20.12.2001 12:00 Alder: 23 yrs

Skrevet af:
Leif Andersen

Hvornår er jeg en rigtig kristen?

Jeg vil gerne begynde, ikke med begyndelsen (det med gradbøjningen af troen), men med det vigtigste: Er du en "rigtig" kristen? For det er det vigtigste spørgsmål i verden! Vi ved jo fra det Ny Testamente, at der findes selvretfærdige "kristne", falske "kristne", hykleriske "kristne" - så selv om Ny Testamente ikke ligefrem selv vil bruge udtrykket "en "rigtig kristen", så er det virkelig det, det handler om: Er jeg indenfor eller udenfor?

Paulus siger: "Ransag jer selv, om I er i troen! Prøv jer selv! Ved I ikke, at Jesus Kristus er i jer? Ellers står I ikke jeres prøve." (Paulus' 2. brev til Korintherne 13,5). Hvad er så svaret? - Ja, JEG kan ikke give dig det! Og det er ikke bare, fordi vi ikke kender hinanden; selv om jeg kendte dig ud og ind, ville jeg til syvende og sidst ikke kunne svare på det. Ligesom du heller ikke vil kunne sige, om jeg er det. For jeg kunne være en hykler og bedrage andre; jeg kunne bedrage mig selv - det findes jo, det er muligt at bedrage sig selv! Derfor kan vi heller ikke rende rundt og rykke hinanden i ærmet og spørge: "Jeg er da godt nok en kristen, er jeg ikke?"; for det kan og må vi ikke svare på. Kun Gud kender det svar. Der har været alt for mange, der har villet dømme andre mennesker indenfor eller udenfor!

MEN: Du vil SELV kunne svare på det! At vi ikke kan svare på det på hinandens vegne, betyder ikke, at vi så skal tåge rundt i uvished og tvivl. Selvbedraget kan brydes; det er muligt at få VISHED: "Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv." (Johannes' 1. brev 5,13). Vi har lov til at vide det! Og hvem er det, der kan vide, at de har evigt liv? Det er dem, der tror på Guds søns navn!

Tror du, at Jesus er Kristus? - altså at han er Guds søn, sådan som det Gamle Testamente forventer ham og det Nye Testamente forkynder ham? Læg mærke til, at her er der ikke tale om, hvorvidt du nu føler vished! Følelsen af vished er en dejlig oplevelse; man kan mærke, at Gud er nær, og at Jesus taler til én osv - altså bortset fra, når man IKKE kan! For følelsen af vished kan komme og gå; og nogen har den nærmest aldrig (det er måske det, du kalder envejskommunikation?!). Andre har den næsten altid. Det er ikke afgørende. Det afgørende er: Tror du på Guds søns navn? Hvis du regner ham for en hykler, en bedrager, en gal mand, en vismand (der bare tog fejl i det med at være Guds Søn!) eller en sagnfigur, så tror du ikke på Guds søns navn. Så har du ikke evigt liv. Men hvis du tror, at han er den, han siger, han er, så har du evigt liv. Så er du en "rigtig" kristen!

Det er meget mærkeligt, at kristne kan gå helt i spåner over det med, at de ikke rigtig føler sig som troende, eller de ikke rigtig ved, om de nu tror, men spørger du dem, om de da regner Jesus for at være en bedrager, en gal mand eller en sagnfigur, så kigger de på én, som om man overhovedet ikke havde hørt efter! For de er så optaget af, om de nu kan regne sig selv for at være kristne, at de helt glemmer, hvad der faktisk afgør, om de er kristne: Hvad regner de Jesus for at være?!

Man skal altså ikke "ransage sig selv", om troen er i mig, som om troen var noget, jeg skulle rode rundt og lede efter inden i mine egne følelser - man skal "ransage sig selv" , OM JEG ER I TROEN. Det vil simpelt hen sige: Tror jeg, at han er den, han siger han er? - og dét kan man svare på!

Jamen er der ikke noget med, at sådan en "tro" godt kan være ren teori, en ren forstandssag, mens man i virkeligheden ikke kender ham? Er der ikke noget med, at nogen kan kalde Jesus for "Herre, Herre", og han kender dem alligevel ikke? Jo. For denne tro er ikke bare en teoretisk viden; den er også et hjerteforhold.

