24.02.2005 12:00 Alder: 13 yrs

Skrevet af:
Erik Bang

Er vi tilgivet vores sexuelle fejltrin?

Min kæreste og jeg har kommet sammen i et år, og vi har været i seng med hinanden én gang. Tænkte det skulle prøves og nu har jeg det helt fint med det. Jeg ved godt det er en synd og vi har bekendt vores synd for herren. Efter vi prøvede det kan vi idag sagtens lade værre med at have sex. Vi har lyst men kan sagtens lade være. Er vi tilgivet for vor synd selvom vi stadig har lidt dårlig samvittighed overfor gud? En anden ting: Vi har sexuelt forspil, og har det rigtig godt med det. Er det en synd? For vi har ikke sex! Vi lader værre, for det har vi prøvet og der sker ikke igen før vores ægteskab!

Svar:

Det er en stor glæde at mærke, hvordan både kærligheden til Gud og til hinanden fylder så meget i jeres liv - og at I ønsker at værne om begge dele.

Hjælp til at tro på tilgivelsen

”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed” (1. Johannes brev kap. 1 vers 9). Sådan lyder Guds løfte. Når vi har erkendt, at vi har syndet, og når vi har bekendt synden for Gud i vores bøn, har vi Hans ord på, at vi er tilgivet. Det står fast fra Guds side.

For os kan det imidlertid ofte være svært at tro, og det er jo præcis det, I tumler med. Derfor har Gud givet os to milder, som vi skal bruge for at holde troen på Hans tilgivelse fast.

Det ene middel er nadveren, hvor vi gennem brødet og vinen får del i Jesu fuldbragte offer for vore synder. Derfor skal vi ofte og gerne gå til alters, For dér gives syndernes forladelse, så vi både kan se det, høre det og smage det.

Det andet middel er skriftemålet. Altså at bekende sine synder i en fortrolig samtale over for en præst. Og af præsten modtage syndernes forladelse fra Gud. Skriftemålet kan være en stor hjælp til at tro tilgivelsen, særlig når vores samvittighed er naget af det, vi har gjort. Derfor vil jeg opfordre jer til at opsøge jeres sognepræst – eller en anden præst, I har tillid til - og bede om et skriftemål. Jeg tror, det vil være en god hjælp for jer. Præsten vil også kunne give jer god vejledning i at leve efter Guds vilje på det seksuelle område.

Det seksuelle forspil

Seksuelt forspil er mange ting. Lige fra et let kærtegn på kinden til berøring af kønsorganerne. Hvor intim man kan være på det felt, afhænger først og fremmest af hvor intim man er på andre områder. Dvs. hvor tæt I er kommet på hinanden som personer i det hele taget.

Berøring af kønsorganerne, der fører til udløsning/orgasme, er en del af det seksuelle samliv, der hører ægteskabet til. Derfor skal I være opmærksomme på, at I ikke bringer jer i en sådan situation, før I er blevet gift. Derfor er det en rigtig god ide at tale med hinanden om det, så I bliver enige om, hvor grænsen skal gå for jer. Når man ved, at der her er et ”sprængfarligt område”, er det direkte dumt at gå helt hen til kanten! Man skal heller ikke overvurdere sig selv og sin standhaftighed.

Paulus har også et godt råd i den forbindelse: ”Men kan de ikke være afholdende, skal de gifte sig; for det er bedre at gifte sig end at brænde af begær” (1. Korintherbrev kap. 7 vers 9).

Jeg håber disse råd kan være jer til hjælp. Ellers er I velkomne til at skrive igen.


Skrevet af:
Erik Bang

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også