06.09.2004 12:00 Age: 20 yrs
Category: Omvendelse-rel

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Findes der grov synd uden tilgivelse?

Svar:

Hvad er synd mod Helligånden, spørger du. Og du bringer et eksempel, som skal illustrere problemet. Du sammenligner en kendt kristen leder, der måtte falde i synd, med Ananias og Safira, som blev dræbt for deres løgn.

I virkeligheden er det to spørgsmål, du stiller, og jeg vil prøve at besvare dem hver for sig.

1. Først om synd mod Helligånden:

Synden mod Helligånden er ikke et fald, heller ikke et frafald, men forhærdelse. Lad mig uddybe dette:

Et fald er en enkeltstående ulydig handling.

Et frafald er, at man mister eller vender sig fra den kristne tro, hvor man for en periode afviser kristendommen og måske også moralsk lever i strid med den.

Forhærdelse er, at man gør sig hård og fortsætter med det og livet igennem afviser Jesus.

Det var definitionerne. Så kommer jeg til begrundelserne.

a. Først om fald:

Tænk på apostelen Peter, som først fornægtede Jesus den nat, da Jesus blev arresteret. Han havde været Jesu discipel (lærling) og oven i købet apostel (udsending) i tre år, og så fornægtede han ethvert kendskab til Jesus. Han græd over det og blev efter opstandelsen forsonet med Jesus (Se Markus-evangeliet kapitel 16, vers 7: “…men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa…” og Johannes-evangeliet, kapitel 21, vers 15-22).

Senere efter pinsen handlede Peter forkert ved at nægte at spise sammen med de hedningekristne (Paulus brev til Galaterne kapitel 2). Paulus måtte irettesætte ham for det. Senere blev de forsonet. Det kan vi se af Peters andet brev kap 3.

Peter bedrøvede altså Jesus og menigheden både før eller efter pinsen, men han blev forsonet med både Jesus og menigheden.

Udfra sådanne eksempler på fald skal vi prøve at bedømme en person, som måske flere gange falder for fristelsen til at se porno, drikke sig fuld, banke konen, stjæle, blive vred og opfarende eller på anden måde være ulydig mod Gud. Din opremsning viser også, at du prøver at forestille dig, hvilken synd der eventuelt kunne være så forfærdelig, at det må regnes for at være synd mod Hellig Ånden. Men uanset hvor meget det kan provokere os, så er Gud istand til at tilgive ALT – intet fald er så stort, at Gud ikke kan rejse os op igen.

Det afgørende i hans forhold til Gud er ikke, om han når til et punkt, hvor han én gang for alle kan lægge alle disse ting bag sig, men hvad han gør med disse synder, når han er faldet i dem.

Hvis han forsvarer sin ret til at synde og ikke vil indrømme, at det er forkert, så forhærder han sig og risikerer at gå fortabt – han afskærer sig selv fra Guds tilgivelse.

Hvis han fortryder sin handling, beder Gud om tilgivelse og hjælp til at komme ud af synden, så er han frelst – så har hans Guds tilgivelse. (uanset hvor uforståelig og forfærdelig vi vurderer hans handling)

Med andre ord, så handler konsekvensen af den enkeltes fald om: bliver han ved med at kæmpe mod synden eller giver han op og begynder måske at forsvare synden? Hans frelse afgøres altså ikke af antallet af sejre, men om han trods sine nederlag forbliver i den tro, der indrømmer synden, beder om tilgivelse og kæmper mod fristelsen.

Sådan vil jeg forklare et fald.

b. Dernæst om frafald

Gennem profeten Jeremias bringer Gud sin kærlige indbydelse til dem, der er faldet fra ham, men gerne vil tilbage igen:

"Vend tilbage, I frafaldne sønner, så vil jeg helbrede jeres frafald" (Jeremias' bog, kapitel 3, vers 22).

Så skal ingen komme og sige, at man ikke kan vende tilbage og blive modtaget kærligt hos Gud efter at være faldet fra Gud. Ingen skal ødelægge frimodigheden hos en frafalden, der gerne vil tilbage.

Sådan opfatter jeg et frafald ud fra Bibelens egne eksempler.

c. Til sidst om forhærdelsen

Forhærdelsen er den vedvarende, livslange modstand mod Gud. Det er den, som er synden mod Helligånden. Det vil jeg gerne begrunde. Jeg har lige læst en meget grundig og præcis bog, der graver dybt i,hvad Jesus mener med at spotte Ånden (Mattæus-evangeliet kapitel 12, vers 31-32; Markus-evangeliet kapitel 3, vers 28; Lukas-evangeliet kapitel 12, vers 10).

Forfatteren af bogen, den nu vistnok for længst pensionerede professor Evald Lövestam fra Lund gør i den ovennævnte bog, som hedder “Spiritus Blaphemia” (Lund 1968), opmærksom på, at udtrykket: ”at spotte ånden” er hentet fra Det Gamle Testamentes sprogbrug om en bestemt sag, nemlig profeten Esajas' omtale af israelitternes utaknemmelighed mod Gud og deres kritik af ham for at have udfriet dem fra Ægypten. Hos profeten Esajas, kapitel 63, fra vers 7 og til kapitel 64, vers 14 beskrives det, hvordan Gud befriede Israel fra slaveriet i Ægypten, og hvordan folket bagefter trodsede og krænkede hans hellige ånd, så han blev en fjende for dem og gik til angreb på dem (Kapitel 63, vers 10).

