02.03.2003 12:00 Alder: 21 yrs

Skrevet af:
Walter Wangerin

Modstanden vokser

»Vi har holdt øje med dig!« sagde nogle farisæere en dag med harme i stemmen til Jesus. »Du bryder loven, når du lader dine disciple samle korn på sabbatten for at spise det. Når man samler korn, så arbejder man, og Guds lov forbyder os at arbejde på sabbatten. Desuden ved vi, at du selv har helbredt på sabbatten. Det er også arbejde og derfor forbudt.

Dine disciple overholder heller ikke vore fædres skikke, når de spiser uden først at vaske hænder. Nu spørger vi dig så: Hvilken lærer kan tillade en så slap og ukorrekt livsførelse?«

Men Jesus svarede vredt: »I hyklere! I ignorerer Guds bud for at leve efter menneskers love! I giver tiende af jeres ubetydelige krydderier – mynte, dild og kommen – mens I glemmer de vigtigere befalinger om retfærdighed, nåde og tro! I blinde vejledere! I sier myggen fra, men sluger kamelen!«

»Nå, så det siger du!« udbrød farisæerne fornærmede. Den besked havde de ikke ventet, men de ville ikke give op så let. De ville prøve Jesus og bad ham derfor om et tegn – et mirakel, der kunne bevise, at han var sendt af Gud.

Men Jesus ville ikke give dem noget tegn: »En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end Jonastegnet. For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, således skal jeg, Menneskesønnen, være tre dage og tre nætter i jordens skød. Lyt til mine ord, for her er mere end Jonas.«

De religiøse ledere, der havde udfordret ham, gik nu bort, men tænkte ved sig selv: »Den mand skal bringes til tavshed, koste hvad det vil!«

Men Jesus førte nu sine disciple væk fra de skriftkloge og farisæerne, væk fra folkeskarerne, væk fra Kapernaum og helt ud af Galilæa. Han tog dem med sig til de nordlige egne, hvor de kunne være alene.


Skrevet af:
Walter Wangerin

Lagt på nettet 02.03.2003

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også