Hvorfor tillod Gud Davids massakrer?
Svar:
Tak for dit spørgsmål.
Gid jeg vidste det! – det skurrer lige så meget i ørerne på mig som på dig.
Jeg tror også desværre, at din formodning er korrekt: Der er også dræbt kvinder og børn i disse krige. Det er ligefrem sådan, at når Israel ”lagde band” på en by, så indebar det helt bogstaveligt, at alle mennesker blev dræbt – mænd, kvinder og børn. Det fremgår fx af 5 Mos 2,32ff.
Vi bygger på Ny Testamentes tillid
Dette forhold til krig og til det, vi opfatter som ret og rimelighed, er et af de områder i det Gamle Testamente (GT), hvor vi ikke har så meget at hænge vores tillid til Bibelen op på – hvor vi næsten kun har det Nye Testamentes (NT) tillid til GT at holde os til: NT har overalt en grundlæggende tillid til GT’s billede af Gud, og at denne Gud virkelig er Jesu Kristi far. Og det er som bekendt ikke bare NT’s forfattere, men Kristus selv, der sætter ord på denne grundlæggende tillid. Den er ikke en detalje, men så bærende en holdning i NT, at hvis NT tager fejl i dette, så falder også NT fra hinanden.
Det kan virke utilfredsstillende med sådan at parkere sin tillid til GT i NT’s tillid. Men dels gør vi det jo også på andre, endnu vanskeligere felter: fx i NT’s tale om fortabelsen, som måske skurrer endnu mere i ørerne på os, men hvor i hvert fald jeg ikke har nerver til at ville vide bedre end apostlene. Men dels er der nu også enkelte tillægsargumenter, som man med nogen forsigtighed godt kan føje til:
1. Du må ikke begå drab
David og andre af Israels konger havde lige så lidt som andre lov til bare at myrde sine fjender. Det, der vækker Guds vrede i fortællingen om Batseba, er ikke ”bare” hans hor, men også hans mord på Urias. Det er et grundlæggende forbud i GT (se fx 2 Mos 21,12ff), at man ikke må begå drab. Der skelnes altså på samme måde som i vort moderne samfund: at vold og drab, som er forbudt for den enkelte, kan være nødvendigt på samfundets vegne. Også i dag accepterer vi, at soldater må slå ihjel på vore vegne.
Ny Testamente accepterer det også: Da soldater spurgte Johannes Døberen, hvad de skulle gøre, svarede han ikke, at de skulle desertere, men ”ikke mishandle eller udplyndre nogen, men lade jer nøje med jeres løn” (Luk 3,14) – altså de kunne godt blive ved med at slå ihjel, men de skulle gøre det humant …
Derfor er det også afgørende, at David ikke fører krige for sin fornøjelses skyld eller for magtens og ekspansionens skyld; han fører Guds krige. For det var Guds plan med Israel, at det skulle bosættes og forblive i et bestemt geografisk område, og at de skulle skærmes både mod de andre folkeslags angreb og overgreb og imod deres afgudsdyrkelse. Og en sådan indhegning lod sig ikke gøre uden væbnet kamp.
Der skelnes altså ikke på GT’s tid klart mellem Guds to måder at herske i denne verden på: det åndelige regimente (vejledningen af Guds folk) og det verdslige regimente (samfundets regler og vejledninger). De flyder sammen på en måde, vi ikke kender i det Nye Testamente, hvor Guds rige jo ikke er af denne verden.
2. Ingen Geneve-konventioner
Tilsvarende er der ikke på Bibelens tid samme skelnen som hos os mellem civil og militær status. For os – særlig siden vedtagelsen af Geneve-konventionerne – er det ulovligt at inddrage civilbefolkningen i væbnede konflikter eller udøve terror imod civilbefolkningen. Men selv om datidens kultur godt kunne vise tilløb til sådan en skelnen, er den i bund og grund moderne. Civilbefolkningen var dengang en del af den krigsførende nation og var tilsvarende udsat for krigens vilkår.
3. Hyklerisk fordømmelse af terror
Vi forarges i dag over en krigsform, der rammer kvinder og børn eller som ligefrem terroriserer civilbefolkningen. Derfor raser vi over terrorister, der går direkte efter civile mål i stedet for at kæmpe åbent mod soldater, der kan slå igen.
Men i virkeligheden er vores forargelse hyklerisk. Netop i disse dage (sept 2010) er der debat om de allieredes terrorbombninger af den tyske civilbefolkning under 2. verdenskrig: tæppebombninger, der bevidst gik efter civile og ikke militære mål. Berygtet er bombningen af Dresden i febr 1945. Disse bombninger havde et sådant omfang og var af en sådan råhed, at tyske borgere i visse tilfælde stormede krigsfangelejre, slæbte tilfangetagne allierede piloter ud og myrdede dem. Og helt uforståeligt var det ikke. Nogle vil i dag betegne disse bombetogter og hele denne strategi som krigsforbrydelser. De blev bare aldrig retsforfulgt, fordi de var ”de godes” terror, den sejrende magts terror.
Det samme gælder atombomberne over Hiroshima og Nagasaki: De var vestlige terrorbombninger af civile mål – som også ramte kvinder og børn.
Så egentlig er det meget forlangt, at vi i dag af oldtidens krige forlanger moderne normer og metoder – normer og metoder, som vi ikke engang selv efterlever.
Det mindre onde ...
Men selvfølgelig bliver problemet tilbage: En ting er, at vi ikke kunne forlange det af David – men skulle vi ikke kunne forvente det af Gud?! Hvorfor åbenbarede han ikke Geneve-konventionerne for David og bød ham overholde dem? Johannes Døberen havde jo faktisk en ganske klar Geneve-konvention i sin etik!
Selv vil jeg tro, at det har at gøre med det grundlæggende, at Gud i sin åbenbaring i og sin indgriben i denne verden ikke altid går efter det absolut gode, men efter det mindre onde. Han gav bestemmelser om slaveri – ikke fordi han syntes, at slaveri var en god ting, men fordi han vidste, at slaveriet hørte til datidens kultur og vilkår; og så giver han bestemmelser for disse vilkår, der skal begrænse det værste. Han vedkender sig os og har omsorg for os, også når vi ikke opfylder det absolut gode.
Gud kan være ubegribelig
Men jeg erkender, at alle disse tillægsargumenter kun kan nuancere billedet lidt. Tilbage står stadig, at Gud i dette virker mere ubegribelig og skjult for os end i så meget andet, hvor hans kærlighed og omsorg og hans syn på mennesket er mere tydeligt. Og dér ender vi med det, hvormed jeg også begyndte: med en tillid til GT som Guds ord – en tillid, vi måske selv kan have svært ved at mønstre, men som vi låner fra NT’s tillid til GT.
Lagt på nettet 09.09.2010