27.05.2005 12:00 Alder: 20 yrs
Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Taler Bibelen om tre former for død?

På denne side: Døden og det evige liv Beskrives det, at Bibelen taler om tre former for død, og at at man kan sige, at døden kommer i 3 etaper: Den legemlige død Den åndelige død Den evige død" Hvor i biblen finder jeg dette nævnt?

Svar:

Med hensyn til de tre former for død, som er beskrevet i vores inTRO kursus studie 6, skal jeg prøve at uddbybe det lidt.

Der findes vist ikke ét bestemt skriftsted, der stiller det op på den måde, men det er gennemgående i Bibelen, at døden omtales på en af de tre måder.

Den legemlige død giver lidt sig selv. Den er en følge af synden og omtales første gang i 1. Mosebog kapitel 3 vers19 : "til jord skal du blive". Det var ikke Guds mening fra starten, at døden skulle blive en del af livet, men det sker som en konsekvens af syndens indtog i verden, og bliver deraf et livsvilkår for alle. Livet er forgængeligt. I Hebræerbrevet kapitel 9 vers 27 udtrykkes det sådan: "Og ligesom det er menneskenes lod en gang at dø og derefter at dømmes...". Den legemlige død, er altså kun et skridt på vej til opstandelsen og dommen, som følger efter.

Den evige død kaldes i Åbenbaringsbogen også for "den anden død" (den kommer efter den legemlige død) og er et udtryk for den endelige fortabelse. Fx i Åbenbaringsbogen kapitel 2 vers11: "Den der sejrer, skal ikke skades af den anden død" og kapitel 20 vers 6 : "Salig og hellig er den, der har del i den første opstandelse, dem har den anden død ingen magt over." og kapitel 20 vers 14 : "Døden og dødsriget blev styrtet i ildsøen, det er den anden død, ildsøen." Dette er en beskrivelse af fortabelsen.

Den åndelige død er forbundet med vantroen og kan føre til den evige død. I den forstand er vi i os selv døde, vi fødes bortvendt fra Gud. Men i troen på Gud skabes livet i os. Bibelen taler om, at den troende er gået over fra døden til livet, feks. i Johannesevangeliet kapitel 5 vers 24-25: "Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet." og i kapitel 6 vers 47: "Den der tror, har evigt liv".

Jeg håber dette gav mening, ellers må du vende tilbage.


Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Lagt på nettet 27.05.2005

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også