28.10.2002 12:00 Alder: 16 yrs
Kategori: Jesus, Bibelen
Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Hvordan skal vi forstå Jesu lignelser?

Hvordan skal man generelt forstå og fortolke Jesu lignelser?

Svar:

Tak for dit spørgsmål. Det er et utroligt spændende emne, som der er skrevet mange spændende bøger om. For med lignelserne har Jesus dyrket et kommunikationsmiddel, som mange har forsøgt at efterligne, men som han alligevel har sin helt egen anvendelse af. Mange lægger simpelt hen ikke mærke til, at han ofte har helt andre hensigter med sine lignelser, end langt de fleste andre har med deres pædagogiske små anekdoter og billedtaler!

Det er et stort emne, så selv om det bliver et langt svar, rører det kun ved hovedpointerne:

1. Når vi læser Jesu lignelser, blander vi dem let sammen med hans billedtaler! Men det er to helt forskellige ting. Johannes-evangeliet har fx slet ingen lignelser; men det har mange billedtaler (som fx vintræet og grenene i kap. 15; livets brød i kap. 6 osv). Billedtalerne kan tolkes i mange detaljer, der alle har en symbolsk, åndelig betydning (grenene, træet, frugten, vingårdsmanden, rensningen af grenen osv).

Men sådan er lignelserne ikke! Lignelserne, som vi kender dem i fx Mattæusevangeliet kap. 13, har oftest kun én pointe – og resten af detaljerne i lignelsen må ikke tolkes og udlægges, som om de har en åndelig betydning!

Der er enkelte lignelser, der har mere end én pointe: lignelsen om de flere slags sædejord, hvor Jesus selv remser flere pointer op; lignelsen om den fortabte søn, der både handler om Guds ufattelige nåde, om omvendelsens væsen, om formaningen til at glæde sig med Gud over den omvendte synder osv. De er så detajlerede, så de næsten ligner billedtaler; men strengt taget er de stadig kun lignelser (rent teknisk siger man, at der i lignelsen stadig er et skarpt skel mellem deres “billedplan” og deres “realplan”; i billedtalen er der ikke noget skel mellem billedplan og realplan, ordene anvendes simpelt hen overført i en åndelig, billedlig betydning).

2. Derfor går det sommetider galt, når bibellæsere begynder at udlægge detaljer i lignelserne, som aldrig har skullet udlægges. Lignelsen om den uærlige godsforvalter i Lukasevangeliet 16 har kun én pointe: I skal også “skaffe jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer” (altså bruge jeres penge til at skaffe Guds rige venner, altså i mission) – det er ikke en formaning til at snyde eller svindle; svindelnummeret, den rige mand, skyldnerne, hveden og olien osv er detaljer, der kun betyder noget i fortællingen, ikke i pointen. De skal ikke udlægges!

Eller folk studser over, at Jesus (i Lukasevangeliet 18) sammenligner det at bede utrætteligt til Gud med en enke, der bliver ved med at plage en korrupt dommer. Men der er kun én pointe: Hold ud i bønnen!! Man skal ikke begynde at udlægge dommeren og hans uretfærdighed som billede på en korrupt, modvillig Gud eller sådan noget. For slet ikke at tale om Jesu billede (i Lukasevangeliet 11), at bøn til Gud er som manden, der plager og plager sin ven til at stå op midt om natten og give ham noget brød, ikke fordi han er ven, men fordi han plager ham – det skal man heller ikke tolke på, som om Gud bare modvilligt giver efter for vores plagerier; det har kun én pointe: Bed, så skal der gives jer.

Eller når andre udlægger lignelsen (i Matthæusevangeliet 13) om købmanden, der sælger alt, hvad han har, for at skaffe sig den skønneste perle, sådan at perlen skulle være et billede på Jesu lidelse (perlen dannes ved østersens lidelse; den er østersens “smertesekret”). Det er slet ikke pointen, pointen er blot, at man skal sætte alt ind på at skaffe sig det vigtigste, nemlig Guds rige, det evige liv.

Så langt er det ikke så indviklet; man skal bare holde tungen lige i munden og tolke lignelserne sådan, som de selv lægger op til at tolkes – hverken overtolke dem eller undertolke dem.

Men nu kommer det slemme:

3. Den enkleste måde at forstå lignelserne på er selvfølgelig, at de er pædagogiske virkemidler, der forklarer noget svært, altså afdækker noget skjult. Det er sådan, vi næsten allesammen anvender billeder og lignelser. Og det er da også en af Jesu hensigter. Men han har derudover en anden hensigt – næsten den stik modsatte: De skal skjule og tildække – på en måde gøre det hele endnu sværere!!

