, sådan som også den græske filosof og oplysningstidsfilosoffen kan spekulere sig frem til den)

Guds kærlighed er svaret! (– altså hans kærlighed i Jesus)

Et svar der venter

“Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile” (Matt. 11,28). Ikke forklaringer, ikke forsikringer om min godhed! Men hvile.

Noget af kristendommens svar på lidelsen er faktisk, at den tøver med at svare! – den ved, at selv om mennesker spørger lidenskabeligt og fortvivlet efter et svar på “hvorfor” og “hvorfra”, så er det i sidste ende ikke de spørgsmål, der driver fortvivlelsen.

Det viser sig igen og igen, at folk kommer ikke videre til trøsten, til meningen, til glæden, til Guds kærlighed, hvis ikke først smerten og vreden får rum! De kommer højst videre til resignationen, til den rationalistiske forsynstro, den muslimske underkastelse.

Det har mange kristnes gudstro så til nød overlevet på; men autentisk kristentro vil mere end dét. Den vil mere end overleve. Den vil finde hvile.

Sagen er jo den, at mens det lidende menneske sidder næsten desperat og kræver et svar: “Hvor kommer lidelsen fra?” – “Hvem står bag?” – “Hvad er meningen?” – “Hvis er skylden?” – “Hvad har jeg dog gjort?”, og formelig presser sjælesørgeren / vennen til at svare, så vil et forsøg på at svare på alle disse spørgsmål næsten aldrig udløse et forstående eller lettet “Nåh, sådan hænger det sammen”. I stedet udløser det raseri og forargelse.

Når jeg bliver ved med at spørge: “Jamen jeg kan ikke forstå, hvad det skulle til for? Jamen jeg ville så gerne forstå hvorfor? Hvad mening skulle det give, at en af dem, jeg holder mest af, dør fra mig?” osv osv – og jeg i praksis erfarer, at alle forsøg på at svare på det preller af, ja virker endnu mere meningsløse! – så kunne det være, fordi det ikke er mit egentlige problem, at jeg ikke forstår. Det kunne være, fordi mit egentlige problem er, at jeg er så vred, så vred. Det har jeg bare aldrig lært at sætte ord på; jeg vidste ikke, der fandtes et legitimt sprog for det.

Den, der har løst det ondes problem, har ikke forstået det. Det er ligefrem sådan, at jo klarere og hurtigere og mere præcist et teoretisk svar man har kunnet opstille, jo længere er man fra at kunne hjælpe mennesker med et brugbart svar.

Hvorfor har gudsordet ikke fortalt os om det ondes oprindelse; hvorfor har det ikke forklaret os, hvor Satans ondskab kom fra? Vel fordi, som 5. Mosebog siger det: “De skjulte ting hører Herren vor Gud til; de åbenbare hører for evigt os og vore børn til” ... – men så måske også for at beskytte grædende, lidende mennesker imod foredrag og forklaringer, når det de har brug for, er en kristen ven eller en sjælesørger, lige så hjælpeløs, lige så svarløs og lige så vred som de selv.

Jeg vil dele spørgsmålet op i fire delspørgsmål:

Guds almagt og den onde

Guds almagt og det onde

Gud og vreden

Gud og lidelsen.

Guds almagt og den onde

Vi kan stille dogmatikken det enkle spørgsmål, om kristendommen er dualistisk eller monistisk. Og den kan faktisk ikke svare enkelt på det. Står der én magt eller to magter bag verden?

Kristendommen er så afgjort ikke dualistisk, for den regner ikke med to evige magter, på hvis slagmark universet opstår og verdenshistorien udspilles: Gud og Satan, lys og mørke, godt og ondt. Der findes ikke to evige guder: en god Gud, som er Herren, og en ond antigud, som er Satan. Før skabelsen fandtes kun Gud – og “før Gud” giver ikke mening.

Men kristendommen er heller ikke rent monistisk. Der findes noget, der ikke er Gud. Der findes noget, som Skaberen ikke har skabt. Der findes noget, som den almægtige Fader aldrig har villet. Som han måske nok har tilladt, men ikke har villet.

