Den sidste rejse begynder

En morgen vågnede disciplene og så, at Jesus allerede var vågnet og trådt ud på vejen. Men han gik ikke. Han stod bare stille og så mod syd i retning af Jerusalem med store, mørke øjne. Nu var hans tjeneste i Galilæa forbi.

»Det er snart tid,« sagde han, da de tolv disciple havde samlet sig om ham. »Nu må vi gå til Jerusalem.«

Og med de ord begyndte han straks at gå. Disciplene fulgte ham, forbavsede og fulde af bange anelser.

»Han er et godt menneske,« sagde nogle om Jesus.

»Nej! Han fører folket vild!« svarede andre.

De, der troede på ham, spurgte: »Kunne noget menneske gøre flere tegn, end han har gjort?« Men andre svarede: »Tegn? Manden er besat af en ond ånd. Han gør sine mirakler ved Djævelens hjælp!«

»Nej! Jesus er Kristus. Han er Messias.«

»Hvordan kan I sige sådan noget vrøvl? Skrifterne siger, at Messias skal være af Davids slægt og komme fra Betlehem. Men denne mand – han kommer jo fra Galilæa!«

Sådan gik snakken frem og tilbage i hele landet, og folket delte sig i to lejre. Nogle elskede Jesus fuldstændigt, troede på ham og viede deres liv til ham. Andre hadede ham eller frygtede ham og ventede kun på en lejlighed til at få ham arresteret.

Og mens Jesus langsomt bevægede sig mod Jerusalem, blev følelserne stærkere og stærkere: Kærligheden blev dybere, hadet mere intenst ...

På vejen mod Jerusalem standsede Jesus op mange steder for at prædike og undervise og helbrede. Og fra hvert sted, han besøgte, spredte rygtet sig om hans store gerninger. Mellem Galilæa og Samaria helbredte han ti spedalske, men kun én af dem – oven i købet en samaritaner – vendte tilbage for at takke ham. Uden for Jeriko gav han den blinde Bartimæus synet tilbage. I selve Jeriko kaldte han skatteopkræveren Zakæus ned fra et træ og omvendte ham, så Zakæus betalte alt det tilbage, han havde stjålet fra folk.

Ordet gik ud i verden. Folk hørte ordet, og folk flokkedes på ny om Jesus overalt. Alle mennesker var besynderligt spændte og opstemte, for det var, som om der snart skulle til at ske noget stort.

Jesus fortalte dem ikke direkte, hvad der skulle ske, men han prøvede at forberede dem på det og få dem til at forstå, hvem han var.

»Jeg er den gode hyrde,« sagde han. »Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Mine får hører min røst og følger mig, og jeg giver dem evigt liv. De skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd! Min far har givet dem til mig, og ingen kan rive dem ud af hans hånd. Jeg og Faderen er ét.«

Således talte Herren, og enkelte mennesker begyndte at forstå, at hans mirakler blot var tegn, der skulle vende deres hjerter til ham. De troede på ham. Andre derimod fulgte ham kun, fordi de håbede, der kunne falde noget af til dem, eller fordi de regnede med, at Jesus ville starte et oprør mod det romerske tyranni. Andre igen hadede ham nærmest, men kunne ikke lade være med at følge ham alligevel. Det var en broget og urolig skare, der omgav Jesus i hans sidste dage.

Lagt på nettet 23.03.2003