11.01.2002 12:00 Alder: 23 yrs

Skrevet af:
Leif Andersen

Er alle ikke-kristne fortabte?

Tak for dit spørgsmål. Men Uha! Det er et af de værste overhovedet i kristendommen - af to grunde:

1. Det er ikke så let at finde frem til et svar.

2. Det svar, man så finder frem til, er ikke til at holde ud.

Men lad os se på det:

Det er sandt, at hele NT fastholder, at der kun findes frelse gennem Jesus: "Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved." (Apostlenes Gerninger 4,12).

Det vigtigste er selvfølgelig, at der overhovedet er et navn under himlen, som vi kan blive frelst ved! - og at frelsen gives kvit og frit, uden betingelser, til enhver som tror. Og selv om tanken om en evig fortabelse i sig selv er ubærlig, kan vi måske til nød forstå, at Gud ikke kan påtvinge dem frelsen, som ikke vil have den.

Men hvad med dem, der aldrig har hørt om den?! En retfærdig Gud må da gøre forskel på, om folk afviser den frelse, de er blevet tilbudt, eller om de aldrig har fået den tilbudt! Det siger den mest elementære retfærdighedssans; og er det måske ikke Gud selv, der har lært os at tænke sådan?! Jo. Den Gud, der har lært os om både retfærdighed og barmhjertighed, må selv være både retfærdig og barmhjertig.

Vi har faktisk et ord af Jesus, hvor han selv lægger op til sådan en forskel: "Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl. Men den, som ikke kender den, og som har gjort noget, han fortjener straf for, han skal have få prygl. Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af" (Lukasevangeliet 12,47f).

Så det er helt i overensstemmelse med Jesu tankegang, når vi tænker, at det da må gøre en forskel, om vi kender til Guds vilje eller ej. Og jeg tænker sommetider på dette ord som en lille sprække, et lille håb om, at Guds retfærdighed ikke kan lade dem gå fortabt, som aldrig har hørt evangeliet. Men når jeg så leder desperat i NT efter tekster, som siger det helt tydeligt - så leder jeg forgæves!

Vi skal og må fastholde, at alt hvad vi ved om Gud, siger os, at han umuligt kan være uretfærdig på Dommens Dag; men der er simpelt hen INTET i Bibelen, der skulle indeholde en slags alternativ frelsesplan. "Enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses. Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker?" (Paulus' Brev til Romerne 10,13f).

Jeg kan godt selv være fristet til at klamre mig til det halmstrå, at han dog i det mindste ikke siger ligeud, at det kan ikke lade sig gøre! - men han spørger altså: Hvordan skulle det dog kunne lade sig gøre? Han holder altså ikke selv nogen mulighed åben.

Alle har fået tegn på, at Gud er til

Det overses ofte, at Paulus selv har diskuteret netop det spørgsmål i Romerbrevet! Dér gør han nemlig direkte op med den indvending, som sidder i os allesammen, nemlig at folk dømmes uden at kunne vide bedre - han argumenterer nemlig for, at selv om de ikke kender Jesus, så VED de alligevel det, de kræves til ansvar for! "For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger. De har altså ingen undskyldning" (Paulus' Brev til Romerne 1,20)! Det er den ene ting, mennesker kan vide om Gud, også selv om de ikke har hørt om Jesus: at han findes!

Gud har givet alle en samvittighed - skrevet loven i deres hjerter

Den anden ting er: "For når hedningerne, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov, deres egen lov. De viser, at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder som vidne, og deres tanker anklager eller forsvarer hinanden" (Paulus' Brev til Romerne 2,14f). De kan vide, at det, de gør, er forkert! - for det kan ethvert menneskes samvittighed fortælle dem. Ingen kan altså undskylde sig med, at de ikke vidste, at der var en Gud (for det har de kunnet vide ud fra skaberværket), eller at de ikke vidste, at løgn og sladder og drab og egoisme var forkert (for det har de kunnet vide ud fra samvittigheden).