Desværre er det nok ikke muligt at vælge mellem de to synsvinkler. Der er både monistiske og dualistiske træk i Bibelens tale om Gud og det onde. Og for at det ikke skal være løgn, er det ikke engang et pænt symmetrisk paradoks; betoningen i Bibelen er meget mere monistisk end dualistisk. Skulle den vælge, ville den kaste sit lod i den monistiske vægtskål. Alligevel kan den ikke gøre det helhjertet, sådan som fx Islam gør det.

Islam kender til Satan, til Iblís. Islam ved, at Satan er en Guds fjende. Men da der ikke kan ske andet i verden end det, Gud vil, er selv Iblís ikke nogen reel magt. “Der er ingen magt uden Guds.” I Islam kan Iblís ikke gøre andet end Guds vilje. Der består ikke nogen reel kamp mellem Gud og Satan.

I kristendommen derimod er Satan en Guds modstander; han kan ville andet og gøre andet end det, Gud vil.

Alligevel er det ikke dualisme, for Satan er en skabning. Ikke skabt som ond, men alligevel blevet til på et tidspunkt. Han er, sådan som jeg forstår Kolossenserbrevshymnen, blandt de “magter og myndigheder”, der blev skabt i Kristus – de samme magter og myndigheder, som ifølge samme Kolossenserbrev er blevet nedkæmpet og besejret og ført i sejrstog af Kristus.

Satan er ikke nogen evig antigud. Han er bare en skabning. Han kan ikke ville andet eller gøre andet end det, Gud tillader. Gud holder ham i tøjret som i Jobs Bog, Gud giver ham og hans fordærvsmagter tider og grænser som i Åbenbaringsbogen.

Det kunne jo godt se ud, som om det var af denne lille ubesvarlighed, alle andre ubesvarligheder opstår: Hvis vi vidste, hvorfra Satans ondskab kom, så havde vi nøglen til alle de andre gåder.

Men det viser også tydeligere end alt andet, at det ondes problem reelt ligger et helt andet sted.

For der findes et muligt svar på spørgsmålet: Hvorfra kom Satans ondskab? – nemlig at spørgsmålet er helt forkert stillet. Stillet således forudsætter vores spørgsmål jo, at det onde er noget, at det må komme et sted fra. Ligesom godhed og kærlighed og lys må komme et sted fra. Men mørke kommer ikke et sted fra. Mørke er bare fravær af lys. Lys skal komme et sted fra; sådan skal også godhed og kærlighed komme et sted fra, fra et elskende sind; men måske behøver ondskab ikke komme et sted fra, ligesom mørke ikke kommer et sted fra. Måske er det onde bare fravær af godhed og kærlighed? Derfor behøver det slet ikke komme et sted fra.

Problemet er løst! Det problem, hvorfra alle andre ubesvarligheder stammede!

Rent teoretisk tror jeg faktisk, at det kunne besvare spørgsmålet. Bortset fra, at det også ville slukke solen på himlen for os og lukke alt håb ude og kvæle al bøn.

For den slags svar ville jo så komme her og påstå, at min vens kræft og mit barns død og mine sårende ord mod min kone er ikke noget. Det er ikke noget virkeligt, det har ikke eksistens. Det er kun fravær af noget. Det bliver det rene Christian Science.

Måske er det rigtigt, at ud fra en eller anden kosmisk synsvinkel er ondskab ikke andet end fravær af kærlighed og godhed; men hvad skal jeg så gøre med min sorg og min vrede? Er den så heller ikke virkelig, skal den heller ikke have eksistens?

Alle spørger vi altid efter svar. Men det er bare aldrig svar, vi virkelig ønsker. Det vi ønsker er, at det må gå væk. Eller: Det vi ønsker er, at hvis det ikke går væk, så må i det mindste Gud ikke gå væk. At han i det mindste bliver her og holder os i hånden, mens vi græder. Og græder med os.

Kristendommens syn på Gud og det onde er hverken monistisk eller dualistisk. Det er dynamisk. Gud skaber stadig det gode – og Gud bekæmper stadig det onde. Og nu og da må han stå grædende ved en vens grav eller stå grædende uden for en by, der ikke vil høre på ham.

