Er religion kulturskabt?

---

Svar:

Hej Johanna

Det er et godt spørgsmål, du stiller. Der er rigtig mange kristne, der i tidens løb har stillet sig selv dette spørgsmål. Jeg gjorde det selv, da jeg kom til tro på Gud. Da gik jeg i gymnasiet og var vant til at behandle alle spørgsmål med logik. Og her slog logikken ikke til. Det blev jeg vældig frustreret over.

Ulogisk eller overlogisk

Faktisk spurgte jeg Gud, hvorfor han var så ulogisk. Efterhånden kunne jeg fornemme svaret: Gud er ikke ulogisk, men han er overlogisk. Han overgår vores forstand. Egentlig er netop det jo logisk :-). Den Gud, der har skabt vores hjerner, overgår naturligvis os i hjernekapacitet og dermed logisk styrke.

Det tog mig noget tid at sluge den pille. At der skulle være noget virkeligt og sandt, som jeg ikke kunne forstå. Men med tiden er det blevet mig til stor glæde. For hvis min gud ikke var større, end at min forstand kunne rumme ham – så var han jo ikke større end jeg selv. Og hvad skal man bruge sådan en discount-gud til? Nej, Gud er i en helt anden eksistentiel liga end os. Derfor kan vi ikke rumme ham og hans planer.

Kulturskabt

Jeg smiler lidt ved sætningen fra din undervisning: ”Det faktum, at religioner kommer som følge af kultur”. Hvordan er det blevet et faktum? Det kan være en hypotese – en måde at prøve at se historien på. Man kunne med mindst lige så stor ret have en anden hypotese: ”Kulturer kommer som følge af religion”. Det kunne man fremlægge lige så vægtige argumenter for.

Denne problemgruppe svarer til det kendte: ”Hvad kom først: hønen eller ægget?”. ”Kultur” kan defineres på forskellig måde, men som oftest vil en historiker vel definere det som det sæt af normer, værdier og adfærd, der kendetegner den tidsperiode/den befolkningsgruppe, som man nu undersøger.

Et væsentligt element i samtlige kulturer er den eksistentielle tolkning, hvad enten man så vil kalde den religion eller religion/filosofi. Så med al respekt: religioner skabes ikke af kulturen. Det er nok snarere omvendt, men i praksis vel ofte et samspil.

Kristendommen

Hvis vi så sætter fokus på kristendommen, sådan som du gør, har vi problemstillingen: Kristendommen understreger alle menneskers behov for frelse. Frelsen modtages ved at tro på kristendommens centrum, nemlig Jesus. Men hvad så med alle de mennesker, der levede og også i dag lever i kulturer, hvor de ikke hører om Jesus? Så har de jo ikke en chance for at blive frelst – og det er da uretfærdigt. Og Gud kan netop ikke være uretfærdig.

Det kan formuleres med flere eller færre detaljer – men er det ikke nogenlunde det spørgsmål, du stiller? Det er i hvert fald et spørgsmål, der også har plaget mig. Jeg har et ”svar” på det, men dette svar vil nok skuffe dig lige så meget, som det skuffede mig, da jeg hørte det første gang.

Guds svar

Svaret er: ”Gud har styr på det.

Det er retfærdigt. Men at forstå det vil kræve en guddommelig hjernekapacitet, så det kan du altså ikke forstå. Du må stole på Gud!”.

I begyndelsen kunne jeg overhovedet ikke bruge det til noget. Men efterhånden som jeg får mere og mere tillid til Gud og mere og mere forståelse for, hvor kosmisk-gigantisk en kærlighed og visdom han har, jo mere er jeg villig til at stole på ham.

Jeg ved, at Guds plan for at frelse os, kostede ham ufattelige lidelser. Han siger selv i Bibelen, at han brændende ønsker, at hvert eneste menneske bliver frelst. Han har helt sikkert valgt den absolut bedste måde at gøre det på. Samtidig siger han tydeligt, at desværre vil det ikke lykkes at frelse ethvert menneske. Nogle frelses, andre gør ikke.

”Hvordan giver troen mening, hvis…” spørger du. Det er noget af det paradoksale ved kristendommen. På den ene siden giver den det mest sammenhængende og fornuftige verdensbillede, jeg nogensinde har mødt. Dermed har den tilført min liv en dyb mening på alle livets områder. På den anden side giver kristendommen ikke en ”mening”, som vores logik altid vil acceptere.

På de største områder i tilværelsen er vi nødt til at forholde os til virkeligheden, hvad enten vi synes, den giver mening eller ej. Gud er der. Verden er der. Der er frelse og fortabelse. Alle disse ting er der, hvad enten vi synes, de giver mening eller ej. Gud har lovet enhver kristen, at han vil være hos os hele tiden, både midt i det, vi bedømmer som meningsfuldt og det vi bedømmer som meningsløst. Og det gi'r god mening i mit sind, synes jeg.

Jamen

Mine indvendinger ligner lidt mine børns, da de var små. Når vi snakkede sammen om et problem, var det tit at de udbrød: ”Jamen far, vi kan da bare!”. Fx hvis jeg sagde, at der var ikke råd til at købe det eller det, så lød svaret: ”Jamen far, vi kan da bare gå hen i banken og hente nogle flere penge!”. Så smilede jeg og prøvede at forklare, at det kunne man ikke bare lige gøre. Sådan tror jeg også, at Gud har det med alle mine forslag til, hvordan man kan løse problemerne. Jeg kunne jo foreslå ham, at han straks efter syndefaldet havde ladet det blive jul. Så havde Jesus været der med det samme og så kunne alle have mulighed for at tro på ham lige fra menneskehedens begyndelse! Genial ide, når jeg nu selv skal sige det. Men Gud smiler nok lidt vemodigt, for jeg kan ikke magte at forstå hans begrundelser.

Teologiens svar

Men helt uigennemsigtigt er det hele ikke. Der er i Bibelen en del puslespilsbrikker, der kan lægges sammen til noget, der ikke kan give os de dybeste svar, men som alligevel skaber sammenhæng og overblik over mange ting omkring det med, hvordan et menneske bliver frelst. Det er bare en lang historie. Og da vi jo kun er mennesker, er vi ikke altid enige om, hvordan vi bedst skal sætte brikkerne sammen.

Der gives i folkekirken i Danmark i dag adskillige forskellige forsøg på at besvare dit spørgsmål. Det vil føre alt for vidt at begynde at redegøre for dem nu. Jeg nævner det bare for at vise, at der er tænkt rigtig mange tanker omkring dit spørgsmål og der er fundet forskellige måder at finde større eller mindre dele af et ”svar” på.

---

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 25.11.2016