01.10.2002 12:00 Alder: 17 yrs
Kategori: Seksualitet, Kristenlivet

Skrevet af:
Astrid Baun

Skal kvinder bære slør?

Er det rigtigt at der står i biblen at kvinder skal gå tilsløret? (ligesom de muslimske kvinder)

Svar:

Nej det er ikke rigtigt! Men der er en tekst i Det nye Testamente, der handler om kvinders hovedbeklædning. Denne tekst kan måske have givet nogen anledning til at tænke på noget i den retning. Den står i 1. Korinterbrev kap. 11 vers 2-16, s. 1045.

Teksten handler om mænd og kvinder, når de beder og profeterer ved menighedens forsamling (gudstjenesten). Den siger, at det er skamfuldt for mænd at bede eller tale profetisk med noget på hovedet., mens det er skamfuldt for en kvinde at gøre det uden noget på hovedet. Her er der tale om gifte kvinder. Baggrunden er, at hedenske mænd fra det højere sociale lag i Korint trak deres toga over hovedet, når de tilbad. Hvis de kristne mænd gjorde det samme, kunne man mistænke dem for at de ville prale af at tilhøre denne elite. Det ville ikke være passende.

Hvad kvinderne angår, så er den klædning der er tale om, deres brudeslør, som fortæller, at de er gift. Hvis de tager den af, vil de signalere, at de ikke er gift, eller de demonstrerede en upassende frigørelse: at de ikke regner deres ægtemand og deres ægteskab. En sådan frigørelse var moderne blandt de hedenske kvinder i de højere sociale lag. - Endvidere siger Paulus også, at kvinderne skal have langt hår. Det regnedes for en skam, hvis en kvinde lod sig klippe, det gjorde de prostituerede nemlig.

Samlet kan vi sige: Paulus´ påbud handler om, at kvinderne skal vedkende sig deres ægteskab, som Gud har indstiftet. Og det gør de ved at bære brudesløret.

Betyder det noget for os i dag? Ikke så vi kan sige, at kvinderne skal bære slør. Fordi sløret slet ikke har nogen betydning eller sender noget signal i vort kristne samfund. Man kunne måske endda vende det rundt og sige: Hvis kristne kvinder i dag dækker hovedet til, kunne de forveksles med muslimske kvinder. Det tror jeg, Paulus ville være lige så meget imod, som at datidens kristne kvinder kunne forveksles med de hedenske kvinder.

Skulle vi prøve med en nutidig sammenligning, kunne vi tænke på gifteringen. Med den på vedkender vi os, at vi er gift og hører sammen med en anden. - Endvidere kunne nogle unge kvinder måske tænke på, at de skulle være knap så ivrige efter at følge den mest udfordrende mode. Ved at følge den, gør de sig til ét med de ikke-kristne kvinder, som gerne vil stille sig til rådighed. Hvis de klæder sig lidt mindre udfordrende, kunne de på en fin måde værne om sig selv - for sig selv og for den mand, som er/bliver den eneste ene.

Har du lyst til at læse mere om dette, kan du finde noget i følgende bøger:

Korintherbrevene. Studieudgave ved Kai Kjær-Hansen. Det Danske Bibelselskab, s.94-95.

Bibelværk for menigheden, bind 16.Lohses Forlag, s. 49-53.


Skrevet af:
Astrid Baun

Lagt på nettet 01.10.2002

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også