01.09.2000 12:00 Alder: 24 yrs
Kategori: Helligånden, Bibelen, Evigheden, Troen

Skrevet af:
Henrik Hoffmann-Hansen

Hvad er synden, der ikke kan tilgives?

Kan Jesus ikke tilgive alle synder? Jeg blev lidt chokeret da jeg i går læste: Markus 3,28-30: Sandelig siger jeg jer: Alt skal tilgives menneskenes børn, forsyndelser og bespottelser, hvor meget de end spotter. Men den, der spotter Helligånden, får aldrig i evighed tilgivelse, men er skyldig i en evig synd. Der står at, man kan få alt tilgivet undtagen bespottelse af Helligånden. Menes der så at lige meget om man fortryder det nok så meget, vil man aldrig kunne få tilgivelse for bespottelse af helligånden. Har altid troet at Gud kunne tilgive alt???

Svar:

Hvis det kan være nogen trøst, er du bestemt ikke den første, der er blevet chokeret over den udtalelse fra Jesus. Det er der mange, der er blevet gennem hele historien.

For at få hold på det svære spørgsmål, må vi have svar på, hvad synd mod Helligånden er. Er det noget, man kan »komme til« at gøre ligesom at køre over for rødt lys eller hvad? Læs teksten igen. Jesus siger, at man kan få tilgivelse for alt! Med andre ord, der er tilgivelse for at »synde«, for at gøre, sige eller tænke noget, der er imod Guds vilje. Det er jo hele kristendommens centrale budskab: Gud tilgiver mennesker gennem Jesus! Den pointe bliver ikke modsagt - men understreget! - af det, Jesus siger om at »synde mod Helligånden«.

At synde mod Helligånden betyder nemlig, at man ikke vil have noget med Jesus at gøre. At man afviser, at han skulle have taget vores straf ved at dø på korset, og at han skulle være opstået fra de døde. Og vel at mærke afviser det livet igennem. Sagen er, at netop Helligånden vil overbevise os om, at Jesus er vejen til Gud. Helligånden arbejder dag og nat for at få os mennesker til at forstå og tro det: Der er tilgivelse hos Jesus. Men hvis vi bliver ved med at afvise det, til vi dør, så har vi »syndet mod Helligånden«.

Det er menneskets forfærdelige mulighed, at vi kan afvise Guds kærlighed og tilgivelse. Gud kan og vil tilgive alt - hvis vi bare vil lade ham gøre det!


Skrevet af:
Henrik Hoffmann-Hansen

Lagt på nettet 01.09.2000

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også