Går jorden under?
Skal man tro videnskabsfolk, er det helt sikkert, at jorden vil gå under. Spørgsmålet er bare hvornår. Jorden kan lægges øde af en atomkrig, en miljøkatastrofe, et kæmpemæssigt meteornedslag, af solens kollaps om millioner af år eller noget helt femte.
Nu er videnskabsfolk kun mennesker, og de kan tage fejl. Det kan Gud imidlertid ikke. Og Gud har i Bibelen gjort det soleklart, at både himmelen og jorden vil gå under »med et brag«. Flere af Bibelens forfattere beskriver jordens undergang i meget stærke vendinger. Det gælder for eksempel apostelen Peter i 2. Petersbrev, kapitel 3, og Johannes, der i et syn har set, hvad der skal ske i fremtiden. Godt nok bruger Johannes billedsprog, men hans sidste skrift i Bibelen, Johannes Åbenbaring, siger det alligevel meget klart. Kapitel 21 begynder sådan: »Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom.«
Johannes fortsætter med at beskrive, hvordan Gud selv vil bo hos mennesker, og der skal hverken være død, sorg, skrig eller pine mere. Kun dem, der ikke er »skrevet i livets bog« (har troet på Jesus) skal kastes i ildsøen og pines dag og nat i evighedernes evigheder, som der står.
Jesus selv fortæller i Mathæus-evangeliet kapitel 24 om sin genkomst, hvor der først skal komme mange trængsler, siden skal solen formørkes, månen ikke skinne og »stjernerne falde ned fra himlen og himlens kræfter rystes.« Og så - endelig - skal alle folk se Jesus i himlens skyer med magt og megen herlighed for at samle dem, der tror på ham, sammen.
Voldsomt og skræmmende - men på samme tid glædeligt og fantastisk dejligt! Himmel og jord skal forgå, men Jesus og hans rige skal aldrig forgå.
Lagt på nettet 01.09.2000
Samtalerum
I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"
Læs også
- Hvordan forstå Johannes Åbenbaring?
- Hvad og hvornår er tusindårsriget?
- Er vores evige skæbne ikke fastlagt?
- Hvorfor tales der ikke så meget om helvede i Johannesevangeliet?
- Velfærd og virkelig virkelighed
- Modstanden vokser
- Sandheden om Jesus
- Taler Bibelen om tre former for død?
- Hvordan straffer Gud satanister?
- Den umulige aflysning