Hvad er gnosticisme?

Denne artikel er et uddrag fra Oskar Skarsaunes "Den ukendte Jesus" (Forlaget Fokal 2006)

Ethvert forsøg på at besvare dette spørgmål kort indebærer et vist mål af forenkling. Jeg beder læseren huske dette hele vejen i det følgende.

Tidligere var det almindeligt at tale om gnosticismen som en bevægelse med en forholdsvis fast og fælles lære. Sådan taler man ikke længere. For forskerne er gnosticismen mere og mere blevet en sammensat og mangfoldig størrelse, så sammensat, at nogle har foreslået at droppe begrebet. Men det er måske en overreaktion. Det er fortsat muligt at se en del ret karakteristiske fællestræk, som ganske vist ikke foreligger »komplet« i alle teksterne, men som alligevel gengiver hovedlinjerne i en bestemt opfattelse af verden. Og de fleste af teksterne giver god mening på baggrund af denne opfattelse.

Gud som et kraftfelt

Jeg gør her et forsøg på at tegne disse hovedlinjer i et enkelt rids: Vi begynder hos Gud eller Faderen i den guddommelige verden. Gud kan vi forestille os som et vibrerende kraftfelt af guddommelige energier. Hele kraftfeltet blev af nogle gnostikere kaldt »Fylden«. I dette kraftfelt skal vi videre forestille os nogle knudepunkter, nogle halvt personificerede »kræfter«. Nogle gnostikere kaldte disse guddommelige kræfter »æoner« (græsk for »verdener«).

Engang før al jordisk tid faldt én (eller flere) af disse æoner ud af den guddommelige fylde, ud i det tomme rum. Der var det koldt og ensomt, og i sin forvirring »skabte den sit stof i det tomme uden at kende sandheden. Den fortsatte med at skabe, idet den i kraft og skønhed formede en erstatning for sandheden« (Sandhedens evangelium, 17.15-20, her citeret efter Jansen, s. 65).

Skaberværket vurderes derfor negativt, det er stofligt, materielt, mens sandheden er af åndelig, ikke-materiel art.

Vi forstår, at denne fremmedgjorte æon, som skabte verden, på én eller anden måde er identisk med den gud, som ifølge Det Gamle Testamente skabte det fysisk-konkrete skaberværk. Dermed er Det Gamle Testamentes skabergud på ingen måde identisk med den højeste Gud, med Fylden eller Faderen.

Den guddommelige sjæl

Fragmenter af det guddommelige er blevet fanget i det materielle skaberværk - det er menneskesjælene. Menneskets sjæl føler sig derfor fremmed i det materielle skaberværk og med rette, for sjælens ophav er den guddommelige verden. Men dette ophav har menneskesjælene glemt, de lever i »glemselen«.

De største og væsentligste spørgmål for et menneske er derfor: Hvor kommer vi fra, hvor er vi havnet, og hvor går vi hen? Svaret består i, at mennesket vinder indsigt i sin sande natur. Vi har egentlig svaret på spørgmålet inde i os, når vi bare bliver klar over vor egentlige natur: at vi stammer fra Gud og skal tilbage til Guds verden. Vi skal på ny gå op i Fylden. Og vejen dertil går gennem indsigt i vor natur, vejen består i den sande kundskab.

Det græske ord for kundskab i denne sammenhæng er gnosis. Dette har været ophav til udtrykkene gnostikere, gnosticisme og gnostisk. Gnostikerne opfatter ofte sig selv som en udvalgt elite blandt menneskene, for de tilhørte de få, som havde denne kundskab. For dem var det en opgave at videregive denne kundskab, sådan at andre også kunne få del i den og derved få del i lyset og blive oplyst i deres indre.

Men mange gnostikere var ikke særlig optimistiske, når det gjaldt muligheden hos det store flertal. De anså den store hob af mennesker som hjælpeløst fanget i det materielle, af begæret efter denne verden. Men der var også nogle, der befandt sig i en slags mellemstilling, de havde muligheden for at blive kundskabsmennesker og lysmennesker med indsigt, når bare nogle hjalp dem med at finde sandheden inde i sig selv.

En slags buddhisme

Hos mange læsere vil der sikkert melde sig tanker om buddhisme i det, som her er refereret. Jeg tror, sådanne associationer er rigtige, men det er vanskeligt at påvise direkte »lån« fra Indien i gnosticismen. Påvirkningen har måske været mere indirekte via blandingskulturer i Persien og Mesopotamien.

Det, der er ret sikkert, er, at disse impulser fra øst foreligger i tre »udgaver« i Middelhavsområdet i oldtiden: Vi har en »hedensk« gnosticisme, en »jødisk« og en »kristen«. De sikre kilder for disse forskellige udgaver stammer alle fra det andet århundrede e.Kr. og senere. Der foreligger muligvis kritik af en meget tidlig form for gnosticisme i nogle af de seneste skrifter i Det Nye Testamente, men den »færdige pakke« af gnostiske læresystemer kan vi først påvise i det andet århundrede, ikke i det første.

Skabelsen er noget negativt

Den jødiske og den kristne gnosticisme har det tilfælles, at de begge viser stor interesse for de gammeltestamentlige tekster, og ikke mindst Bibelens begyndelse, fortællingerne om skabelse og syndefald. Gnostikerne betragter disse tekster som sande og vigtige og lægger meget arbejde ind i tolkningen af dem. De henter også vigtige begreber fra dem. Men de læser dem på en helt anden måde, end man traditionelt havde gjort det blandt jøder og kristne.

