Skærtorsdag: De sidste timer

Da de skulle spise, var der et øjebliks pinlig tavshed lige i begyndelsen. Alle sad ved bordet, men ingen spiste, og ingen sagde noget. Med kærlige, men bedrøvede øjne så Jesus da på sine disciple én efter én.

Han vidste, at det nu var tid for ham at forlade dem og gå sin død i møde. Han vidste også, hvem af dem der ville forråde ham.

Judas sad med rynket pande og nedslået blik og drejede sit bæger mellem hænderne.

Simon Peter gengældte Jesu blik og smilede lidt nervøst. Jesus smilede ikke tilbage.

Johannes, som sad ved siden af Jesus, så først spørgende og så forventningsfuldt på sin Herre og Mester.

Jakob og Filip, Thomas, Matthæus, Bartholomæus, Andreas, Jakob Alfæus’ søn, den anden Simon og Thaddæus sad alle sammen rundt om bordet og så på Jesus med forventningsfulde eller usikre miner. »Hvad skal der ske nu? Hvad tænker han på?«

Pludselig rejste Jesus sig, lagde sin kjortel fra sig og bandt et håndklæde om livet. Så hældte han vand op i et fad, bøjede sig ned og begyndte at vaske fødder på den nærmeste af disciplene: Johannes.

Efter at have tørret Johannes’ fødder med håndklædet fortsatte Jesus til den næste discipel og gjorde det samme for ham. Den ene efter den anden fik disciplene vasket fødder af deres Herre ... indtil Jesus nåede til Peter.

Peter trak sine fødder op under sig og sagde: »Herre, du skal da ikke vaske mine fødder!«

Jesus blev liggende på knæ foran Peter og svarede: »Hvad jeg gør, forstår du ikke nu, men senere vil du forstå det.«

»Nej!« sagde Peter bestemt. »Nej, Herre. Du skal aldrig vaske mine fødder!« Jesus begyndte at rejse sig op. »Hvis jeg ikke vasker dig, Peter, så har du ikke fællesskab med mig.«

Da ombestemte Peter sig i en fart. Han stak ikke bare fødderne, men også hænderne frem, og sagde: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet ...«

Men Jesus sagde: »Peter, den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I, mine disciple, er rene; dog ikke alle.«

Judas legede med bægeret i sin hånd og stirrede på den røde væske i det.

Da Jesus var færdig med at vaske fødder på alle disciplene, tog han sin kjortel på og satte sig til bords igen. Så sagde han: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Men når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så må I også kunne gøre det samme for hinanden. Jeg har givet jer et forbillede, et eksempel. Husk det, og tjen hinanden i kærlighed.«

Nu gik lammestegen rundt ved bordet. Disciplene skar hver især et stykke af og begyndte at spise med god appetit. Brødet blev også sendt rundt, og disciplene brækkede stykker af til sig selv, dyppede brødet i sovsen og spiste. Det var et dejligt måltid, men der var i hvert fald én, der ikke rigtig kunne nyde det, og det var Jesus. Han virkede så sørgmodig, og pludselig sukkede han dybt og sagde vemodigt: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.«

Straks holdt alle op med at spise og sad helt stille. Disciplene stirrede helt forskræmt på hinanden. Så begyndte de at snakke ophidset i munden på hinanden. »Ja, det er i hvert fald ikke mig. Er det vel mig, Herre? Er det vel?« Jesus rørte sig ikke og hævede ikke stemmen, men fortsatte, som om han ikke havde hørt deres spørgsmål: »Menneskesønnen går nu snart bort, som det er profeteret, men ve det menneske, som han forrådes af! Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født!«

Peter signalerede til Johannes, at han skulle spørge Jesus, hvem forræderen var. Johannes lænede sig så ind til Jesus og hviskede: »Hvem, Herre? Hvem er det?« Jesus svarede: »Jeg tager nu et stykke brød og dypper det. Den, jeg giver brødet – det er forræderen.« Jesus rakte brødet til Judas, men Judas ikke så meget som blinkede med øjnene. »Hvad du gør, gør det snart,« sagde Jesus. Da rejste Judas sig og listede stille ud i natten.