Det er helt ubegribeligt for et monistisk gudsbillede. Fx for Islam. For Islam kan der ikke ske andet i verden, end det Gud vil. For det vigtigste, Islam ved om Gud, er at han er almægtig. Og det betyder selvfølgelig, at han kan alting.

Sådan er det ikke i kristentroen. Det vigtigste vi ved om Gud, er at han er kærlig. Og det betyder, at han ikke kan alting. Han kan ikke gøre noget ukærligt. Det kan Allah godt. Han kan ikke forudbestemme mennesker til fortabelse; det kan Allah godt. Han kan ikke vise den bort, der kommer til ham; det kan Allah godt. Han kan ikke føre mennesker vild; det kan Allah godt. – Koranen siger: “Hvordan vil du retlede den, Allah har vildført? Aldrig finder du en vej for ham”. For Allah kan alt. Punktum.

Sådan er Bibelens Gud ikke. Jesu Kristi far kan ikke alt. Han kan alt, hvad han vil. Og han vil netop ikke alt. Han vil intet ukærligt. Det er dét, Paulus kalder for Guds “svaghed”. Gud har en svaghed, hans almagt er ikke fuldkommen i filosofisk forstand. Han har en svaghed for os, han vil ikke synderens død.

Som nævnt går det galt, når Gud simpelt hen skildres som den, der er “god og almægtig.” Vi så derfor, at Gud er ikke bare god, han er kærlig – og dernæst føjer vi nu til, at han er heller ikke uden videre almægtig i absolut, filosofisk, metafysisk forstand.

Man kan selvfølgelig spørge, om ikke det vil indskrænke Guds majestæt, for er der så ikke en magt, der står over Gud? Er der ikke en kærlighedens lov, der begrænser Guds almagt? Men så kan man jo gerne føje til, at Gud har valgt frit at være ude af stand til ukærligheden. Der er ikke nogen lov større end Gud, der har tvunget ham til at være andet end det, han vil være; det er ham selv, der frivilligt har lagt en grænse for sin egen almagt.

Tydeligst er det i Jesus. Dér fravalgte den Almægtige så meget af sin almagt, at han fremstod for os som svag, afhængig af menneskers omsorg og hjælp, hjælpeløs over for sult og sygdom. Det var et frivilligt afkald, javel, men det var ikke desto mindre et reelt afkald.

Denne sammenhæng mellem Guds svaghed og Guds kærlighed kunne måske illustreres ud fra den markante betoningsforskynding fra GT til NT.

GT ved godt, at Gud er kærlighed; GT forkynder klart, at Gud er kærlighed. Men det betones ikke nær så stærkt som i NT. – Og tilsvarende er Guds almagt langt stærkere betonet i GT end i NT, hvor NT kender mere til Guds svaghed. Man kunne endda sige, at GT alene ville ligge tættere op ad Islam, end GT og NT som helhed gør det.

Og det er sikkert grunden til, at i GT, hvor Guds almagt er stærkest betonet, er der så langt mindre plads til Satan. Han er nærmest uinteressant. Han er tilstede i syndefaldsberetningen, i Krønikebøgernes skildring af Davids folketælling, i Jobs Bog, i Zakarias’ bog – det er, så vidt jeg lige husker, det hele.

Men i NT, hvor Guds almagt forkyndes langt tydeligere som kærlighedens almagt, er Satan pludselig langt mere interessant. Dér er han en ægte Guds modstander. Han er verdens fyrste, siger Jesus; han er denne verdens Gud, siger Paulus.

Guds almagt og det onde

Når teologer diskuterer det ondes problem, kalder de det sommetider for teodicé-problemet. Forbløffende, at Leibniz efter 200 år stadig har den magt over vores tankegang, at vi benævner det ondes problem, lidelsens problem efter hans rationalistiske oplysningsnaivitet.

Udtrykket er Leibniz’ opfindelse. Det betyder retfærdiggørelsen af Gud. Og det er netop retfærdiggørelsen af Gud, der har været dette emnes største katastrofe. Det er den, der har skabt de tommeste klicheer. Det er måske den, der mere end noget andet har gjort det umuligt for mennesker at modtage en reel trøst.

