02.05.2003 12:00 Alder: 21 yrs
Kategori: Gud
Jørgen Sejergaard

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Frister Gud mennesker?

I bønnen Fadervor skal jeg åbentbart bede Gud om ikke at lede mig i fristelse. Eftersom jeg mener at Gud er fuldkommen god, har jeg selvfølgelig lidt svært ved at forstå dette. Kan jeg få en forklaring?

Svar:

Jeg har undervist min menighed i følgende forståelse af denne sætning: Led os - ikke ind i fristelse - men fri os fra den Onde. Det, der står mellem tankestregerne er en præcisering, der kunne undværes.

Nogle siger, at det græske ord for fristelse har to betydninger, nemlig både fristelse og prøvelse. Gud frister ikke (Jakobs brev kap 1, vers 13), men han sætter os undertiden på prøve ( 5 Mosebog kap 8, vers 2). Djævelen frister os for at få os til at gøre det onde. Gud sætter os på prøve for at se, hvad vi indeholder.

Jeg har en gang overvejet, om bønnen i Fadervor spiller på to betydninger: 1) Led os ikke ind i prøvelse, men fri os fra det onde. 2) Led os - ikke ind i fristelse - men fri os fra den Onde.

Strukturen i Fadervor er, at vi først beder om Guds sag, hans navn, hans rige og hans vilje. Dernæst beder vi om vores behov, dagligt brød, syndsforladelse og bevarelse fra Djævelen. Og jeg er dybt overbevist om, at vi behøver det hele.


Jørgen Sejergaard

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Lagt på nettet 02.05.2003

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også