Dette måltid var efterhånden på godt og ondt blevet noget ganske særligt for disciplene, og nu gjorde Jesus noget, som de aldrig skulle glemme. Han tog påskebrødet – det uhævede brød – og udtalte en velsignelse over det. Så brækkede han det i stykker og gav sine disciple det og sagde: »Tag dette og spis det. Det er mit legeme.« Disciplene tyggede omhyggeligt brødet og slugte det, mens de så undrende på deres Herre. Hans legeme! Jesus tog så bægeret med vin og lod det gå rundt, idet han sagde: »Drik alle heraf. Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.« De lod tavse bægeret gå rundt og drak hver en slurk, men følte sig underligt til mode. Hans blod!

Så sagde Jesus: »Fra nu af skal jeg ikke drikke vin, før den dag jeg drikker den sammen med jer i min faders rige. Kun en kort tid endnu er jeg hos jer, og så skal Menneskesønnen herliggøres. Jeg må forlade jer, mine børn ...«

Alt i Peter gjorde oprør ved de ord, men han kæmpede for ikke at tale Herren imod, som han havde gjort det tidligere. Han måtte tie stille! »... I skal lede efter mig, men hvor jeg går hen, kan I ikke komme.«

Kan I ikke komme! Ordene ramte Peter som et slag, men han bed tænderne sammen og modstod trangen til at protestere. Han snakkede for meget. Han måtte lære at tie stille!

»Derfor giver jeg jer et nyt bud,« fortsatte Jesus. »Det skal I overholde for jeres egen skyld, og for at alle kan vide, at I er mine disciple. Og dette er budet: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.«

Så kunne Peter ikke holde sig længere: »Hvorfor, Herre? Hvorfor kan jeg ikke følge dig nu?« Peter lød næsten vred, så fortvivlet var han over at skulle skilles fra Jesus.

Jesus så mildt på sin stærke og temperamentsfulde discipel og sagde: »Du vil komme til at gå samme vej som jeg, Peter – men ikke endnu.«

»Men hvorfor ikke?« blev Peter ved. »Hvorfor må jeg ikke følge dig nu? Jeg ville dø for din skyld.«

»Ingen af jer vil dø for min skyld, Peter,« sagde Jesus, uden at der lå nogen bebrejdelse i ordene. »Allerede i aften vil I alle sammen svigte mig og flygte til alle sider som får, når deres hyrde bliver angrebet ...«

»Ikke jeg!« sagde Peter fast og skød brystet frem. »De andre, måske. Andreas ville måske gøre det. Måske også Jakob og Johannes, men ikke jeg. Jeg vil blive hos dig og kæmpe for dig, Herre. Jeg vil følge dig i fængsel eller i døden!«

»Peter!« sagde Jesus irettesættende, og den fremfusende discipel faldt straks ned igen. »Peter,« begyndte Jesus igen med sorg i stemmen, »før hanen galer i morgen, vil du have fornægtet mig tre gange!«

Den besked tog næsten vejret fra Peter, men han mumlede trodsigt: »Nej, jeg vil ej. Om de så truer mig med både det ene og det andet, så vil jeg ikke fornægte dig.«

Peter og de andre disciple var nu blevet modfaldne og forvirrede og sad alle og stirrede tomt på deres tallerkener uden at tale eller spise.

Pludselig smilede Jesus og sagde: »Bliv nu ikke helt modløse. Tro på Gud og tro på mig. I min fars hus er der mange boliger. Jeg vil gøre en plads klar til jer, og så vil jeg selv komme og hente jer, så I kan være sammen med mig igen. I kender vejen til det sted, hvor jeg nu går hen.«

Men Thomas næsten råbte: »Nej, Herre! Vi ved ikke, hvor du går hen. Hvordan kan vi så kende vejen?«

»Vejen?« sagde Jesus og smilede varmt til Thomas. »Se på mig, Thomas. Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, så kender I også Faderen. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«

Jesus bredte armene ud mod dem alle og sagde kærligt: »Mine kære børn. Jeg efterlader jer ikke faderløse. Når jeg er gået bort, vil Faderen give jer en anden talsmand. Det er Helligånden, Sandhedens Ånd. Han skal være mit vidne. Han skal undervise jer og minde jer om alt det, jeg har sagt til jer.

Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer. Bliv ikke forfærdede og vær ikke modløse.«

Så rejste Jesus sig, gik hen til døren og åbnede den. Det var mørk nat udenfor.

