30.05.2002 12:00 Alder: 23 yrs
Kategori: Jesus, Gud
Forfatterprofil

Var Jesus forladt af Gud på korset?

Har bare gået og tænkt på, om Jesus egentlig VAR forladt af Gud på korset, eller om han bare FØLTE sig forladt..?! Han spørger jo: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?", men var Gud ikke med Jesus helt til det sidste? Gud forlader vel ikke sin egen søn i dødens stund??!!

Svar:

Det er et stort spørgsmål, du stiller, og noget, som teologer har vendt og drejet og diskuteret, stort set siden Jesu død!

Lad mig sige med det samme: Jeg tror faktisk, at Jesus virkelig var forladt af Gud, da han døde. Han blev forladt af Gud, fordi Jesus i det øjeblik bar alle menneskers synd på sig. Paulus beskriver det sådan her: "Ham (= Jesus) der ikke kendte til synd, har han (= Gud Fader) gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham." (Paulus' Andet Korintherbrev kap 5 vers 21). Dvs. Jesus var simpelthen synd og oprør mod Gud, da han hang på korset og blev ramt af al Guds vrede over synden. Da Gud hader synd og ikke kan have fællesskab med den, måtte han forlade Jesus på korset.

Grunden til, at Gud måtte forlade Jesus og lade ham dø i forbandelse, var at vi på denne måde kan slippe for det! Hele ideen med, at Jesus skulle dø under Guds vrede og forbandelse er nemlig, at vi så har mulighed for at slippe for den samme slags død. Altså ikke døden på et kors, men døden, hvor Gud må forbande os, fordi vi er syndere. Jesus blev forladt af Gud, så vi aldrig behøver at blive forladt af ham!

Bibelen har et mønster, som man kan kalde "stedfortrædertanken". Det går ud på, at helt fra Gammel Testamentes tid skulle israelitterne bringe ofre af dyr som et offer, der skulle træde i stedet for dem selv. Det kan du læse en hel del om fx i 3 Mosebog kap 4 og 5. I 3 Mosebog kap 16 er det mest tydeligt, og der beskrives, hvordan de én gang om året skulle have "Den store Forsoningsdag", hvor to gedebukke skulle ofres for hele folkets synd.

Tanken er altså, at vi mennesker skylder Gud vores liv, fordi vi er syndere og gør synd. Men vi får lov at "betale" med noget andet. I den gamle pagt fik de lov at bringe ofre som en konkret påmindelse om, at der er en anden, der "betaler" for dem. Ofrene i det gamle Israel pegede frem på Jesu offer, der var det eneste offer, der i virkeligheden gjaldt også for dem.

Efter Jesus død behøver vi ikke længere at ofre, fordi Jesu offer er bragt og gælder for os. Så svaret på dit spørgsmål er: Jo, Gud forlod virkelig Jesus i dødens stund, og Jesus vidste, det skulle ske på den måde, og han valgte det selv! Vi får et lille glimt af dette i beretningen om Jesus i Getsemane i Lukas-evangeliet kap 22 vers 39-46. Her beder Jesus om at blive fri for at tømme "Guds bæger". I Gammel Testamente betyder dette altid "Guds vredesbæger". Så Jesus vidste, hvad han gik ind til, men han gjorde det alligevel, for at vi kan blive frelst og slippe for Guds vrede - og så vi kan slippe for at blive forladt af Gud! Det er jo fantastisk!


Forfatterprofil

Lagt på nettet 30.05.2002

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også