27.06.2007 12:00 Alder: 11 yrs

Skrevet af:
Marie Jensby

Den umulige aflysning

”Forventningens glæde er altid den største” skal Kierkegaard have sagt. Hvis det er sandt, så gør det ikke noget, at vi aflyser alt det, vi har planlagt. For det planlagte vil alligevel aldrig blive lige så godt som forventningen op til. Jesus behøver ikke komme igen, for forventningen om, at han kommer er alligevel større end glæden ved at se ham.

Ventende brud

Forestil dig, at du har set frem til at skulle til eksamen, og en halv time før du skal op, bliver eksamen aflyst. Den situation fandt jeg mig selv i den anden dag, og det føltes helt absurd. Jeg var (vel)forberedt, klar og på vej ud på universitetet, men planen var ændret. En eksamen bliver ikke bare aflyst. Det er den slags ting, som bare aldrig sker. Datoen har været kendt i et godt stykke tid, man ved den der eksamen ligger lige derude i fremtiden (lige før sommerferien). Det ligger fast. Og umuligt at aflyse eller undgå.

Jesus har på et tidspunkt sagt, han har tænkt sig at vende tilbage til jorden igen. Han kommer for at hente dem, der tror, og så skal der være fest hjemme i evigheden! Af og til kan jeg godt tænke, at den fest måske er aflyst. Det er trods alt lang tid siden Jesus fortalte, at han ville komme tilbage. Men der sker ikke rigtigt noget. Måske har Jesus glemt det, måske gider han ikke alligevel. Tja, eller også har han en anden tidsregning og en meget, meget større tålmodighed, end jeg har. Jesus plejer ikke at løbe fra sine løfter og aftaler. Så festen på den nye jord er ikke aflyst, og den bliver det heller ikke! 

Hvis Jesus aflyser

Tilbage til den aflyste eksamen. Hvis jeg havde vist, at den blev aflyst, så havde jeg ikke forberedt mig. Så ville jeg have set en masse film, hængt ud med vennerne og hvad unge mennesker nu ellers får tiden til at gå med. Jeg havde ikke set nogen grund til at sidde med næsen i bøgerne. Men jeg forberedte mig på noget, jeg forventede lå derude i den nærmeste fremtid. Mit fokus var på den eksamen, som bare ikke kunne aflyses.

Hvis Jesus har aflyst sin tur tilbage til jorden, så er der ingen grund til at forberede sig til festen, der følger efter. Hvis han ikke kommer igen, så kan det være lige meget, hvordan jeg lever mit liv. Hvis Jesus har aflyst, så er der ikke meget håb for fremtiden. Lever du med en forventning om, at Jesus kommer og henter dig hjem en dag? Eller tror du, han har glemt det? Jeg ved det ikke med sikkerhed, men jeg er ret overbevist om, at Jesus kommer en dag og hente alle dem, der tror på ham – og mit håb er, at jeg bliver bevaret i den tro. I troen på min frelser. Det er mit håb, at selv om jeg kan tvivle på, om det er rigtigt, at han kommer igen, så vil han alligevel tage mig med hjem, hvis (når) han kommer. 

Han kan ikke aflyse

Af og til må jeg minde mig selv om, at evigheden ikke er aflyst. Jeg må minde mig selv om, at succes her og nu ikke er det vigtigste. Jeg må minde selv om, at jeg har noget godt i vente. Mit fokus her i livet må være, at leve tæt på Gud, så jeg er blandt dem, han kommer og henter hjem en dag. Jesus kommer! Han kan ikke aflyse festen, for han længes efter at være sammen med os. Kærligheden længes efter at få sine elskede børn hjem til sig.

Den umulige aflysning, er at Jesus ikke kommer igen. Han kommer, fordi hans kærlighed til dig og mig er for stor til at holde ham væk.


Skrevet af:
Marie Jensby

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også