23.10.2002 12:00 Alder: 22 yrs
Kategori: Gud, Troen

Skrevet af:
Leif Andersen

Er Gud ikke svag og fjern?

Svar:

Tak for dit spørgsmål. Eller rettere: tak for dine mange, forfærdeligt vanskelige spørgsmål.

Og det er ikke bare af høflighed eller tradition, jeg siger det. Jeg bliver rent faktisk taknemmelig for at se et bundærligt, meget vredt opgør med Gud. Du nævner, at du er fraskilt – så ved du måske, hvad jeg mener med det: Det gælder såvel i kærligheden som i troen på Gud, at det er først, når ligegyldigheden er indtruffet, håbløsheden har sejret.

Det betyder ikke, at jeg tror, at du i virkeligheden tror på Gud. Eller at jeg tror, at alt er i orden mellem Gud og dig. Det kan jeg ikke vide noget om. Men jeg tror oprigtigt, at det kan lade sig gøre at fastholde (eller finde tilbage til – eller finde for første gang, vælg selv) troen på Gud og troen på Guds godhed, også selv om man fastholder sin vrede og sin skuffelse. Det er en vej, jeg selv må gå gang efter gang. Så jeg kender heller ikke selv troen på Gud som en fast ejendom, jeg kan kramme og nusse med; den må jeg finde tilbage til gang efter gang. Også sommetider i vrede.

Jeg vil gøre det, at jeg først prøver at se på dine enkelte spørgsmål hver for sig. Men du må se det som noget helt foreløbigt – for jeg er samtidig helt overbevist om, at selv om det skulle lykkes mig at svare på dem, så løser det ikke noget grundlæggende! Derfor er det først til sidst, jeg kommer med mit vigtigste svar. Og om det så løser noget, er det kun dig, der kan afgøre.

For det første: Er Gud ansvarlig for sine skabninger. – Ja! Og Nej! Han er ansvarlig for at have skabt os frie! Han er ansvarlig for at have skabt os med kærlighedens mulighed såvel som hadets mulighed. Han skabte os ikke som onde, men han skabte os som frie – dvs med ondskabens mulighed!

Mange har spekuleret på, om det ikke havde været smartere (og kærligere!) at have skabt os som abekatte eller robotter, der blot gjorde, hvad vi fik besked på, uden faldets og hadets mulighed overhovedet. Og der er ingen tvivl om, at så havde det været enklere at være menneske. Men (og nu tillader jeg mig at gætte lidt; vi ved ikke så meget om det) havde vi så været mennesker? Forudsætter sand kærlighed ikke, at den udvikles og vælges i frihed? Hvis vi virkelig skulle lære at elske Gud og hinanden, var vi så ikke næsten nødt til at være skabt med ondskabens og faldets mulighed?

Hvis dette gæt holder, så er Gud altså ansvarlig for at have skabt os som frie væsener. Det hører (tror jeg) simpelt hen med til det, at vi er skabt i hans billede. Men: Han er ikke ansvarlig for, at vi så bruger denne frihed til at vende ham ryggen, falde fra ham, falde over hinanden, bryde vores løfter til hinanden osv. Det svarer til, at I er ansvarlige for at have sat en søn i verden – og du og hans mor er ansvarlige for at have givet ham et godt liv, der kan bruges til det gode. Men vælger han (hvad Gud forbyde) så som voksen at bruge sit liv dårligt, imod hvad du og hans mor har lært ham, så er han ansvarlig for sine egne valg; det er I ikke længere. Efterhånden som han bliver voksen, udløber jeres medansvar.

For det andet: Er det en selvmodsigelse, at Gud har skabt en god verden, hvor det onde fandtes?

Vi ved det ikke rigtigt. Gud har jo nok ikke været uvidende om, hvad han gjorde, da han også skabte englene med den mulighed, at nogle af dem ville falde fra ham (det er sandsynligvis det, der skete, da Satan blev til: Gud har ikke skabt ham som ond, men som en god engel, der ikke desto mindre faldt fra ham og blev hans modstander). Så det er jo nok ikke nogen selvmodsigelse, fordi Gud selv vidste, hvad han gjorde. Men det er rigtigt, at fra vores side kan det godt ligne en selvmodsigelse.

