26.01.2006 12:00 Alder: 14 yrs
Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Hvorfor tillader Gud ondskab og ulykker?

Jeg har stillet et sprøgsmål om Gud, lidelsen og det onde. Du sendte følgende links, som jeg har været rigtig glad for at læse. Kan Gud alt? Hvorfor stoppede Gud ikke Adam og Eva? Skabte Gud det onde? Hvor kommer ondskaben fra? Gud og lidelserne Men jeg mangler bare stadig, at få et svar på: Hvorfor tillader Gud ondskab og ulykker? Jeg forstår det ikke. Hvad har de mennesker der døde i tsnunamien gjort galt – for det var jo normale mennesker, og er mennesker der dør mere syndige end andre? Det kan jeg da næsten ikke tro. Og hvis det er Satans skyld – hvorfor slår Gud ikke Satan ihjel? Han er jo almægtig! Håber I kan konkretisere svarene lidt, for det er lige præcis de spørgsmål mine venner altid retter mod mig, når jeg siger jeg er troende, og siger at Gud er kærligheden og alt det – og så har jeg svært ved at svare igen, for Guds kærlighed kan godt være svær at finde når 200.000 uskyldige mennesker må lide døden!

Svar:

Tak for dit spørgsmål. Ud over de links, Benna har henvist til, har jeg lyst til at svare som følger:

Lidelsen er unaturlig - og uforklarlig

1. Alle andre religioner og livssyn ville kunne give dig et klart og entydigt svar: Hinduismen deler skabelse, ødelæggelse og bevarelse op imellem tre forskellige guddommelige principper; buddhismen betragter enhver form for eksistens som lidelse og enhver form for lidelse som straf for dårligt liv; Christian Science regner lidelse for en illusion, der derfor forsvinder i samme øjeblik, som den erkendes som sådan; islam betragter al ondskab og lidelse i verden som udslag af Guds vilje, som man derfor blot må underkaste sig; og for ateismen er lidelse simpelt hen meningsløs, for der er ikke nogen guddommelig hensigt eller nogen mening med livet. Og så videre.

Derfor er kristendommen enestående blandt verdens mange tilværelsesforklaringer: Den hævder selv, at den mangler sådan et klart og entydigt svar!! Det er en del af dens svar, dens grundholdning til lidelsen: at den ikke kan svare entydigt, fordi lidelse er noget unaturligt i Guds skabte verden. Den har også andet og (meget) mere at sige end dét; men det er en del af dens selvforståelse.

Derfor kan vi opleve ikke-kristne, der tilsyneladende tror, at de i “lidelsens problem” har fundet på en virkelig god indvending imod kristendommen – mens sagen er den, at Bibelen forlængst selv har sat ord på præcis denne frustration og på denne protest imod lidelsen!

“Hvorfor står du så langt borte, Herre? Hvorfor skjuler du dig i trange tider?” (Sl 10,1); “Gud, vær ikke tavs, vær ikke stum og stille, Gud!” (Sl 83,2).

Så når dine venner retter dette spørgsmål imod dig, så er det bedste, du kan gøre, at du helt tydeligt svarer, at det er lige så ubegribeligt for dig, som det er for dem – og at Bibelen selv sætter ord på de samme spørgsmål og undrer sig over dem. Den kristne, der forsøger at give indtryk af, at han har et endegyldigt, klart og entydigt svar, gør sig selv klogere end Bibelen.

Gud ved, hvad han gør

Det betyder ikke, at Gud selv ikke aner, hvad han gør! Men det betyder to ting:

a. Noget i Guds væsen og Guds vilje vil altid være ubegribeligt for mennesker; hvis han var fuldt begribelig for os, var han ikke Gud.

b. Gud har måske villet spare lidende mennesker for det værste af alt: skråsikre mennesker med færdige forklaringer og klare svar, når det, de har mest brug for, er et grædende medmenneske, der er lige så frustreret, vred og fortvivlet som de selv.