Det medførte, at bortset fra to var der ingen af den voksne generation, der nåede frem til det land, Gud havde lovet dem. På samme måde vil det menneske, der afviser Jesus, ikke komme frem til Guds Paradis. Jesus er "den anden og større Moses" (se Brevet til hebræerne, kapitel 3, vers 1-6). Hvor Moses bragte befrielse til Israels folk fra slaveriet i Ægypten og ind i friheden i Kana'ans land, der bringer Jesus befrielse til os fra slaveriet i Djævelens rige og ind i friheden i Guds rige.

Og den, der afviser Jesus og fortsætter med at afvise ham livet igennem, han kommer ikke ind i Guds rige. Han spotter dermed Ånden.

Læg igen mærke til apostelen Peter. Han nægtede tre gange, at han kendte Jesus. Det gjorde han den nat, Jesus blev arresteret. Men samme nat, da hanen galede, indså han, hvad han havde gjort og fortrød og græd bittert. Senere - efter Jesu opstandelse - blev han forsonet med Jesus og fik tilgivelse og tjente Jesus resten af sit liv. Han fornægtede altså, at han kendte Jesus, skønt han havde været hans discipel i tre år. Men alligevel fik han tilgivelse.

Det svarer fuldstændig til, hvad Jesus siger i Lukas-evangeliet, kapitel 12, vers 8-10: "Jeg siger jer: Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil Menneskesønnen [Jesus selv, mit indskud] også kendes ved over for Guds engle. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil også blive fornægtet over for Guds engle. Enhver, som taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse. Men der, der spotter Helligånden, får ikke tilgivelse."

Peter talte imod Jesus og fik tilgivelse, men det er muligt at afvise Jesus livet ud, og da får man ikke tilgivelse.

Sprog-forvirring

Det, som forvirrer mange, er, at Brevet til Hebræerne tilsyneladende omtaler spottelse mod Hellig Ånden med nogle udtryk, som ved første læsning synes at handle om fald og frafald.

Brevet til Hebræerne siger i kapitel 10, vers 26: "For synder vi med vilje, efter at vi har lært sandheden at kende, findes der ikke længere noget offer for synden..."

I samme brev, kapitel 6, vers 4-6 står der: "For det er umuligt at føre dem til ny omvendelse, som én gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave, dem som har fået Helligånden og smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter, og som så falder fra; for de korsfæster selv Guds søn igen og gør ham til spot."

Men jeg er overbevist om, at det er forhærdelsen og ikke fald eller frafald, der tænkes på. Ellers ville brevet til Hebræerne modsige Jesus. Derfor må jeg konkludere, at Brevet til Hebræerne har en anden terminologi eller sproglig udtryksmåde for den samme sag, nemlig forhærdelsen.

2) Ananias og Safira

Så kommer jeg til det andet spørgsmål, nemlig om Ananias og Safira, som løj for Helligånden og blev straffet med døden. Der står ikke noget om, hvorfor de skulle dø på det tidspunkt og ikke senere. Og der står heller ikke noget om, at enhver, der lyver for Helligånden, skal dø med det samme. I det hele taget får vi i Bibelen ikke alt at vide om andre, men vejledning til os selv. Det indebærer også, at man ikke kan sammenligne en kendt kristen leder, der falder i synd, med Ananias og Safira, heller ikke selv om han lyver om det, selv om begge dele er alvorlige ting, som i hvertfald ødelægger den tillid, andre kristne har til ham. Og når en kristen leder ikke har tillid blandt andre kristne, så er han i virkeligheden ophørt med at være en kristen leder. Men det afgørende i hans gudsforhold er, om han omvender sig, inden han dør. Omvender han sig og indrømmer sandheden for Gud og de mennesker, han har bedraget, så bliver han tilgivet og frelses. Indrømmer han ikke sandheden for Gud, og beder han ikke om tilgivelse, og begynder han ikke at arbejde på at være lydig mod Gud, så går han fortabt.

bøn om tilgivelse - og hjælp til at kæmpe

Vi kan ikke sige, hvornår Gud lader den enkelte dø, men vi kan sige, at vi skal leve sådan, at vi hvert øjeblik er rede til at forlade dette liv og møde Gud. Det betyder, at vi skal undgå både at lyve for Gud og gøre de andre ting, du spørger om, men det betyder ikke, at den, der falder i en synd, går fortabt, heller ikke, at den, der falder i en synd mange gange, går fortabt. Det afgørende er, at man indrømmer den for Gud, beder om tilgivelse og beder om og øver sig i at være lydig mod Gud. Om man så for tusinde gang må bede Gud om tilgivelse for den samme synd, så er man ikke fortabt og går ikke fortabt, men det kan godt være, at den kristne mand, som tit banker konen, både skal i terapi og også for en tid må flytte fra konen. Og den, der ofte falder for fristelsen til at se porno, bør nok tale med både en præst og en psykiater eller en terapeut. Han kunne også overveje at sælge fjernsynet eller disciplinere sig selv på anden måde. Og den mand, der fristes til at være sin kone utro, skal nok undgå at omgås den anden kvinde, som han tiltrækkes af. Men det er meget afgørende, at vores frelse ikke afhænger af, hvor mange synder vi overvinder, men om vi beder til Jesus, så han kan rense os fra dem. Med andre ord afhænger vores frelse ikke af, hvor mange sejre vi vinder mod ulydigheden i os selv, men om vi bliver ved med at kæmpe eller giver op og overgiver os til ulydigheden og slutter fred med den.

Til alle fortvivlede, faldne og frafaldne, som gerne vil følge Jesus, siger han kærligt og opmuntrende: "Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker."

Og alle, som afviser ham, og som står i fare for at afvise ham resten af deres liv, advarer han, også kærligt, men med dyb alvor: "bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives."

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Lagt på nettet 06.09.2004