Baroktidens Pierre Bayle dannede med sin Dictionnaire Historique et Critique forbillede for oplysningstidens Encyclopædi. Her opstillede han en række fornuftsindvendinger imod den religiøse tro. Bl.a. netop det ondes problem. Han trak konflikterne op mellem tro og filosofi, mellem åbenbaring og fornuft. Han hævdede, at den rene fornuft måtte lede til total skepticisme; men hans konklusion var (tilsyneladende!) den stik modsatte af, hvad man skulle vente: Han konkluderede faktisk ikke, at når fornuft og forstand sådan modsiger troen, så må fornuften afskaffe troen. Tværtimod konkluderede han, at så er der kun for mennesket at fastholde troen blindt. Og jo mere ens religiøse overbevisning strider mod fornuften, jo vanskeligere, men også des mere beundringsværdigt, bliver det at fastholde den!

Gottfried Leibniz kom så i sin Theodicée med piber og trommer til forsvar for sin Gud. Han hævdede at have kalkuleret sig frem til det logiske svar: Gud har vel ikke givet os en verden uden lidelse; men han har givet os den bedste af alle mulige verdener! For Gud er kun almægtig i den forstand, at han formår det, der er logisk muligt. Og uden slethed og ondskab ville godhed og kærlighed – logisk set! – slet ikke eksistere. Ikke kærligheden, men logikken sætter grænsen for Guds almagt (man ser næsten for sig, hvordan den Almægtige må gribe knoglen og ringe til Aristoteles og spørge om lov, før han beslutter noget som helst!).

Og i en begrænset og endelig verden hører dermed også nødvendigvis et vist mål af lidelse osv ...

Grundtanken er, at verden er, som Gud skabte den; og hvis Gud skal være OK, må verden vel også være det. Vi lever altså pr def i den bedste af alle de mulige verdener.

Det var en utroligt naiv tankegang, som bygger på fraser af typen: Som skyggen fremhæver lyset, og den lille plet på maleriet fremhæver dets skønhed, sådan fremhæver lidelsen godheden og glæden osv. Og det kan næsten bogstaveligt vende sig i mig – også fordi jeg rent faktisk hører mennesker prøve at trøste lidende mennesker med floskler på den formel: Man kan jo kun elske lyset på baggrund af mørket; intet er så galt, at det ikke er godt for noget osv.

Selv Voltaire tog den smukke tanke til sig. Den var fornuftig og sammenhængende – indtil 1755, da et jordskælv udslettede 2/3 af Lissabon og dræbte 30.000 mnsker. Da brast de smukke tanker, der kun kunne holde i et elfenbenstårn. Og Voltaire skrev da først sit monumentale Poem om Lissabons Ødelæggelse – og derefter Candide – eller optimismen, som satiriserer over selve den grundlæggende naivitet, at vi skulle leve i den bedste af alle mulige verdener. Som Voltaire andetsteds skrev det: “Hvis denne er den bedste af alle mulige verdener, hvordan er så ikke alle de andre?”

Men sådan må det nødvendigvis gå – når hverken Jesus eller Satan rigtig er indenfor horisonten. Så har man ikke andet end ulidelige floskler om forsynets visdom at diske op med. Prøv at lægge mærke til, hvor meget Platons og Leibniz’ løsningsforsøg minder om hinanden: Guden må jo besidde forsyn og retfærdighed – og derfor må den enkeltes lidelser jo forklares med, at det tjener helhedens formål; dyden bærer lønnen i sig selv osv.

Teodicé er en del af problemet, mere end det er en del af løsningen. Den gør alting værre.

Leibniz’ tragedie er bl.a., at han er stort set uinteresseret i Jesus. Det er fornuftens rationelle forsyn, han forholder sig til!

Men for mig at se er al kristen apologetik håbløs, så længe den forsøger blot at forholde sig til Guds godhed. Ja, det går galt, allerede fordi den blot forholder sig til Gud – den må gå det skridt videre og forholde sig til Jesus. Dvs til Guds kærlighed.