Ikke alt er Guds vilje

2. Det er vigtigt, når du skriver, at Gud “tillader” ondskab og ulykker, fx tsunamien. For i modsætning til fx islam mener kristendommen ikke, at det er Guds vilje, der sker. Der kan godt ske noget i verden, der ikke er Guds vilje; det er derfor, vi beder i Fadervor: “Ske din vilje på jorden,som den sker i himlen” – for Guds vilje sker ikke altid på jorden. Det er derfor, Jesus kan sige til Jerusalem: “Hvor ofte har jeg ikke villet samle jer; men I ville ikke”; og så sker menneskers vilje og ikke Guds.

Gud græder

3. Derfor tror vi faktisk på “en grædende Gud” – en Gud, der i Jesus Kristus kommer til os og græder med os: står ved en vens grav og græder, står uden for et afvisende og vantro Jerusalem og græder over byen osv. En Gud, der selv i Getsemane have beder om at blive fri for døden (og ikke bliver det); en Gud, der på korset skriger over, at Gud har forladt ham.

På nogle punkter savner vi altså teoretiske klare svar – i stedet er Gud kommet til os for at dele vore spørgsmål og vores angst og vores bøn med os.

Det her er meget, meget vigtigt! For hvis man (som mange kristne desværre gør) nøjes med at snakke om Guds ubegribelighed, så efterlader det uvægerligt det indtryk, at Gud bare er overlegen og ligeglad og ikke har gidet forklare sig ordentligt! Det er afgørende, at vi i Jesus har en frelser, der “kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd” (Hebr 4,15).

Derfor kan du faktisk også opleve det meget mærkelige, at det ofte er de lidende mennesker selv, der er i stand til (eller prøver på) at fastholde tilliden til Guds kærlighed, mens de mere velbjærgede mennesker sidder på afstand af lidelsen og bruger den som indvending imod de lidende menneskers egen tro på Gud!

Gud er bundet af kærligheden

4. Men hvorfor stopper Gud det ikke altsammen; hvorfor udrydder han ikke bare Satan og slår ham ihjel?

Noget kan vi godt sige om det, selv om det også er usikkert:

a. Det er sandt, at Gud er almægtig, som du skriver. Men han er faktisk ikke “almægtig” i den forstand, som fx islam hævder det: at han simpelt hen kan alt! Der er noget, Gud ikke kan (i modsætning til Allah i islam); han kan ikke gøre noget ukærligt. Der er noget, selv Gud står hjælpeløst over for. Det vigtigste, vi ved om Gud, er ikke at han er almægtig, men at han er kærlig! Det er derfor, Paulus fx taler om “Guds svaghed” (1 Kor 1,25).

Derfor er Satan i kristendommen en reel modstander for Gud og ikke blot (som i islam) en guds tjener, der bare gør Guds vilje.

b. Det er Gud, der sejrer! For han er stærkest! Men når det, om man så må sige, altså “tager tid”, så er det ganske enkelt fordi vi mennesker har blandet os i kampen mellem Gud og Satan. Det var os, der kårede Fanden til fyrste, til “denne verdens gud”(2 Kor 4,4). Og menneskene slår Gud ikke bare ihjel eller vrider armen om på. Han taler med os, appellerer til os, forsøger at kalde på os og overbevise os. For det er ikke underkastelse, han er ude efter, men tro og kærlighed til ham. Fordi vi er hans børn, skabt i hans billede. Han ønsker, at vi selv skal vælge at komme til ham som frie væsener.

c. Måske er det også grunden til, at der overhovedet i Edens have, i tidernes morgen, fandtes et Kundskabens træ og en Slange: Vi var nok skabt uden synd; men vi var ikke skabt med indbygget kærlighed, for det lader sig ikke gøre. Kærlighed kan kun læres i frivillighed. Men skal der være tale om frihed og frivillighed, må der også være tale om et reelt valg og en reel valgmulighed.