Jamen så er kravet der da igen om, at jeg skal føle så og så meget i hjertet; hvornår er mit "hjerteforhold" til Gud så godt nok? Også det kan du selv svare helt klart på. For det afhænger heller ikke af, om man nu føler så og så meget. Det afhænger af: "Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. ... og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort" (Johannesevangeliet 6,35-37).

At tro på Jesus er at komme til ham! Og dét kan jeg vide: Kommer jeg til ham, eller gør jeg ikke? Og det er dét, der gør det så vidunderligt enkelt at svare på (og samtidigt gør det til en livslang proces!): Ja, jeg kommer faktisk til ham. Jeg kommer til ham i bøn, i bekendelse af mine synder, i bøn om tilgivelse. Jeg tilbeder ham virkelig som Guds Søn. Det er endda sådan, at selv om man så kan blive grebet af tvivl og måske efterhånden ikke for godt ved, om jeg overhovedet tror på Jesus mere (for hvem siger, at lige de kristne har ret, og sådan noget), så kan jeg stadigvæk godt komme til ham og dermed er jeg stadig et troende menneske!

Sådan en tro kan godt dø ud. Man kan regne Jesus for Guds søn og regne sig selv for en kristen; men man er bare over årene helt holdt op med at komme til ham og bede om tilgivelse for sine synder. Så dør ens tro. Derfor er det ikke et spørgsmål, man er færdig med én gang for alle, men det er et spørgsmål, man hele tiden, igen og igen, kan finde svaret på: Ja, jeg kommer til ham. Ja, jeg tror på Guds Søns navn. Ja, jeg er en rigtig kristen!

Og så til det med gradbøjningen af troen!

Det er sandt, at enten er man indenfor, eller også er man udenfor. Enten står man på Jesu venstre side på dommens dag, eller også står man på Jesu højre side på dommens dag (Matthæusevangeliet 25,31-46). Derfor er det nok heller ikke et særlig bibelsk udtryk, at man kan være mere eller mindre kristen. Men da tro netop er et hjerteforhold, et kærlighedsforhold, kan den samtidigt vokse eller blive mindre. Det er ikke nær så afgørende; for Jesus regner den tro, der er så stor som et sennepsfrø, for at være tilstrækkelig stor, både til frelse, til bønhørelse og til undere! Se Lukasevangeliet 17,6. Men samtidig kan tro godt være stor eller lille. Jesus roser også nogle for at have en stor tro: (Matthæusevangeliet 8,9). Der findes ligefrem en nådegave til tro (Paulus' 1. brev til Korintherne 12,9), som ikke alle kristne får i lige stor grad.

Det er lidt ligesom at være gift: Enten er man gift, eller også er man det ikke. Men i dette ægteskab kan kærligheden så være stor eller lille. Den "store tro" har sikkert noget at gøre med en særligt tryg tillid til Gud, med udholdenhed i bøn, med glæde i ham, med følelsen af vished osv. Og det har altsammen noget at gøre med åndelig og menneskelig modenhed, og det har noget at gøre med den måde, vi psykisk er skruet sammen på og det har sikkert også noget at gøre med Guds veje og planer og nådegaver for den enkelte: Gud kan godt i et menneskes åndelige modningsproces give det store nådegaver på nogle områder og mindre nådegaver på andre. Men det er altså ikke sådan, at den "store tro" oplever store undere, og den lille tro kun får små eller ingen undere: "Har I en tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen! og det vil flytte sig. Og intet vil være umuligt for jer" (Matthæusevangeliet 17,20).

Så hvis nogle fx vil bilde os ind, at vi stadig er syge eller arbejdsløse eller deprimerede eller ensomme, fordi vi har "for lidt tro", så holder det altså ikke en meter ... Men det er altsammen noget, der kan gro og vokse og svækkes i det menneskes liv, som er indenfor i Guds rige - her er det afgørende: ER du indenfor? Og det kan du svare på!

Skrevet af:
Leif Andersen

Lagt på nettet 20.12.2001