09.06.2005 12:00 Alder: 20 yrs

Skrevet af:
Erik Bang

Hvordan hører man Guds kald?

Hvrodan kan man vide om Gud har kaldet en til tjeneste i hans navn?

Svar:

Guds kald kan i helt særlige situationer lyde, så det ikke er til at misforstå. Paulus er et godt eksempel (Apostlenes Gerninger Kapitel 9 vers 3-6). Jesus talte direkte til Paulus, så han kunne høre stemmen.

Men i almindelighed lyder Guds kald gennem andre mennesker, sådan som det skete, da apostlene indsatte 7 mænd til at være diakoner i den første menighed (Apostlenes Gerninger kapitel 6,2-5).

Det "ydre kald" og det "indre kald"

Kaldet fra Gud til en tjeneste formidles altså normalt gennem menigheden.

Det er ”det ydre kald”: at repræsentanter for menigheden kalder en person til en bestemt tjeneste for Gud. Det ydre kald skal sikre, at ingen begynder at optræde på egne vegne.

Men Guds kald har også en anden side: den personlige overbevisning.

Det er ”det indre kald”: at den, der skal tjene selv må være vis på, at det er Guds mening.

Det indre kald skal sikre, at ingen tvinges til at optræde på menighedens vegne.

Det indre kald er personligt, og viser sig ved en lyst, en trang eller en forpligtelse til at tjene Gud.

Det indre kald kan komme uventet og pludseligt. Eller det kan vokse frem og modnes over tid. Uanset hvordan, er det vigtigste at være i tæt kontakt med Gud gennem bøn, bibellæsning og forkyndelse. Det kan også være en rigtig god ide at drøfte kaldet med et modent, troende menneske, som man har tillid til.

Når det indre kald bliver mødt med et ydre kald, skal man frimodigt gå ind i tjenesten. For så virker Gud:

”Trofast er han, som kalder jer; han vil også gøre det” (Paulus 1. brev til Thessalonikerne kapitel 5,24).


Skrevet af:
Erik Bang

Lagt på nettet 09.06.2005

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også