Gnostikerne foretager en form for spejlvendt læsning af disse tekster. Skaberguden og skaberværket er de negative kræfter i spillet, mens slangen og dens forsøg på at hjælpe menneskene til – ja, netop: kundskab! – vurderes positivt.

I jødisk og kristen sammenhæng blev skaberværket vurderet positivt, og forestillingerne om evig frelse var ofte knyttet til ganske konkrete tanker om, at også skaberværket skulle fornyes og forløses og så at sige udgøre rammen om det evige liv for menneskene. Det Gamle Testamente er fuldt af konkrete og til dels frodige, »jordiske« billeder af det evige liv, og det blev overtaget af den tidlige kristendom uden modforestillinger.

Hvad man tænkte om skaberværket i begyndelsen og om det evige liv til sidst, hang forståeligt nok sammen. »Som de første ting – sådan også de sidste«. Bedømte man skaberværket positivt, skabte det få problemer at forestille sig det evige liv som en ny og forbedret udgave af skaberværket, som det var. De kirkelige forfattere, som fra ca. 150 e.Kr. tager udfordringen fra gnostikerne op, anklager dem næsten uden undtagelse for netop dette: at de spotter Skaberen og taler dårligt om hans skaberværk.

Budbringeren Jesus

Hvor passer Jesus ind i det gnostiske syn? Det er klart, at hvis Jesus skal spille en rolle her – han gør det ikke i den jødiske og hedenske gnosticisme – så må det blive som overbringer af den frelsende kundskab. Den guddommelige æon »Kristus« kommer fra Fylden eller fra Faderen, den højeste Gud, den stiger ned til menneskenes verden og tager bolig i mennesket Jesus, eller iklæder sig noget, som ser ud som en materiel menneskekrop, men ikke er det.

Som menneske er han først og fremmest lærer, og det, han underviser menneskene om, er en sandhed, som de egentlig alle sammen har i sig, men de har glemt den. Kristi opgave bliver at vække den slumrende kundskab, som menneskene har om sig selv. Det siges også i flere af teksterne, at han bringer menneskene kundskab om, hvordan de skal passere de fjendtlige magter, som vil møde sjælen på dens opstigning til den himmelske verden efter døden.

Nej til sex

Til sidst i denne skitse skal jeg nævne en side ved gnosticismen, som ofte overses, særligt af mange af gnostikernes nutidige beundrere: Gnostikerne sagde et mere eller mindre konsekvent nej til sex og i sammenhæng med det også nej til køn.

Den kønslige forplantning var skabergudens opfindelse og bidrog til at opretholde skaberværket. Desuden var forskellen mellem mand og kvinde – selve forudsætningen for sex – opstået ved, at et oprindelig tvekønnet urmenneske var blevet delt i to. Menneskenes kønsidentitet var derfor udtryk for en mangel, en splittelse, som skulle overvindes. Ikke gennem seksuel forening, men gennem overvindelse eller udslettelse af kønsforskellen. Her var sex ikke nogen udvej, men snarere en hindring, for sex fremhævede kønsforskellen og befæstede den.

I dette spørgsmål kan det se ud, som om der i nogle af de gnostiske tekster var tanker om ligestilling i forholdet til kønnenes ophævelse: Både mænd og kvinder skulle overvinde kønsforskellen og kort og godt blive »mennesker«. Andre tekster taler derimod om, at kvinder skal blive lige som mænd for at blive mennesker fuldt ud. Der er muligvis en spænding mellem teksterne her. Men det er også muligt, at de går bedre sammen, end man umiddelbart skulle tro.

Den guddommelige fornuft og den dyriske følelse

Det kan være nyttigt at sige nogle ord om antikkens menneskesyn generelt. Jeg skal igen understrege, at jeg gør mig skyldig i forenkling og tegner med ret store streger. I den græske filosofi , som var meget indflydelsesrig, delte man gerne menneskets sjæleliv i to dele: fornuft og følelser.

Fornuft og følelser står hinanden imod. Fornuften repræsenterer det mest guddommelige i mennesket. Følelserne forbinder os med dyrene og repræsenterer det dyriske. Hvor følelserne tager overhånd, udslukkes fornuften. Hvor fornuften dominerer, beherskes og tøjles følelserne.

Den generelle tendens i antikken var at betragte kvinden som mest domineret af følelser, manden som mere fornuftig. Dette gjaldt også følelserne på kønslivets område. Antikken var helt fremmed for den victorianske tidsalders vurdering af kvinden som nærmest aseksuel. Tværtimod var kvinden både i krop og sjæl meget mere præget af forplantningsprocessen i alle dens aspekter, end manden var. Hun var jo mere intenst, omfattende og – ikke mindst – langvarigt involveret i det hele end manden. Mænd kunne måske abstrahere fra det kropslige, kvinderne kunne ikke. Og ud fra et gnostisk udgangspunkt blev dette handikap hos kvinder bare forstærket.

Gennem de kropslige funktioner tilknyttet forplantningen var kvinderne endnu mere knyttet til det fysiske og materielle og dermed til skabergudens projekt, end mændene var. På den baggrund bliver der ingen absolut modsætning mellem på den ene side de tekster, som siger, at begge køn skal overvinde deres specifikke kønspræg, og på den anden side de tekster, som siger, at kvinden først må nå mandens niveau for så at blive menneske. Dette vil hjælpe os til at forstå nogle af udsagnene om Maria Magdalene, som vi støder på i de gnostiske tekster fra Nag Hammadi.

Lagt på nettet 15.05.2006