»Nu vil jeg ikke tale meget mere til jer,« sagde han, »for nu kommer verdens fyrste. Han ville intet kunne gøre mig, hvis ikke jeg frivilligt gav mig i hans vold. Jeg ofrer mit liv, fordi jeg elsker jer og alle mennesker, og fordi jeg ønsker at adlyde Faderen.

Kom nu med mig, så vil vi finde et sted, hvor vi kan være i fred i de sidste timer.«

Jesus lukkede sin kjortel godt til mod den kølige nattevind, og sammen med sine elleve disciple gik han ud i Jerusalems mørke nat. Mens de nu gik af sted, bad Jesus højt til Faderen, om at han ville være med alle dem, der troede på ham. Han bad Gud om at beskytte og opmuntre de troende, bevare dem i sandheden og bevare deres enhed. De krydsede Kedrondalen og kom til Oliebjerget, til et lille afsides sted, der hed Getsemane. Her kunne de være i fred. Her gik nu Jesus ind med tre af sine disciple: Peter, Jakob og Johannes. Men da de gik ind gennem porten til Getsemane, mumlede Jesus: »Min sjæl er fortvivlet til døden.«

De ord brændte sig ind i Simon Peter, men han vidste ikke, hvordan han skulle trøste sin ven og Herre.

»Vent her,« sagde Jesus til disciplene. »Og prøv at holde jer vågne.« Jesus gik så videre og lod sig opsluge af mørket. Da faldt Jesus ned på sit ansigt og råbte fortvivlet ud i natten: »Fader! Åh, fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi.« Angstens sved brød frem på hans pande og løb ned ad hans kinder, men midt i sin angst og pine sagde han til Gud: »Dog ikke som jeg vil, men som du vil.«

Så gik han tilbage til sine tre disciple.

»Peter?« kaldte han dæmpet. »Jakob? Johannes?« Der kom intet svar.

Så fik han øje på dem: De lå på jorden og var faldet i søvn. »Kunne I da ikke engang våge med mig en time?« hviskede han.

Så ruskede han blidt Peter og sagde: »Vågn op! Prøv nu at holde dig vågen og bed om, at du ikke må falde i fristelse. Din ånd er rede, Peter, men kødet er skrøbeligt.« Peter skammede sig meget over at være faldet i søvn. Han stønnede og kæmpede for at komme op at stå. Jesus ruskede så Johannes og sagde: »Nu er det tid. Nu skal Menneskesønnen overgives i synderes hænder.« Ligeledes vækkede han Jakob og sagde: »Stå op. Han, som forråder mig, er nær.«

De tre disciple var forvirrede og søvndrukne og vidste ikke, hvad de skulle sige. Men pludselig hørte de lyde, som gjorde dem helt vågne. Det var lyden af fødder, som trampede i takt, og lyden af metal, der klirrede mod metal. Disciplene kneb øjnene sammen og så i retning af Jerusalem. I mørket kunne de se et fakkeltog, der snoede sig ind og ud mellem træerne og var på vej i retning hen imod dem. Det kunne næsten kun være ... soldater!

Og ganske rigtigt: Pludselig trådte en deling soldater anført af Judas frem fra mørket. De omringede hurtigt Jesus og de tre disciple. Judas trådte så frem og udpegede Jesus for soldaterne ved at hilse ham med et kys på kinden. Straks greb soldaterne Jesus og førte ham væk. Hans disciple flygtede i alle retninger – som skræmte får.

Hele salen var fuld af præster og skriftkloge og andre, som gerne ville se Jesus dømt. Jesus selv stod alene midt i rummet med rank ryg og et roligt udtryk i ansigtet.

»Lad os høre vidnerne!« Den i hast arrangerede retssag fandt sted i ypperstepræstens hus. Udenfor på gårdspladsen stod ypperstepræstens egne folk. Der var ingen venner af Jesus til stede. Det vil sige, der var én, for Simon Peter havde lige så stille listet sig ind i gården og stod nu og varmede hænderne ved et bål.

»Vidnesbyrd!« råbte ypperstepræsten Kajfas. »Hvor er vidnerne mod denne mand? Hvad er hans forbrydelse? Sig frem!« En mand forlod sin plads op ad væggen og trådte frem. »Jeg har hørt ...«

»Højere!« råbte Kajfas.

