Tirsdag: Undervisning og forræderi

Den profeti gik disciplene og rugede over, og da de var nået op på bjerget og havde sat sig ned, spurgte de: »Hvornår, Herre? Hvornår vil templet blive ødelagt? Vil det ske, når du vender tilbage, og denne verden går under? Eller hvornår vil de ting ske?«

Jesus svarede dem med langsom og tydelig stemme, som om han ville være sikker på, at de forstod ham: »Pas på, så ingen får lov at føre jer vild! For der skal komme mange i mit navn og sige: ‘Jeg er Kristus!’ Tro dem ikke. I skal høre krigslarm og rygter om krig, men det må I ikke lade jer skræmme af. Det er endnu ikke enden. Det ene land skal rejse sig mod det andet, og der skal blive hungersnød og jordskælv. Men alt dette er ikke enden – det er blot veernes begyndelse.

Da skal mennesker forfølge jer og slå jer ihjel. I alle lande vil man foragte jer for mit navns skyld. Da vil mange falde fra troen og forråde og hade hinanden. Kærligheden vil blive kold, og lovløsheden vil tage overhånd. Men den, der holder ud til enden, skal frelses!

Når det glade budskab om Gudsrigets komme er blevet prædiket for alle folkeslag over hele jorden, da vil enden komme. Den vil ikke komme ved templets ødelæggelse. Den vil komme, når evangeliet er nået til verdens ende.

Og når enden kommer, da skal solen formørkes. Månen skal ikke skinne, stjernerne skal falde ned fra himlen, og himlens kræfter rystes. Da skal alle jordens folk se Menneskesønnen komme på himlens skyer med magt og megen herlighed. Han skal sende sine engle ud med basuner, og de skal samle hans udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra den ene ende af himlen til den anden. Da, og først da, kommer enden.«

Jesus holdt en lille pause, betragtede sine disciple og sagde så med en alvor, de aldrig glemte: »Hør godt efter, hvad jeg siger nu: Ingen kan fortælle jer, hvornår enden kommer, for ingen kender dagen og timen, hvor det vil ske. Ikke engang englene i himlen kender tidspunktet, nej, end ikke jeg kender det. Kun Faderen ved det. Vær derfor på vagt. Vær klar! Vær altid klar til det.«

Jesus så op mod himlen og fortsatte: »For når dommens dag kommer, da vil Menneskesønnen stige ned i al sin herlighed. Han vil sætte sig på sin trone, og alle folkeslagene skal stå foran ham. Da vil han dele folk op i to grupper som en hyrde, der skiller fårene fra bukkene og stiller fårene på den højre side og bukkene på den venstre.

Til dem på sin højre hånd vil kongen så sige: ‘Kom, I som er min fars velsignede. Tag det rige i arv, som har været bestemt for jer, siden verden blev skabt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig.’

De retfærdige vil så sige: ‘Hvornår så vi dig sulten og tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår gav vi dig tøj, eller besøgte dig eller bød dig velkommen?’

Da vil kongen svare: ‘Alt, hvad I har gjort for en af mine mindste brødre, det har I i virkeligheden gjort for mig.´

Derefter skal han sige til dem ved sin venstre side: ‘Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten og tørstig, og I gav mig ikke noget at spise og drikke, Jeg var fremmed og nøgen, syg og i fængsel, og I hjalp mig ikke og besøgte mig ikke!’

‘Hvornår, Herre?’ vil de onde da spørge, chokerede over dommen, men næppe uvidende om deres forsømmelser. ‘Hvornår så vi dig i nød og nægtede dig vores hjælp?’

Og han vil svare: ‘Har I forsømt at hjælpe mine mindste brødre, så har I også svigtet mig.’

Da skal de onde gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.«

Da Jesus var færdig med at undervise, rejste han sig og gik tilbage til Betania. Der var ikke længe til fredag, og han havde brug for at hvile.

Judas Iskariot var ‘kassereren’ i disciplenes flok – ham der bar pungen. Derfor gik Judas ofte ud på egen hånd for at købe mad eller andre fornødenheder, og ingen spurgte ham, hvor han var på vej hen.

En dag havde Judas hørt ypperstepræsterne hviske sammen indbyrdes. En spurgte: »Er der nogen, der kender hans vaner? Hvem kender Jesus så godt?«

Da Judas hørte det spørgsmål, tænkte han: »Hvem kender Jesus bedre end jeg?«

En morgen gik Judas så ud alene, ikke for at købe brød, men for at forråde Jesus. Det vidste de andre disciple selvfølgelig ikke noget om, de var jo vant til at se ham gå og komme.

Judas var snu i pengesager, god til at handle og god til at få sin vilje igennem. Det var derfor, de andre disciple havde betroet ham pungen. Hvad de andre ikke vidste var, at Judas også stak penge til side til sig selv.

Judas gik nu til ypperstepræsterne, kneb øjnene sammen og begyndte at forhandle. Han spurgte: »Hvor meget vil I give mig, hvis jeg forråder Jesus af Nazaret til jer?«

Ypperstepræsterne var straks interesserede.

»Kender du Jesus?« spurgte de ivrigt.

»Jeg er hans discipel,« svarede Judas.

»Kender du så hans vaner?«

»Bedre end nogen anden.«

»Ved du så, om han har et privat sted, hvor han kan trække sig tilbage, og hvor skarerne ikke følger ham?«

»Ja,« sagde Judas og smilede. Han vidste, hvor Jesus plejede at gå hen.

»Vores problem er, at vi ikke kan arrestere ham midt på gaden ved højlys dag,« forklarede præsterne. »Det ville starte uroligheder, og så ville det hele have været forgæves. Tid og sted er af afgørende betydning. Jo senere og jo mere ensomt, jo bedre.«

Judas, den dygtige forhandler, strøg sig over sit skæg og rynkede brynene, men svarede så: »Det bliver ikke let, men jeg tror, jeg kan ordne det.«

Da åndede ypperstepræsterne lettet op, så på hinanden og nikkede og smilede: »Så er du en sand ven af os, Judas Iskariot, og vi forstår at lønne vores venner.« De talte da tredive sølvstykker op i hans hånd, og han lod dem falde ned i sin egen pung. Så forlod Judas dem som en tilfreds mand. Sikke mange penge for så lidt! Det havde været en god handel.

Lagt på nettet 15.04.2003