Postkasser

Så er det ved at være sidste udkald! Det danske postvæsen uddeler snart ikke flere advarsler: hvis ikke din postkasse sidder, hvor den skal, vil den fremover ikke få post i sig!

Som mangeårig medhjælper ved uddeling af aviser, ugeaviser og reklamer (en far hjælper jo sine børn) glæder det mig, at det nu er slut med at løbe op af lange indkørsler og hullede privatveje. Nu skal postkassen sidde ved vejen. Godt nok. Og godt nok, at gangbesværede kan få dispensation. Men alt i alt en stor lettelse for postbude, avisbude og den slags.

Postkasse mangler

Som uddeler var noget af det mest trælse, hvis der slet ingen postkasse var. Måske så en brevsprække (oftest af den der modbydelige slags, der altid nev i fingrene)? Nix! En plastikboks med en seddel: "Læg posten her!"? Heller ikke. Hvad så? Lægge det på flisen? Dels er det ikke tilladt som omdeler, og dels ville vind og vand og hunde nok snart gøre det til en rigtig dum ide. Så: ingen post til denne adresse!

Guds breve

Er det så bare ugeavisen og Bilka-reklamen, man ikke kan aflevere, så falder verden nok ikke sammen af den grund. Men hvis nu det er et vigtigt brev? Eller hvis nu, det er et brev fra selveste Gud? Jeg tror faktisk af Gud - i overført forstand - ofte oplever, at det ikke er muligt at aflevere posten på en bestemt adresse. Ikke fordi Gud ikke længere vil gå de ekstra meter op ad indkørslen - men fordi der simpelthen ikke er nogen postkasse.

Eller måske står der et mærkat med: "Alle religiøse henvendelser frabedes!"

Alligevel

I dag hørte jeg om en person, der i mange år havde forsøgt at "aflevere et brev fra Gud" til en person, der stod vedkommende nær. Men der havde aldrig været en modtagelig postkasse. Men så pludselig var der en åbning, brevet kunne puttes ind igennem! Og det blev læst! Hurra! - eller Halleluja! som det hedder i Bibel-sprog.

Det opmuntrede mig til at blive ved med at tage turen op af indkørslen for at se, om der nu skulle være kommet en postkasse de steder, hvor jeg rigtig gerne vil aflevere et brev fra Gud.

Det opmuntrede mig også til én ting mere: Personen nævnte som den vigtigste årsag til, at der nu pludselig var en åbenhed, at hun i mange år havde bedt for dette menneske. Så nu er jeg opmuntret til at fortsætte med at bede for de Postkasseløse, jeg kender!

<- Back to: Vis artikel

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 19.03.2012