Ligner den kristne tro Mithras-troen?
Svar:
Mithras-kulten er noget af det mest interessante i det gamle Roms mytologi, og den har virkelig visse ligheder med kristendom. Men efter min mening ikke så væsentlige ligheder, som det ofte påstås.
En persisk krigsgud
Oprindelig er Mithra egentlig en persisk krigsgud, som vogter over folkets pagter. Han er skabt af den persiske højgud Ahura Mazda, som vi bedst kender fra profeten Zarathustra (som vi igen måske i dag bedst kender fra Nietzsches filosofi!).
Romerne overtog denne guddom og kaldte ham Mithras. Det var en religion, kun for mænd, dyrkende krigen og mandlige dyder. Den var meget populær blandt de romerske herskere og soldaterkejsere.
Lighederne
Det er sandt, at der er ligheder mellem mithraisme og kristendom: De taler begge om gudens fødsel af en jomfru, om 12 efterfølgere, om drab og opstandelse, søndagen som helligdag, et helligt måltid, troen på en dommedag og andre detaljer. Men den eneste direkte påvirkning mellem de to religioner er sandsynligvis, at den tidlige kirke valgte at henlægge Jesu fødselsdag til 25. dec., Mithras' dag! Resten af lighederne synes at være tilfældige ligheder uden noget fælles udspring eller indbyrdes påvirkning.
Den store forskel
Dertil kommer, at de to religioner har intet tilfælles, når det gælder alt det centrale: Kærlighedsbudet, budet om tilgivelse, troen på Gud som kærlighed, Guds fødsel og liv som et menneske i historisk tid, Guds soning af menneskenes synd gennem sin egen død, missionsbefalingen, troen på nåde og tilgivelse er altsammen enestående for kristendommen.
Det er derfor, jeg vil mene, at der nok er mange ligheder, men at de er perifere og uvæsentlige i forhold til det centrale, der adskiller de to religioner. Hvis man ser dem som to sider af samme sag (eller ligefrem mithraismen som forlæg for kristendommen, som nogen gør!), så må man nødvendigvis mene noget andet om, hvad der er væsentligt for kristendommen, end kristendommen selv mener!
Lagt på nettet 03.10.2005