Må jeg bede Gud om tegn?
Svar:
Kære ukendte spørger!
Jeg er fuldstændig enig med dig i, at det kan være endog meget svært at "høre" Guds stemme. Oveni dette kommer, at hverken Jesus eller apostlene har lovet os, at Gud vil tale til os på den måde. Det forekommer, men vi har intet løfte om det.
Vi er forvaltere
Konsekvenserne af dette er, at den kristne etik består af nogle grundlæggende retningslinjer, som giver meget vide rammer. Rammerne er det, som Jesus og apostlene lærer os i Ny Testamente. Indenfor disse rammer kan og skal du selv forvalte dine evner og for denne forvaltning skal du engang stå til regnskab for Gud.
Det betyder, at du må bosætte dig, hvor du vil, men du skal være klar til at tage følgerne, hvis du bosætter dig et fattigt eller krigshærget sted.
Det betyder, at du må gifte dig med hvem du vil, men at du gør klogt i at gifte dig med en kristen, og du gør klogt i at gifte dig med en, som du kan samarbejde med i hverdagen. Det vil give dig mange glælder og spare dig for mange problemer. Hvis du er usikker på en, du er forelsket i eller er kæreste med, så giv dig god tid og gift dig ikke, før du er sikker. Spørg gerne en klogere person til råds.
Det betyder, at du må tage den uddannelse, du vil, men at du gør klogt i at vælge en uddannelse, som du har evner og lyst til og helst også en, du kan leve af og tjene samfundet med.
Det betyder, at du må påtage dig de opgaver du vil i menigheden, men at du gør klogt i at påtage dig dem, du har evner til og tid til at klare, og det vil være kærligt af dig at påtage dig en opgave, som kræver udholdenhed og trofasthed i mange år. Det er der nemlig hårdt brug for, men ingen ære ved. På denne måde vokser din kærlighed, og din medfødte ulyst til at tjene Gud bliver bekæmpet.
Det betyder, at du må besøge dem, du vil, men at det vil være kærligt ikke at glemme gamle og ensomme.
Det betyder også, at det vil være klogt både at finde dig en god ven, som er lidt ældre og klogere på livet end du selv, ligesom det også vil være klogt at læse lidt god psykologi.
Vi skal bruge vores sunde fornuft
Jeg tror, at vi kun i meget særlige situationer skal bede om et tegn. Hovedreglen er, at man grundlæggende skal følge de anvisninger, Jesus og hans apostle giver os i Ny Testamente, og derudover skal man bruge sin sunde fornuft.
Når man skal bedømme situationer, personer og muligheder kræver det modenhed og sund dømmekraft. Det er noget, man skal vokse sig til, og Gud vil normalt ikke spare os for denne modningsproces ved at give os tegn. Det er ikke syndigt at bede om tegn, når der ikke foreligger en klar befaling fra Gud, men det hører ifølge Ny Testamente ikke til den kristne hverdag.
Hvis du er usikker på et forslag eller en mulighed, så sig nej, og spørg generelt gerne en klogere person til råds.
Tænk over det, du oplever, analyser og forsøg at gennemskue hvad og hvem du har med at gøre.
Jeg vil anbefale dig at læse bogen "Hvordan leder Gud?" af Olivcer Barclay. Den kom engang i 1970'erne på Lohses Forlag, men er stadig lige aktuel.
Jeg er fuldt ud klar over, at det svar, jeg her giver dig, ikke er karismatisk, så du vil møde mange kristne, der mener noget andet, men jeg mener, at mit svar er bibelsk. Vi skal ikke først og fremmest lytte efter Guds stemme inde i os selv eller mærke efter tilskyndelser, men bruge vores sunde fornuft til at tjene Gud efter hans vilje, som den er udtrykt i generelle befalinger til alle kristne i Ny Testamente.
Du er meget velkommen til at stille yderligere spørgsmål.
Lagt på nettet 28.08.2006
Samtalerum
I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"
Læs også
- Fede gratisaviser og åndelig fejlernæring
- Hvorfor kalder Kristus ikke kvinder?
- Hvordan hører man Guds kald?
- Om tungetalens nådegave
- Hvorfor bede med håndspålæggelse?
- Frister Gud mennesker?
- Er helbredelses-prædikanter fup?
- Er tungetalen tabu i Folkekirken?
- Hvordan leder Gud?
- Kan alle få tungetale? (2)