Det er ikke en skør idé, en eller anden tosset teolog har fået. Det er, hvad han selv siger udtrykkeligt (i en tekst så bagvendt og forskruet, at mange bibellæsere simpelt hen har opgivet at bruge den til noget; men det er virkelig vigtigt! – og (synes jeg) både spændende og afklarende):

“Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: ‘Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse’.” (Markusevangeliet 4).

Ikke sandt: Vi læser allesammen lignelserne for at forstå Jesus bedre. Og så siger han selv, at han taler i lignelser for at mennesker ikke skal forstå noget!! – for de skal ikke vende om og få tilgivelse ...

Det virker jo helt sindssygt. Nærmest urimeligt og drilsk af Jesus. Men det har at gøre med noget helt grundlæggende i Guds frelsesplan, i Guds måde at åbenbare sig på. Derfor må jeg lige gøre et langt sidespring:

Gud har åbenbaret sig i Jesus, siger vi. Det er også rigtigt, men han har åbenbaret sig på en meget bagvendt facon. Hele tiden “skjult under sin modsætning”, er det blevet udtrykt:

  • Gud kommer endelig til sin verden, som han har lovet det i årtusinder – men skjult som sin absolutte modsætning: et lille hjælpeløst barn.
  • Han udfolder alle sine mirakler – men beder hele tiden mennesker holde kæft med dem (Mark 5,43 osv)..
  • Han gør undere – men nægter at give det endelige tegn som bevis på sin guddommelighed..
  • Han udtrykker sig hele tiden indirekte om Menneskesønnen, siger aldrig: Jeg er Menneskesønnen..
  • Han sejrer over synd og død og helvede – men på et kors, døende og gudsforladt..
  • Han opstår fra de døde – og ingen ser det..
  • Han danner et gudsrige, som man ikke kan pege ud og sige: “Se, der er det” (Luk 17,21)..
  • Han rækker os sit legeme og blod – men skjult under brød og vin..
  • Han gør os retfærdige og rene over for Gud – men skjuler det under vores egen syndighed..
  • Han lover at høre vores bøn (og gør det virkelig) – men skjuler sig hele tiden under tilsyneladende tavshed og ligegyldighed..
  • osv osv.

Hvorfor hele denne evindelige skjulthed?! Hvorfor viser han sig ikke tydeligt, synligt og direkte? Hvorfor beviser han ikke en gang for alle, hvem han er, når nu de ligefrem be’r om et bevis?! Eller bønhører os noget mere indlysende og tydeligt?

Og grunden er den enkle og forfærdeligt pinlige: at vore ønsker og vore forventninger til Gud hele tiden går på tværs af det, han allerhelst vil gøre for os.

Israel håbede jo ikke på en forsoner; de ville have en konge, der kunne feje romerne ud.

De ville ikke have en “synderes ven”; de ville have en, der kunne helbrede og mætte dem og fri dem for alle sorger.

Vi vil allesammen helst have en Gud, der står til vores rådighed og lystrer vores mindste vink – og aldeles helst ikke omvendt: at vi skal stå til hans rådighed og lyde ham i alle ting.

Vi vil helst have en Gud, der nusser og pusser om os; det med en frelser, der først må vise os vores egen syndighed, så vi kan fatte miraklet i hans nåde, det er vi knap så begejstrede for. I første omgang, i hvert fald.

Derfor må Jesus hele tiden vende op og ned på vores forventninger til ham. Når han beder de helbredte i Markus-evangeliet om at tie, så er det jo ikke, fordi han skammer sig (og det er heller ikke, som jeg har hørt nogen påstå, fordi det er hans snedige måde at få rygterne til virkelig at løbe stærkt på!). Men grunden er den, at inden korset kan det kun misforstås, hvis han træder frem som Israels Messias. Det er først, da han står der ved forhøret, ydmyget og udmattet, forslået, med spytklatter i skægget, at han kan sige det ligeud: “Ja, det er mig!” (Markusevangeliet 14,62). For nu kan det ikke misforståes længere. Nu er evangeliet blevet til korsets dårskab (Paulus' 1. brev til Korintherne 1), nu er det helt tydeligt det stik modsatte af alle vore forventninger og krav.

(du må undskylde, det blev så langt; men det griber mig sådan!) – Og hvad har det så med lignelserne at gøre?

Jo, lignelserne er en del af hele Jesu skjultheds-projekt! De tager hele tiden fusen på tilhørerne, kommer hele tiden bag på dem, siger hele tiden det stik modsatte af det, de vil vente. Billederne er stødende, groteske.