Det er indlysende, at det for os virker mest kærligt, hvis han bare gav os et liv uden lidelse. Det er også det, han helst vil; for han er glædens Gud og vil os kun det bedste. Men det er muligt, at der simpelt hen er noget, der er vigtigere end glæde: at vi lærer at elske ham og elske hinanden. Men kan det overhovedet lade sig gøre, uden vi har en reel mulighed for at vælge noget andet end Gud?

Vi skal lægge mærke til, at det faktisk kun er for vores kultur, at glæde er det vigtigste af alt, og at lidelse er det værste af alt. De fleste andre kulturer har (i det mindste til tider) været klar over, at der er noget, der er vigtigere.

Gud straffer IKKE med ulykker og lidelser

5. Endelig vil jeg understrege det, du selv skriver i dit spørgsmål: “Hvad har de mennesker der døde i tsnunamien gjort galt – for det var jo normale mennesker, og er mennesker der dør mere syndige end andre?” Når dine venner spørger sådan, så afslører det netop en tankegang, der er helt fremmed for Bibelen! For det hører til den ikke-kristne, religiøse naturlige tankegang, at lidelse må være straf for noget, man har gjort: “På sin vej så Jesus en mand, der havde været blind fra fødslen. Hans disciple spurgte ham: ‘Rabbi, hvem har syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født blind?’ Jesus svarede: ‘Hverken han selv eller hans forældre har syndet, men det er, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham’.” (Joh 9,1ff). Det sidder i dem som noget helt selvfølgeligt, at lidelse må være straf for synd.

Men den tanke afviser Bibelen på det skarpeste: “På den tid kom nogle og fortalte ham om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Og han sagde til dem: ‘Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte — mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.” (Luk 13,1ff)

Det kan være, at de mest syndige lider mest – men det kan lige så godt være, at det er de bedste og mest fromme, der lider mest.

Jesus er tolken for det uforståelige

Reelt tror jeg, at hele dette spørgsmål er håbløst og umuligt – sålænge man bare diskuterer “Guds vilje” og “Guds godhed” og “Guds almagt” osv. Og jeg vil gætte på, at det er det, dine venner hele tiden har villet diskutere og endevende. Men sagen er jo den, at der ikke er noget menneske, der kender Gud eller forstår Gud. Vi ved ingenting om ham! Vi ved kun det om ham, vi ved gennem Jesus. Derfor er det, det går galt, når folk snakker så meget om Gud, men ikke om Jesus:

“Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk” (Joh 1,18). Gud er uforståelig; derfor har han givet os en tolk, en oversætter, der kan oversætte hans fjerne, uforståelige tale til kærlighedens sprog.

Jeg kan da sige for min egen del, at al den snak om Gud ville ikke sige mig en brik, hvis jeg ikke hele tiden havde Jesus at vende mig til. For i ham kan jeg godt se, at Gud er kærlighed! Det kan jeg ikke se af selv de bedste forklaringer og spekulationer. Men jeg kan godt se, at hvis Jesus virkelig var den, han sagde, han var, så er Gud Fader i Himmelen også den, Jesus siger, han er. Så er Gud Fader sådan, som Jesus er! Og så kan jeg stole på det.

Så indtil man vender sig til Kristi person, sådan som vi kender ham fra evangelierne, så giver det hele ingen mening. Det er først, når vi ser Kristus for os, det begynder at give mening.

Jeg har skrevet to bøger om dette emne, som stadig kan skaffes: “Gud, hvorfor sover du?” og “Jamen bad jeg da for lidt?

Jeg ville selvfølgelig selv ønske, at jeg kunne give dig et mere klart og entydigt svar. Men på den anden side: Hvis der var en, der sagde, at han havde nu skrevet et svar på 2 A4-ark, der “klart og entydigt” forklarede, hvordan kærligheden mellem mand og kvinde hang sammen, ville du så ikke blive mistænksom?


Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Lagt på nettet 26.01.2006

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også