Jeg har et yndlings-
Lad mig bare være ærlig: Jeg samler på ting. Jeg tror, jeg har samlet på ting hele mit liv, forskellige ting. Jeg har samlet på frimærker, skateboards, guitarer ja endda brevpapir.
Mit yndlings-
Lige nu samler jeg på spørgsmål. Spørgsmål, som jeg kan stille mennesker, jeg møder, så jeg hurtigere kan finde ud af, hvilket menneske det er, jeg står overfor. Fordi jeg gerne vil lære det menneske bedre at kende.
Og ligesom med alle andre ting, så har jeg et yndlings-. Jeg havde et yndlingsfrimærke (der var en kat på) et yndlingsskateboard, en yndlingsguitar og et yndlings-stykke-brevpapir (Diddl med en mærkelig syntetisk duft af appelsin).
Jeg har også et yndlingsspørgsmål. Det spørgsmål ændrer sig hele tiden. Indimellem kan jeg godt lide at spørge, hvor folk kommer fra, så lærer jeg lidt dansk geografi, og jeg finder ud af, hvor de mennesker, jeg snakker med, kommer fra, og hvad de kommer med. Men lige i øjeblikket er der især et spørgsmål, som jeg nyder at spørge mennesker om: Hvad tror du, Gud tænker om dig?
Det er jo nemlig sådan, at vi mennesker nemt kan komme til at bruge meget energi på at fokusere på, hvad andre mennesker tænker om os. Men jeg tror faktisk, at flere af os gør os meget få tanker om, hvad Gud tænker om os.
Gud kender os
Hvis nu den Gud, som Bibelen og kristendommen beskriver, er til, så har det jo faktisk lidt at sige, hvad han tænker om os. Bibelen beskriver, at Gud kender os ud og ind – måske kender kristendommens Gud os bedre, end vi kender os selv. Men hvad tænker han så om dig?
Du sidder måske med en masse tanker om, hvad Gud kunne finde på at tænke om dig, og af gode grunde hverken kan eller vil jeg udtale mig om, hvorvidt de tanker er rigtige eller ej. Men jeg tror, der er ting, som gælder alle mennesker til alle tider:
Jeg tror, at Gud er en gud, der brænder for at være sammen med os mennesker. Gud ønsker så meget at være sammen med os, at han var villig til at dø for os – og ikke bare villig til det, han gjorde det faktisk. Det fortæller mig, at Gud virkelig, virkelig virkelig ønsker at være sammen med os.
Gud elsker os
Bibelen siger, at Gud elsker mennesker, ja, faktisk ikke bare elsker os, men han kan også godt lide os og vil gerne være sammen med os. Det fortæller Bibelen os, og det viser Jesus’ død på korset os.
Men det er jo bare, hvad jeg tror: Gud elsker dig, han kan lide dig, og han vil gerne være sammen med dig – spørgsmålet er nu: Hvad tror du?
Lagt på nettet 02.07.2021
Samtalerum
I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"
Læs også
- Ønsker Gud i GT kun at frelse Israel?
- Hvordan skal vi forstå Jesu lignelser?
- Hvad betyder det at lægge sig i Guds hænder?
- Er nogen særligt udvalgte?
- Hvad er livets mening?
- Kan Gud ikke frelse alle?
- Kan jeg ophæve min dåb og konfirmation?
- Kan Gud ikke blande sig udenom?
- Kan troen vende tilbage?
- Hvad er "Herlighedsteologi"?