Manden råbte så med en latterligt høj stemme: »Jeg har hørt Jesus sige, at han ville rive templet, Guds tempel, ned og bygge det op igen på tre dage.«

»Det hørte jeg også!« råbte en anden mand straks. »Sådan sagde han. Det er rigtigt.« Ingen af de to mænd turde se hen på Jesus, for de vidnede begge falsk.

Men Kajfas smilede og lænede sig frem i sin stol. »Nå, Jesus af Nazaret,« sagde han. »Hører du, hvilke alvorlige anklager disse mænd fremfører imod dig? Hvad har du at sige til det?«

Præsterne vædede læberne og gjorde sig klar til at fremføre alle de argumenter, de på forhånd havde forberedt imod Jesus. De skriftkloge lagde armene over kors, for de ville le hånligt ad Jesus, ligegyldigt hvad han sagde. Tjenerne åbnede deres munde klar til at råbe forarget, som deres herre havde befalet dem at gøre det, så snart Jesus sagde noget.

Men Jesus sagde ingenting.

»Svar på anklagerne!« befalede Kajfas.

Men Jesus stod blot stille og åbnede ikke munden. Da slog ypperstepræsten i bordet og råbte: »Jeg besværger dig ved den levende Gud: Sig os, er du Kristus, Guds søn?«

Da så Jesus ypperstepræsten lige ind i øjnene og sagde: »Ja, JEG ER.«

Alle stod målløse ved det svar og kunne hverken tale eller le hånligt eller huje. »Og herefter,« fortsatte Jesus, »skal I se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme på himlens skyer.«

Da vågnede ypperstepræsten som den første af trancen. Han flængede sine klæder og råbte: »Blasfemi!« Han gjorde en fejende bevægelse med armen ud over alle i salen. »I har alle hørt det! Han har spottet Gud! Behøver vi flere vidner, eller hvad siger I?«

Da svarede de andre i rådet: »Han er skyldig til døden!«

»Døden!« gentog Kajfas og slog hånden i bordet. »Det er så dommen!«

Imens havde Peter stået og stirret ind i bålet i gården og tænkt sine egne dystre tanker. Han havde ikke lagt mærke til, at en kvinde ved siden af ham stod og studerede hans ansigt. Til sidst rørte hun ved hans skulder, og han gav et lille spjæt af forskrækkelse. »Undskyld,« sagde hun, »men var du ikke sammen med Jesus, galilæeren, ham de dømmer nu inde i huset?« Peter så sig nervøst om. Var der andre, der havde hørt, hvad hun sagde? »Nej,« sagde han så. »Det må være en anden, du tænker på. Jeg ved ikke, hvad du snakker om.« Så rykkede han lidt nærmere til ilden, men hans pande glinsede allerede af sved, selv om natten var kølig. »Det var ham,« mumlede tjenestepigen og gik ud af gården.

Et øjeblik efter så Peter hende vende tilbage med tre mænd. Han passede på ikke at se direkte derhen, men ud af øjenkrogen kunne han konstatere, at hun pegede hen imod ham. Pludselig virkede gårdspladsen fyldt med fjender. Peter sprang op og råbte: »Så hør dog, hvad jeg siger, kvinde: Jeg har ikke noget med den mand at gøre!« Ved det voldsomme udbrud vendte alle i gården deres ansigt imod ham. Den tidlige morgens lys farvede ansigterne næsten helt hvide. Blege, anklagende ansigter.

»Du har galilæisk accent, min ven,« påpegede en mand. »Du er da vist hans discipel.« Med øjne lysende af frygt begyndte Peter at bande og sværge. »Nej, jeg er ej. Jeg sværger ved Gud: Jeg kender ikke den mand!«

I samme øjeblik galede en hane i nærheden. Døren gik op, og nogle soldater førte Jesus tværs hen over gårdspladsen. Jesus snublede ... og så op på Peter.

Peter havde hørt hanen gale og følte nu sin Herres blik som et knivstik i hjertet. Han huskede ordene: ‘fornægte mig tre gange’. Da løb Peter ud af gårdspladsen og ind i en lille, mørk gyde. Her støttede han hovedet mod muren og græd af skam og sorg.

Lagt på nettet 16.04.2003