Der tales i det hele taget for meget om Gud i kirken. I den forstand, at der tales for lidt om Jesus. Så længe man udelukkende taler om “Guds mening med lidelsen” og “Guds vilje” og “Guds godhed”, bliver det bare til floskler. Det er i Jesus, vi ved, at Guds vilje er andet og mere end skæbne. Det er i Jesus, vi ved, at Guds vilje ikke bare er godhed, men kærlighed.

Gud og vreden

En af de ting, hvortil Guds almagt ikke rækker, er at vride armen om på mennesker og tvinge dem til at følge sin vej. Det magter den Almægtige ikke. Vi synder imod Gud, og han kan ikke forhindre det. Han har ikke villet kunne forhindre det, fordi vi er skabt i hans billede.

Man kunne måske fristes til at tænke, at det er også det eneste grundlag, hvorpå Gud rent moralsk kan tillade sig at være vred. Hvis han var absolut skæbne og absolut almagt, så at intet kunne ske uden det, han havde bestemt, så var også den vantros vantro og synderens synd bestemt af Gud. Og hvad havde han så at være vred over?

Men Guds kærlighed og Guds vrede kan de færreste i dag få til at nå sammen. At Gud skulle kunne være vred, at “Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed”, det er så indlysende forkert i menneskers øjne, at de finder det tilstrækkeligt manet i jorden med den antagelse, at det må vel stå i GT. Eller med henvisningen til, at “Gud er kærlighed”.

Men hvordan netop en kærlig Gud skulle kunne blive andet end vred over ondskab og ukærlighed, det falder åbenbart de færreste ind.

Guds vrede og Guds kærlighed er ikke modsætninger. Sådan kan det ellers siges på forskellig måde fra alle sider i de teologiske lejre; fra venstresiden i kirken kan det lyde, at en kærlig Gud selvfølgelig ikke kan være vred; men fra højresiden i kirken kan det lyde, at på den ene side er Gud kærlighed; på den anden side er Gud også hellig, eller hvordan det nu udtrykkes. Også med denne velmente formulering får man alligevel stillet Guds kærlighed og Guds vrede op imod hinanden som modsætninger – man kan kun betone Guds vrede eller Guds hellighed på bekostning af hans kærlighed. Men det er en katastrofal tanke, og det er en falsk modsætning. Gud er hellig, og Gud bliver vred på synden, netop fordi han elsker.

Men selvfølgelig kan vi heller ikke på det punkt svare helt så hurtigt, som jeg lige kom til det her og nu. For Guds vrede er også noget af baggrunden for den evige fortabelse. Det ondeste af alt.

Det er lige her, jeg sådan kan undre mig over den evindelige fordom, at GT’s gudsbillede skulle være så langt mere primitivt og provokerende end i NT. Det er sandt, at der er stødende og oprørende tekster i GT, der kan være vanskelige at leve med; men det er alligevel langt værre i NT. For i GT straffer Gud her og nu, og det er hårdt at læse om. Men i NT er straffen evig, og de tekster er næsten ikke til at leve med.

Er det ondeste af alt så alligevel ikke noget, Gud vil?

Nej. Gud vil, at alle mennesker skal frelses. Gud vil aldrig synderens død. Han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse. Helvede er ikke Guds vilje. Helvede er vores vilje. Fortabelsen er ikke en hævn, som en smålig og ubønhørlig Gud lægger på syndere, fortabelsen er menneskers fravalg af den levende Gud – et fravalg, Gud selv står hjælpeløs over for. Et fravalg, han må tage til efterretning, fordi han ikke kan vride armen om på os, og som han græder magtesløst over.

Helvede er det sted, hvor Guds vilje ikke skete.

Gud og lidelsen

Hvor GT lægger en større vægt på Guds almagt, lægger NT en større vægt på Guds kærlighed.

Men det er sikkert også grunden til, at lidelsen er så langt større en anfægtelse i GT end i NT. Den er så langt større en gåde.

