31.05.2001 12:00 Alder: 17 yrs
Kategori: Helligånden, Kirken
Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Er tungetalen tabu i Folkekirken?

Paulus lægger meget vægt på tungtale i hans breve. I følge ham burde det være en del af enhver kristen menighed, ligesom alle andre nådegaver. I Pinsemenigheder er det meget naturligt, mens det nærmest er tabu i Indre Mission og Luthersk Mission. Det undrer mig en del at det ikke forekommer i IM og LM. Jeg har været til mange møder osv., men aldrig oplevet det. Fx til LUS på Luthersk Missionsforening Højskole i Hillerød. Der var alt 800-900 unge kristne samlet, men ingen viste tungetalens nådegave. Og der må da unægteligt have været en, og vel også en til at tolke det. Jeg er selv IM'er og jeg har svært ved at forstå det med tungetale. Det burde være naturligt, men det er det ikke. Kan I give mig en forklaring på hvorfor det er tabu i LM og IM?

Svar:

Tak for dit spørgsmål. Det er rigtigt, at der traditionelt har været (og stadig ofte er) stor skepsis i Indre Mission og i Luthersk Missionsforening mht tungetalen. Faktisk har jeg heller aldrig selv hørt tungetale i Indre Mission (hvor jeg også selv hører til). Derimod har jeg oplevet en del af det i andre sammenhænge.

Men jeg tror ikke, det er rigtigt, at det hos alle i IM og LM ligefrem er tabu. Jeg kender en del dér, som har tungetalens gave, og som ofte beder i tunger for sig selv. Jeg har også selv bedt om den (men aldrig fået den). Og jeg oplever i dag faktisk megen åbenhed omkring spørgsmålet. Men hvorfor er det så sjældent? - jeg tror, der er mange grunde til det.

Én grund kan være, at vi desværre ofte bliver forskrækket over alt nyt og sært, og ikke altid får spurgt til, om det nu også er bibelsk! Og så sker det, som ikke må ske, og som Paulus advarer imod: “og I må ikke hindre nogen i at tale i tunger” (1 Korinterbrev 14,39). For det handler jo ikke bare om, at man ikke ligefrem må kyle en salmebog i nakken på den, der står op og begynder at tale i tunger; det handler også om at fortie eller mistænkeliggøre gaven, som om den aldrig kunne være bibelsk.

Og jeg giver dig helt ret i, at tungetalen hører til “de tegn, som skal følge dem, der tror” (Markus 16,17); det er ikke bare noget, der hørte til på aposteltiden. Så at udelukke på forhånd, at det kan være bibelsk, er i hvert fald ikke bibelsk. Men der er også andre grunde:

Faktisk har tungetalen været meget sjælden i næsten hele kirkens historie! Der findes ganske vist beretninger om tungetale i århundrederne mellem oldkirken og det 20. årh; men de er sjældne, og de hørte oftest til nogle meget sværmeriske bevægelser. Men først i 20. årh. bliver den langt mere almindelig: først i pinsebevægelsen, senere i den karismatiske bevægelse. Og dér skete desværre det, at den blev opfattet som et tegn på en salvning af eller en modtagelse af Helligånden, som forvandlede den kristne og flyttede ham over i en helt anden sfære: sejrende, kraftfyldt, helliggjort og tjenende.

Det betyder også, at mange i deres ivrige søgen efter tungetalen ikke længere kan vente på, at Gud giver dem den; de begynder i stedet at lave lyde, som de mener lyder som tungetale (i det håb, at Gud så måske en dag vil gøre dem til underfuld tungetale). Det er derfor, den meste tungetale i dag faktisk ikke lyder som et sprog (som den er iflg Bibelen), men som gentagelse af bestemte lyde.

Så det store problem er faktisk ikke i dag, om man nu har tungetalen eller ej, men: Hvad forventer man sig af den? Forventer man, at den forvandler kristenlivet, så er det (i mine øjne) betænkeligt. Og det er nok sådan, at mange missionsfolk i dag kun kender til tungetalen fra denne side; de går derfor helt i den anden grøft og vil slet ikke vil vide af den!

Nu tror jeg faktisk ikke, at Paulus tillægger tungetalen helt den vægt, du forudsætter i dit spørgsmål. Han opmuntrer til den, han vil ikke have den hindret osv; men jeg tror ikke, at han mente, at den “burde være en del af enhver kristen menighed”. Det er ikke sådan, at vi SKAL have den til hver en tid; for det er altså Gud og ikke os, der beslutter, om et menneske skal have den.

Når der står, at “disse tegn skal følge dem, der tror”, så er det ikke et påbud: de SKAL; det er (på græsk) “kun” en fremtidsform: De vil følge os (i et eller andet omfang). Og sådan som jeg forstår 1 Korinterbrev 14, så er tungetalen ikke et af de tegn eller de nådegaver, som menigheden ikke kan overleve uden! Der er andre nådegaver, som vi ikke kan overleve uden; og dem skal vi først og fremmest søge.

Så jeg tror, vi skal opmuntre hinanden til at søge den og bede om tungetalen, hvis Gud lægger det som en længsel i os. Og vi skal også undervise i, at hvis den udlægges (dvs oversættes gennem en underfuld meddelelse af Guds Ånd), så skal den også kunne lyde i fællesskabet og ikke blot i hemmelighed. Vi må ikke smide barnet ud med badevandet! – for det er virkelig en Guds gave, til stor opmuntring for den, der får den af ham. Vi skal bare ikke vente mere af den, end Ny Testamente stiller os i udsigt.


Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også