Forklaringen er måske, at skulle der være en reel valgmulighed for os mennesker, så måtte der også være en reel fristelse, en reel mulighed for at vælge et alternativ til Gud – og dermed måtte der også være en modstander (og et Kundskabens Træ). Den bedste illustration er vel, at selv Gud måtte fristes af Satan for at besejre ham!! – det skete, da Jesus (efter Guds bestemmelse!) blev fristet af Djævelen ude i ørkenen (Lukas 4,1ff). Selv Jesus måtte faktisk lære at være lydig: “Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led” (Brevet til Hebræerne 5,8). Ikke, at han nogensinde har været ulydig; men han måtte som alle andre vælge kærligheden og lydigheden frit.

For det tredje: Er Gud så ikke svag?

Jo. På en måde. Det er en af forskellene på fx Islams billede af Gud og Bibelens billede af Gud. I Islam er det vigtigste, vi ved om Gud, at han er almægtig! Han kan alting! Derfor kan der aldrig ske noget i verden, Gud ikke vil; alt er Guds vilje (og “islam” betyder derfor også underkastelse, underkastelse under Guds vilje).

Sådan er det ikke i kristendommen. Det vigtigste, vi ved om Gud, er at han er kærlig! Han kan ikke alting. Han kan fx ikke vise dem bort, der kommer til ham, han kan ikke bestemme nogen til fortabelse, han kan ikke bryde sine løfter osv. Og rent faktisk kalder Bibelen dette et enkelt sted for “Guds svaghed”: Paulus beskriver, hvordan Gud har valgt at frelse os gennem Jesu død på korset; og så fortsætter han: “For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker” (Paulus' 1. brev til Korintherne 1,25).

Derfor kan der også ske noget i denne verden, Gud ikke vil. Jesus må stå hjælpeløs og græde uden for Jerusalem, fordi de ikke vil høre på ham – for han kan ikke tvinge dem til at følge sin vej. Vi tror på en grædende Gud! Derfor må vi også bede i Fadervor: “Ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen”, for den sker ikke altid på jorden.

Så for os betyder “Guds almagt” ikke, at han kan alting, for det kan han ikke. Men han kan alt, hvad han vil. Han kan alt det, der betyder godhed og kærlighed. Man kan godt sige det sådan, at han “har en svaghed”: Han har en svaghed for menneskene – fordi han elsker dem.

For det fjerde: Hvor er Gud, når din bror bliver kørt ned af en spritbilist?

Jeg ved det ikke. Og det har jeg tilfælles med en masse mennesker i Bibelen! Den ved nemlig godt, at vi spørger sådan; faktisk sætter den selv ord på det: “Hvorfor står du så langt borte, Herre? Hvorfor skjuler du dig i trange tider?” (Salmernes Bog 10,1).

Jeg tror som sagt, at der sker ting i denne verden, som Gud ikke vil. Og Gud ser grædende til. Men jeg tror også, at hvis et menneske har lagt sit liv i Guds hånd, så forholder det sig anderledes: Så kan der kun ske os det, Gud har bestemt for os. Vores privilegium som kristne er ikke, at vi lider mindre eller slipper lettere; for det gør vi ikke. Vores privilegium er, at “alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud” (Paulus' Brev til Romerne 8,28). Selv det tungeste og sværeste har han en mening med.

Du er sikkert helt klar over, at så få sætninger (om så svært et emne) skaber flere spørgsmål, end det besvarer. Derfor vil jeg nævne, at jeg har skrevet en hel bog om det: “Gud, hvorfor sover du?”

For det femte: Hvor er Gud, når du bliver skilt?

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at når du og jeg og din hustru og jeres søn og vores forældre og mine børn og min kone og præsten osv ikke elsker hinanden, sådan som vi elsker os selv, så er det alene vores eget ansvar. Gud kan ikke tvinge nogen til at følge sine bud. Og der er ingen af os, der ikke overtræder dem! Det er derfor, vi overhovedet bliver kristne: for at vi kan komme til Gud og få tilgivelse for alt det, vi gør imod hinanden.

Nu aner jeg jo intet om, hvad der er sket mellem din kone og dig. Men jeg er ked af, at det er gået jer sådan. Og jeg kan kun sige, at hvordan det end er gået for sig, og uanset hvem der har gjort hvad mod hvem, så er der to ting for både dig og mig at gøre:

– at vi bringer al vores smerte til ham og beder ham lindre den. Beder ham fylde tomrummene i vore liv.