Se det for dig: Jesus siger “Himmeriget ligner ...” – og tilhørerne sætter sig godt til rette, lettet: Nu kommer der en historie, nu kommer der et billede, der kan forklare det her ubegribelige. Og efterhånden som billedet / historien skrider frem, flytter de utilpas på sig, panden rynkes, de sidder og begynder at mumle vredt til hinanden:

– Hvad i alverden bilder han sig ind at sammenligne Gud med en far, der bider hovedet af al skam og tager imod en fordrukken horkarl til søn, som har sviret hele arven op, og tager imod ham glad og uden bebrejdelse og overøser ham med nye gaver! – og så bebrejder den trofaste søn, som altid har gjort hans vilje! Fuldstændig uansvarligt!

– Hvem har nogensinde hørt om en mark, der giver 100 fold?! Hvad regner han os for? Enfoldige edomitter, man kan bilde hvad som helst ind, måske?

– Hvordan kan det blive et forbillede, at man skjuler en skat, man har fundet i en anden mands mark, og så køber den uden at fortælle ejeren om skatten?

– Hvordan kan han sammenligne den troende med en bedragerisk godsforvalter?

– Hvordan kan han sammenligne Gud med en korrupt dommer?

– Hvad i alverden mener han med at sammenligne os, Guds folk, med morderiske vingårdsmænd, der først myrder ejerens tjenere og til sidst hans søn? Hvis han er ude på at udfordre os, så kan dén såmænd godt komme til at gå i opfyldelse, før han selv ved af det ...

Problemet er nemlig, at vi kender lignelserne for godt. Vi er så fortrolige med dem og har set dem i alle mulige fremstillinger og kunstværker og prædikener, at vi i dag slet ikke er klar over, hvor stødende og umulige de har virket på tilhørerne.

Men de har altså haft et dobbelt formål: For dem, der er “udenfor”, og som ikke har villet komme til Jesus som synderes frelser, virker de stødende og forvirrende, fordi de nægter at opfylde de krav, de sidder med til en ordentlig jødisk rabbi, en god etisk lærer.

Men for disciplene, der er “indenfor”, åbner de for Guds riges hemmeligheder: Dér er de ikke længere (bare) provokerende og umulige, men åbner for miraklerne i Guds frelsesplan.

Ganske som korset, der for dem “udenfor” er grotesk og stødende dårskab, men for os er det fineste og smukkeste symbol på Guds kærlighed og nåde.

Men hvad mener han så med, at lignelserne er givet, for at de ikke skal omvende sig og få tilgivelse?! Er pointen ikke tværtimod, at de helst skulle omvendes?

Han citerer her Esajas – for Gud på Esajas’ tid har nemlig et voldsomt problem: Israels falske, hykleriske, foreløbige omvendelser, der kun varer så længe, som fjenden står uden for byporten, men som fordufter, så snart alt er i orden igen. Læs fx Hoseas Bog 6,1ff.

Og til sidst må Gud simpelt hen (for at redde Israel fra alle deres falske, foreløbige omvendelser!) sende dem profeter, der forhærder dem i stedet (læs Esajas Bog 6,8ff). For så kan Israel endelig gå til grunde, blive ødelagt, blive bortført til Babylon og så “sidde der ved Babylons floder og græde” – og så endelig blive sandt og ægte omvendt. Læs fx Hoseas Bog 2,1ff.

Jesus har samme problem: Israel vil ikke høre evangeliet, og de vil ikke have en forsoner. De vil have etisk vejledning (eller måske snarere etisk bekræftelse!). Og de vil have en brødmessias, en krigerkonge. Derfor må Jesus så at sige redde dem fra alle deres falske omvendelser, der kun varer så længe de er sultne og syge og besatte (af romere og/eller dæmoner) – han må forhærde dem foreløbigt, så de til sidst i raseri korsfæster ham, og han kan frelse dem endeligt.

Så for at de kan komme til ham som forsoner, som synderes ven, må han altså først få dem til at fyre ham som det, de helst vil have ham gjort til: vejleder, vismand, politisk frelser. Han må viske tavlen ren for al vrøvlet, deres falske omvendelser og foreløbige tilgivelser, så han nu kan begynde på en frisk med korsets evangelium.

Og lignelserne er altså en af hans tavlesvampe.

Jeg ved ikke, om du køber den her forklaring. Men selv er jeg ikke bare rimeligt overbevist om, at det hænger sådan sammen; jeg er fuld af benovelse over kreativiteten og den barske kærlighed i Guds frelsesplan.


Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også