01.12.2001 12:00 Alder: 23 yrs
Kategori: Gud, Troen
Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Kan Gud bevises?

Kan man bevise at gud findes?

Svar:

Tak for dit spørgsmål! Til det vil jeg sige tre ting: Nej - og Ja - og Nej!

Først Nej: Man kan ikke bevise, at Gud findes, ikke med samme sikkerhed som man kan bevise matematik eller fysik. Det er enkelt at bevise, at solen og månen findes, og at Anders Fogh findes. Jeg vil straks få vanskeligere ved at bevise, at fx du findes! - for jeg har kun fået en mail fra dig og har ikke truffet dig (så vidt jeg ved); så helt teoretisk kunne du godt være en fup-spørger. Men det er meget usandsynligt; det er langt mere sandsynligt, at du virkelig findes. Og sådan også med Gud: Jeg kan ikke bevise, at han findes; men jeg kan sandsynliggøre det i en sådan grad, at det vil være meget, meget usandsynligt, at han ikke skulle findes. Derfor:

For det andet Ja: Man kan i hvert fald SANDSYNLIGGØRE Guds eksistens. Det er simpelt hen det mest logiske. At være ateist (en, der ikke tror på, at Gud findes), kræver meget mere "tro"; man er nødt til stædigt at fastholde, at man "tror på", at han ikke findes ...

Jeg kan nævne tre slags argumenter for, at Gud findes:

1. at UNIVERSET findes! Jeg ved godt, at siden videnskabsmænd konstruerede teorien om Big Bang, har mange ment, at nu er det bevist, hvordan universet blev til. Men det er ikke sandt. Selv om teorien skulle holde (og det er da muligt), så forklarer den hverken, hvad oprindelsen til ur- universet var og hvordan ur-eksplosionen dog kunne blive til et funktionsdygtigt univers. Selv om et eller andet blev til i en eller anden voldsom udvidelse, ville det være langt mere sandsynligt, at det enten ville klappe sammen igen kort efter, eller at det ville udvide sig så hurtigt, at det aldrig ville kunne samle sig og fortættes til galakser osv. Det ville aldrig kunne ske helt af sig selv, uden nogen Skaber (en astrofysiker har sammenlignet sandsynligheden for dét med en golfspiller, der står på jorden og slår hole-in-one i et hul på Mars)

2. at LIVET findes! Igen er det helt utænkeligt, at livet skulle opstå af sig selv. Ingen videnskab kan give en fornuftig forklaring på hvordan det første liv skulle være opstået. Og det er også min påstand, at den almindelige udviklingsteori ikke er i stand til - praktisk og konkret - at forklare hvordan livet skulle være udviklet til millioner af højt specialiserede arter. Jeg ved godt, at det kræver en masse læsning osv at argumentere for det; men jeg tror ikke på det.

3. at JESUS findes! Det er måske for mig det stærkeste argument. Der er aldrig nogen, der har kunnet komme med en ordentlig, alternativ forklaring på, hvem Jesus af Nazaret var. Det er usandsynligt, at han aldrig skulle have levet (det er der heller ikke ret mange, der vil påstå, for hans eksistens er lige så godt begrundet, rent historisk, som Cæsars og Platons). Det er usandsynligt, at han skulle have været splittergal (for han er jo rent faktisk utroligt vis iflg evangelierne). Det er også usandsynligt, at disciplene skulle have fundet på ham osv osv. Tilbage står REELT kun den mulighed, at Jesus virkelig var den, han påstod at være: Guds Søn, Gud selv. Jamen så har man jo på det nærmeste bevist Gud (eller i hvert fald sandsynliggjort ham)! Og så tror man vel automatisk, gør man ikke?! Nej. Og derfor:

For det tredje Nej: Selv om man ikke kan bortforklare universet eller livet eller Jesus, og derfor heller ikke kan bortforklare Gud, så er det ikke det samme som at tro på ham! Det er blot VIDEN om Gud - og det er også udmærket; det er fint at kunne argumentere for Guds eksistens. Hovedet og fornuften skal også tages alvorligt! Men tro sidder et andet sted. Den sidder (om jeg så må sige) i benene: "Den som kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort", siger Jesus i Johannesevangeliet 6,37. Vil man tro på Gud, så er det ikke nok, at man ikke kan forsvare vantroen længere. Så må man KOMME TIL HAM, som han siger. Det er det, der sker i bønnen, i omvendelsen.


Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Lagt på nettet 01.12.2001

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også