Sandheden om Jesus

Nu lænede Jesus sig frem og så opmærksomt på disciplene. »Men hvad med jer? Hvem siger I, at jeg er?«

Uden tøven svarede Simon da med høj og klar stemme: »Du er Kristus, den levende Guds søn!«

Der blev et øjebliks stilhed efter den bekendelse. Så rejste Jesus sig, gik hen til Simon og lagde sin hånd på hans skulder: »Velsignet er du, Simon,« sagde han og så den store mand ind i øjnene, »for det har intet menneske sagt dig. Det har min far i himlen åbenbaret for dig. Du er Peter, Klippen, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og døden skal aldrig få magt over den.«

Så vendte han sig mod de andre disciple og sagde: »Nu må jeg snart drage bort. Prøv at forstå, hvad jeg siger nu. Jeg må gå til Jerusalem, og der vil ypperstepræsterne og de skriftkloge lade mig lide meget ondt ...«

»Nej!« afbrød Simon Peter.

»Jo, sådan må det være,« sagde Jesus fast og vendte sig ikke om mod Simon. »De vil lade mig dræbe ...«

»Nej, aldrig!« råbte Peter og sprang op.

»Jo, sådan må det være!« sagde Jesus igen. »Men på den tredje dag vil jeg opstå fra de døde ...«

»Gud forbyde, at du skulle lide og dø, Herre!« råbte Simon Peter og greb fat i Jesus. »Det må aldrig ske!« Simon prøvede at dreje Jesus om imod sig, så han kunne se ham ind i øjnene.

Men Jesus blev stående stiv og ville ikke vende sig. Stadig med ryggen til Peter sagde Jesus så med skarp stemme: »Gå væk fra mig, Satan!« Peter tumlede baglæns, som om Jesus havde slået ham. »Du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil,« sagde Jesus. »Du skal ikke prøve at standse mig!«

Der var stilhed efter Peters bekendelse, og nu blev der stille igen efter Jesu irettesættelse. Jesus gik hen til oliventræet igen, og alle disciplene holdt vejret.

»Disciple,« sagde Jesus med ryggen til dem. »Er I virkelig mine disciple? Hvis nogen vil være min discipel, så skal han fornægte sig selv, tage sit kors op og følge mig. For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. Hvad hjælper det jer, hvis I vinder hele verden, men ender med at miste livet? Tænk på det.«

Simon Peter var langt nede i dagene derefter. Han syntes, han gjorde alting forkert, så efterhånden turde han næsten ikke åbne munden. Den store Peter blev nu den store lyseslukker blandt disciplene. I fem dage sad han bare for sig selv og rugede over sine fejl og mangler.

Den sjette dag kom Jesus hen og slog ham let på skulderen. »Kom med os,« sagde han.

Peter så op og fik øje på Jakob og Johannes ved siden af Jesus. »Hvor skal vi hen?« spurgte han.

»Kom nu bare,« svarede Jesus og begyndte at gå. De tre disciple fulgte efter deres Mester, som førte dem op på et bjerg med en flad top, hvor der voksede frodigt grønt græs. Der hævede Jesus sine arme mod himlen og begyndte stille at bede.

Peter tænkte, at han måske også skulle bede, så han hævede armene ligesom sin Herre – men nu begyndte der at ske noget mærkeligt med Jesus. Hans ansigt blev lysere og lysere og begyndte at skinne lige så stærkt som selve solen. Også Jesu tøj begyndte at lyse og skinne. Stråleglansen blev så stærk, at Peter blev helt svimmel og måtte knibe øjnene sammen.

Og se! Nu stod der pludselig to andre mænd sammen med Jesus! Det var Moses og Elias! De stod og talte med Jesus om hans rejse til Jerusalem.

Peter vidste ikke, om han skulle le eller græde, så forbløffet og begejstret var han, men da han så, at Moses og Elias ville til at gå igen, råbte han: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du synes, kan jeg bygge tre hytter her, én til dig, én til Moses og én til Elias!«

Da kom en mægtig, lysende sky rullende ind over dem, og Peter blev så bange, at han ikke kunne få et ord mere frem. Så lød der en dyb, buldrende røst fra skyen, som sagde: »Dette er min elskede søn, i ham har jeg velbehag. Hør ham!«

Peter faldt ned på jorden og lå dér og skælvede af frygt. Jakob og Johannes kastede sig også ned, og der var de alle tre blevet liggende meget længe, hvis ikke Jesus var kommet hen og havde rørt ved dem.

»Rejs jer og frygt ikke,« sagde han med den stemme, de kendte så godt.

Peter løftede hovedet og så sig omkring. Nu var der kun Jesus tilbage. Men Peter vidste nok, hvad han havde set, og nu kunne han ikke længere være trist til mode. Hele sit liv ville han huske denne skræmmende, men vidunderlige oplevelse.

Lagt på nettet 09.03.2003