26.05.2017 17:07 Alder: 7 yrs
Steffen Birkmose

Skrevet af:
Steffen Birkmose

Velkommen i fællesskabet

Som kristen bliver man del af et stort fællesskab. I bibelen står fællesskabet beskrevet som et legeme, Jesus legeme. Det er et billede, jeg er glad for, når jeg føler mig ensom eller ligegyldig.


Jeg er kun 1 ud af 7 milliarder. Det kan godt gøre, at jeg føler mig ligegyldig – for hvad betyder jeg blandt 7 milliarder. Jeg kan føle mig ensom, hvilket er vildt, når man tænker på, at der er 7 milliarder mennesker i verden. Lige for tiden er jeg blevet særlig glad for den del af den kristne tro, som Paulus fortæller om i sit brev til romerne.

For ligesom vi har ét legeme, men mange lemmer, alle med forskellige opgaver, således er vi alle ét legeme i Kristus, og hver især hinandens lemmer. (Romerbrevet kapitel 12 vers 4-5)

Jeg tilhører et fællesskab

Jeg er blevet glad for det mærkelige billede, at vi er ét legeme i Kristus. Det betyder nemlig at jeg, på baggrund af min tro, tilhører et fællesskab. Jeg bliver forbundet med andre mennesker i noget så intimt som én krop. Jeg kan stadig føle mig ensom, men det er kun en følelse – ikke realiteten. Når jeg går i kirke, så er fællesskabet typisk synligt for mig, men når jeg sidder alene på mit værelse, så er fællesskabet usynligt.

Bønnen Fadervor kan jeg bruge til at minde mig om, at jeg er en del af det kristne fællesskab. Jeg var på et tidspunkt på nippet til at ændre det til ”Min far, du som er i himmelen”, men jeg blev for nyligt mindet om, at når man beder ”Fader vor” – altså vores far, så beder man i fællesskab med alle dem, som også beder.

Jeg er noget i fællesskabet

Den anden grund til, at jeg godt kan lide billedet med legemet, er, at det minder mig om, at jeg er noget i fællesskabet. Nogle er hoved, nogle er hænder, nogle er hjerte, og nogle fødder. Vi har alle forskellige funktioner i legemet. Det hjælper mig også til at se andre som lige værdifulde, for vi har alle forskellige funktioner, og alle dele gør legemet rigere.

Det kristne fællesskab er ikke et, du skal præstere noget for at komme ind i. Det er der, når Jesus får lov til at komme ind i dit liv.


Steffen Birkmose

Skrevet af:
Steffen Birkmose

Lagt på nettet 26.05.2017

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også