– at vi bringer al vores synd til ham og beder ham tilgive den (jeg siger ikke dermed, at du er mest skyldig, eller at det overhovedet var forkert at blive skilt; jeg siger blot, at uanset hvad der er sket, så har vi synd at bekende for Gud, og vi har noget at bede om tilgivelse for).

For det sjette: Hvor findes der beviser på Gud?

Ja, de findes jo da. Du kan læse nogle af argumenterne for Guds eksistens her på JesusNet. Desværre er de sjældent til ret megen gavn, simpelt hen fordi vi næsten aldrig er reelt interesserede i at få beviser for eller imod. Vores problem med Gud ligger et helt andet sted: Det ligger i netop alt det andet, du er inde på: Hvor er han, når livet skrider under os?

Derfor viser det sig også, at hvis et menneske bliver overbevist om, at Gud elsker mig trods alt, hvad der er sket, så behøver det pludselig ikke flere beviser på, at han findes! Og hvis jeg ikke kan blive overbevist om, at Gud elsker mig, så hjælper selv de fedeste beviser ikke en dyt.

Det betyder ikke, at de ikke betyder noget! For nogle af os er det faktisk rart at have nogle gode, historiske argumenter at vende tilbage til, når vi får at vide af kammeraterne eller af TV, at man er idiot, fordi man tror på Gud ...

For det syvende og sidste – det, som du ikke selv spørger om, men som jeg tror, ligger nedenunder det altsammen: Hvordan skal jeg blive overbevist om, at Gud virkelig vil mig det godt og elsker mig, når alt det lort er væltet ned i hovedet på mig?

Det mest almindelige kristne forsøg på at løse det kan jeg ikke selv bruge til noget: Mange forsøger at forsvare Gud og forklare, at dét og dét jo sikkert var til gavn, hvis man bare ser nøje efter; og Gud har sikkert villet dét og dét med dit og dat; og der er mange formildende omstændigheder, og nu fik din bror jo fred osv.

Men det nytter altsammen ingenting. Det eneste, vi får ud af det, er at Gud kommer endnu længere væk – for alle de kristne står omkring mig og har allerede løst alt det, jeg endnu slås med. De står på Guds side imod mig!

Nej, der er et helt, helt andet sted, jeg kan genfinde tilliden til Guds kærlighed: Det sker i hans søn. I Jesus fra Nazaret.

Jeg har selv svært ved at tro på nogen Gud. Og jeg har lige så svært ved at tro på, at denne Gud skulle være god og kærlighed, for der er så meget i mit eget liv og i andres liv, der ser ud til at modsige det. Men jeg kan ikke komme uden om Jesus af Nazaret. Jeg kan ikke komme uden om, at han virkelig fandtes. Jeg kan ikke bortforklare, at han levede og døde og opstod fra de døde. Jeg kan ikke benægte, at han elskede, som ingen anden har elsket.

Jeg har ganske vist en Bibel, der siger spalte op og spalte ned, at Gud er kærlighed. Men det er svært at tro på! Det er svært bare at tage for pålydende, når nu ...

Men Jesus er ikke bare en forklaring mere eller et foredrag mere eller en forsikring mere om, at Gud er god, og Gud er kærlighed. Han er Guds kærlighed i menneskeskikkelse, gående hen imod mig på to ben. Når jeg læser eller hører om, hvordan han havde en uendelig tålmodighed, hvordan han bad for sine bødler, hvordan han blev ven med syndere, ludere og tyveknægte, hvordan han græd med de grædende osv, så begynder jeg at kunne tro på det.

For han siger selv, at sådan som han er, sådan er Gud Fader i Himmelen også. Så begynder jeg at kunne se for mig, at denne mærkelige, fjerne og tilsyneladende ligeglade Gud alligevel ikke er spor ligeglad, men virkelig vil komme mig nær.

Jeg ville gerne kunne give dig et kort, overbevisende svar, du bare kunne overtage og tage til dig. Men mit bedste svar er: Det handler jo ikke om at få en forklaring på Guds eksistens og Guds kærlighed; det handler om at leve sig ind i sin egen tillid til Gud! Og dér kender jeg ikke nogen anden vej end dette: at gå via hans søn. Jesus af Nazaret.

Lykke til på den vej.

Skrevet af:
Leif Andersen

Lagt på nettet 23.10.2002