I GT skriges der så langt mere desperat over Guds tilsyneladende strenghed og over lidelsens utålelighed og uretfærdighed. I NT har man på en helt anden måde sluttet fred med lidelsen, fordi man der véd, at man er i Guds kærlige hænder. Det anes i GT, men i NT ser Guds børn tydeligere, at deres lidelse ligefrem er en nåde.

Læg mærke til, at når NT ikke klager over lidelsen og ikke anfægtes så meget over lidelsen som GT, så er det ikke, fordi GT’s monistiske betoning afvises eller modsiges. Man begynder ikke at fratage den almægtige ansvaret for lidelsen; tværtimod. Men der tilføjes noget nyt, noget klarere: Man ser tydeligere i NT, at denne almagt er kærlighedens almagt! Man begynder at se lidelsen som en nåde. Som et kors, der må bæres for Kristi skyld. Som en torn i kødet, der vel er en Satans engel, der står og slår en i ansigtet, men som ikke desto mindre er villet og sendt og bestemt af Gud.

Det måske mest overraskende i Bibelens syn på Gud og det onde er, at selv om Gud ikke har villet og ikke har skabt det onde i dets oprindelse, så erobrer han nu lidelsen og gør den til en del af sin frelsesgerning. Lidelsen er ikke en del af hans oprindelige skaberværk, men den er nu blevet en del af hans frelserværk.

“Jeg er Herren, der er ingen anden,

der er ingen anden Gud end mig.

Jeg væbner dig, skønt du ikke kender mig,

for at de skal vide i øst og i vest,

at der ikke er nogen anden end mig,

jeg er Herren, der er ingen anden!

Jeg danner lys og skaber mørke,

jeg frembringer fred og skaber ulykke,

jeg, Herren, frembringer alt dette.”

(Es. 45,5ff)

Dette er ikke et ontologisk udsagn; det er et soteriologisk udsagn. Det vil sige, at Gud har ikke bestemt mørket i dets oprindelse, han har ikke skabt ulykken i dens oprindelse. Der sker meget i verden, Gud aldrig har villet, og der er meget i verden, Gud aldrig har skabt. “Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var” (1 Mos 1,31); alt det onde – både ondskaben og døden og menneskers lidelse – kom ind som noget fremmed bagefter.

Men i sin frelsergerning griber den grædende Gud nu til at skabe ulykker. Han beslutter lidelse. Han tillader den ikke blot. Både i GT og i NT ses Guds børns lidelse som Guds beslutning. “Derfor skal de, der efter Guds vilje må lide, stadig gøre det gode og overlade deres sjæl til den trofaste skaber.” (1. Pet 4,19)

Derfor er den kristnes første pligt faktisk ikke underkastelse under Guds uudgrundelige vilje, sådan som den er i Islam. Den kristnes første pligt er tillid. Vort grundvilkår er tro. Ikke lydighed! Lydigheden er først vor anden pligt; den vokser ud af troen, vor første pligt.

Til dels findes der teologiske og apologetiske svar på det ondes problem; og dem skal vi komme med. Men det mærkelige er, at jo hurtigere svarene falder, jo mere løgnagtige bliver de! De bliver ikke bare utidige sandheder; de bliver i sig selv til løgn. Til deres sandhed hører også visdom, indføling, timing; utidighed er i sig selv et kætteri.

Kristentroen har sande svar på det ondes problem. Men de bliver først til sandhed, når de kommer meget, meget langsomt ... – jo hurtigere der svares, jo mere løgnagtigt bliver svaret.

For til sandheden om lidelsen hører vreden, protesten, Guds gråd. Og til sandheden om lidelsen hører vores vrede.

Vi så før, hvordan Guds kærlighed og Guds vrede ikke er modsætninger. Tværtimod er Guds kærlighed forudsætningen for hans vrede. Men nøjagtig det samme gælder vores vrede. Også vores vrede imod Guds vilje. Den er ikke troens eller bønnens modsætning; tværtimod er troen og bønnen forudsætningen for vreden.

Derfor oplever vi i Bibelen, at troende mennesker udtrykker vrede imod Gud, når han beslutter lidelse i deres liv.