Det er derfor, at Paulus ligefrem kan sige ligeud: "De, som har syndet uden loven [altså uden at kende Guds lov i Bibelen], vil også gå fortabt uden loven" (Paulus' Brev til Romerne 2,12).

Motivationen for al mission

Så er det, at man kan reagere på to måder: Den, der ligger vor kultur og tænkemåde nærmest, nemlig at bakke ud og sige, at dét kan simpelt hen ikke være rigtigt; det er ikke den Gud, vi kender! Eller man kan reagere, som Paulus selv gør det; han fortsætter nemlig: "Og hvordan skal nogen prædike uden at være udsendt?" - altså hvis det er rigtigt, at man kun kan frelses ved at høre om Jesus, så må det jo handle om at få nogen sendt ud!

Det har været de kristnes reaktion i alle århundrederne: at så må vi sende så mange som muligt ud, så hurtigt som muligt, for langt om længe at opfylde missionsbefalingen - indtil for godt et århundrede siden, hvor man begyndte at spekulere i alternative frelsesmuligheder: at måske kunne også den ærlige buddhist og den ærlige hindu og den ærlige muslim lige så vel blive frelst; og man talte om "den sovende Kristus i religionernes nat" (altså at Jesus måske alligevel var skjult tilstede i alle religionerne).

Andre har gættet på, at man kunne få en ny mulighed efter døden. Man kan jo godt forstå det; men det er altså ønsketænkning. Og resultatet er da også blevet, at den nød for menneskers evige frelse, der drev missionen indtil da, tog alvorlig skade af den nye ønsketænkning.

Jesu kærlighed, ikke til at tage fejl af

Jeg kan ikke selv se, at Bibelen åbner nogen alternativ frelsesmulighed. Jeg er heldigvis ikke 100% sikker; men det ser sådan ud. Kommet så langt bliver jeg nødt til at gå et sted hen, hvor jeg altid må ende i den slags situationer: Kan jeg ikke se Guds kærlighed i det her - så må jeg gå hen til Jesus af Nazaret. Hans kærlighed kan jeg nemlig ikke betvivle. Jeg kan ikke komme udenom, at HAN elsker, sådan som jeg gerne vil have, at Gud elsker.

Og det er Jesus selv, der siger: "Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig" (Johannesevangeliet 14,6)! Det er ikke bare profeter og apostle, der har sagt det; det er Jesus selv. Og han siger, at sådan som han er, er Faderen også. Ad dén vej kan jeg stole på, at Gud er kærlighed også i dette.

Og så kan jeg se for mig, hvordan Jesus sidder på Dommens trone på den yderste dag og siger til dem på den venstre side: "Gå bort fra mig til den evige ild ..." - og så må han høre dem på den højre side stå og mukke og mumle og sige: "Dét er altså ikke ret kærligt; hvis vi havde siddet på dommersædet, havde vi dømt med en helt anden kærlighed ..." Og så kan jeg jo godt se, hvor hul i hovedet det er, at vi prøver at belære Jesus om, hvad der må være mest kærligt.

Og måske kan vi også ane en grund til, at ikke engang den Almægtige har kunnet gøre det anderledes (for det er helt sikkert, at Gud er endnu mere fortvivlet over menneskers fortabelse, end vi er det)! For han har jo gjort os til "Guds medarbejdere" (Paulus' 1. brev til Korintherne 3,9) - han har ladet en væsentlig side af sin frelsesplan afhænge af os. Nemlig missionen. Så hvis det virkelig er rigtigt, at mennesker går fortabt, hvis de aldrig har hørt evangeliet, så er det altså ikke Guds skyld. Det er vores. Jeg siger ikke dette for at lukke munden på vores protest. Blot for, at den måske i stedet for kunne blive til den sorg, som Paulus giver udtryk for: "at jeg har en stor sorg, der altid piner mit hjerte" (Paulus' Brev til Romerne 9,2) kunne danne et oprigtig kald til mission.

Skrevet af:
Leif Andersen

Lagt på nettet 11.01.2002