Og jeg vil gerne bede jer om ikke at misforstå det her. Det er ikke bare et spørgsmål om, at det rent mentalhygiejnisk er rart at brøle ud og få skældt ud. Det vigtigste i vreden imod Guds vilje er noget andet:

1. at den holder min tro og min bøn i live. I Jobs Bog er Job den eneste, der taler til Gud; de andre taler hele tiden om Gud.

2. den udtrykker en kristen grundholdning til lidelsen, at lidelsen er noget forkert. Den er Guds fremmede gerning, den er ikke hans egentlige gerning. Både Guds børns glæde og Guds børns lidelse er Guds gerning, for Satan kan ikke bestemme ting i vort liv, Gud ikke vil. Hans magt er brudt; selv når han som en torn i kødet, en Satans engel står og slår os i ansigtet, så udfører han kun Guds vilje. Men det er ikke det, Gud egentlig vil; lidelsen er noget fremmed for Gud, et fremmedsprog, vi med vort oprør har tvunget den Almægtige til at tale til os i.

Derfor ville det også være unaturligt, hvis vi uden videre skulle kunne sige Ja og Amen og Tak til det, som selv Gud græder over at lægge på os. Vi siger Ja til lidelsen og tager korset op i efterfølgelse af Jesus; med tiden siger vi endda også Tak for alle ting; men det er et mirakel at kunne det. Selv Kristus bad i Getsemane have om at blive fri for Guds vilje, før også han sagde Ja til, at Guds og ikke hans egen vilje skulle ske.

Protesten og vreden er altså ikke en del af indvendingen imod kristendommen – den er en del af kristendommens svar.

For at vi skal kunne svare sandt på det ondes problem, har Gud altså gjort det umuligt for os at svare korrekt på det ondes problem.

Vi råber og brøler og græder og skælder ud. Men svarer Gud? Eller er der tavst?

Guds kærlighed i Jesus

Vi har både svar at give på det teoretiske plan og svar at give på det personlige, det eksistentielle plan.

Det er med stor forsigtighed, man bevæger sig ind på svarets område; for i virkeligheden kan det, hvis man går for hurtigt frem, vække mere (og mere destruktiv!) vrede, end protesten og klagen kan: Tager han nu mine spørgsmål og min vrede fra mig? Tager han ikke min smerte alvorligt?

Men, som om man går ind i et minefelt: Vi har svar at give. Vi har trøst at komme med.

Og dér er der altså et sted, jeg trods al tvivl har kunnet falde til ro. Aldrig, så jeg fik has på tvivlen en gang for alle, men så jeg altid vidste, hvor jeg skulle gå hen med den: Jeg falder hver gang til ro i Jesu Kristi person. Han alene har kunnet gøre det troværdigt for mig, at Gud findes, og at han virkelig vil være Far for mig. Argumenter om Bibelens historiske troværdighed og Jesu opstandelse og undere og livets opståen er ikke at foragte; men det, der stiller det til ro, det er hver gang Jesus selv. I Jesus kan Gud slippe godt fra at påstå, at han findes og er kærlighed. I ham er den skjulte Gud blevet troværdig. Han er stadig den skjulte Gud; men han er ikke længere den ukendte Gud. Jeg ved, hvem han er, og hvilket sind han har over for mig.

Leif Gunnar Engedal har fortalt om en kvinde, der havde haft en grufuld barndom, med tab og svigt, og misbrugt af en præst. Da hun kommer til Engedal i sjælesorg, siger hun til ham: “Men på én betingelse: Du må ikke sige noget om Gud.” – hver gang hun selv bare nærmer sig emnet, går hun fuldstændig i sort. Det går han ind på.

På et tidspunkt siger hun til ham: Nu brænder jeg alle mine kristne bøger, min bibel, alt der kan minde mig om Gud. – Men Engedal holder deres aftale!

Efter lang, lang tid – efter flere års samtaler – siger hun: Jeg har gået en lang tur ude i skoven. Og jeg mærkede Jesus gå lige bag ved mig. Han holdt ikke om mig eller rørte ved mig eller sagde noget, han var der bare, i respekt og kærlighed. Nu må du godt sige noget til mig om Gud.

Skrevet af:
Leif Andersen

Lagt på nettet 05.01.2005