07.05.2012 12:00 Alder: 12 yrs
Jørgen Sejergaard

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Hvorfor må jeg ikke være vred på Gud?

Jeg blev udsat for incest som barn; jeg bad grædende til Gud hver aften, men følte han svigtede mig. Jeg har tilgivet min familie, men jeg har stadig meget vrede. Og nu skriver jeg på baggrund af svaret Må man være vred på Gud?. Må jeg ikke være vred på Gud? Skal jeg være vred på min familie, som jeg har tilgivet? En vrede jeg ikke ønsker skal rettes mod dem, for den vil ikke hjælpe dem. Min psykolog vil have vreden frem, men jeg tør ikke. For hvor må jeg sende den hen, så den ikke gør skade på mig selv eller andre? Vil Gud da ikke tillade, at jeg retter den mod ham. Vil han da ikke lytte til det grædende barn som står ganske uforstående? Hvis det grædende barn stod lige foran ham med alle sine spørgsmål, hvordan ville han da trøste det?

Svar:

Vreden er en indre kraft, som ikke lader sig spærre inde eller fortrænge. Den skal ud, som psykologen ganske rigtigt vil have dig til at åbne for. Der er to slags vrede, dels den egoistiske hadefulde bitterhed, som kun ønsker hævn, dels den retfærdige vrede, som stiller sig offerets side og stiller voldsmanden til ansvar. Den første slags gør stor skade, men den sidste slags gør faktisk gavn. Den kan faktisk være til hjælp for voldsmanden, for den hjælper ham til at erkende sit ansvar og bede om tilgivelse.

Du har tilgivet din familie, men har din familie indrømmet sin skyld over for dig og bedt dig om tilgivelse? Et er at tilbyde tilgivelse, noget andet er, om den er ønsket og modtaget. Det er jo din familie, der har svigtet, og du må spørge dig selv, om de virkelig har udtrykt ønske om at få din tilgivelse, eller om du har købt deres anerkendelse ved at tilgive dem. Hvis det sidste er tilfældet, er det ikke nogen virkelig forsoning, og da er problemet mellem jer ikke løst. Det kan være med til at holde vreden i live, og da må vreden udløses i et krav om, at de står ved deres ansvar.

Klage, ikke anklage

Ellers kan du udøse vreden for Gud, ikke som anklage, men som klage og sorg. Du kan aldrig komme i den situation, hvor Gud har brug for din tilgivelse - du kan ikke kræve universets oprindelseskraft til regnskab for noget som helst - men du har brug for, at han hører din fortvivlelse. Derfor kan du fortælle ham alt, hvad du føler, og hvad det ulykkelige barn i dig føler. Du kan fortælle, at du følte, at han svigtede dig. Du kan fortælle, at du har tilgivet din familie, og at du ikke ønsker at være vred på dem. Hvis du ikke er virkelig forsonet med dem, kan du også fortælle ham det. Du kan fortælle, at du ikke ved, hvor du skal rette vreden hen. Du kan fortælle, at du har vrede, fordi du føler dig svigtet. Du er i nød, og du kan klage din nød til Gud.

Læg mærke til klagerne i Jobs bog og i Salmernes bog, og læg mærke til Guds svar, og hvad Job lærte.

Job gik så langt, at han anklagede Gud (Jobs Bog 9,4-21a), men han måtte tage det i sig igen, fordi han lærte, at han havde udtalt sig om noget, han ikke havde forstand på (Jobs Bog 42,3). Modsat os læsere af Jobs bog, fik Job ikke at vide, hvorfor han blev udsat for så megen lidelse. Han fik kun at vide, at Guds tanker er langt højere end hans, og at Gud er god og retfærdig, selv når vi ikke kan forstå ham.

Dermed vil jeg ikke anbefale, at du går lige så langt som Job, men råb bare din smerte ud! Og du kan fordybe dig i de mange bønner, hvor Job og David og alle de andre klager deres nød for Gud. Vi har lov både at råbe og sukke vor fortvivlelse ud. I stedet for at sige til Gud: Du har svigtet mig! så vil jeg råde dig til at sige: Hvorfor skulle jeg igennem alt det? Hvorfor greb du ikke ind, som jeg ønskede det? Hvorfor skulle jeg føle, at du svigtede mig?

Låneord

Og savner du ord, så er der mange bibeltekster, som låner dig ord. Nedenfor følger nogle eksempler, hvor de sidste to eksempler er ikke blot henvendt til Gud, men også til de mennesker, som volder ondt.

Jeg råber til dig om hjælp, Herre, hver morgen kommer min bøn til dig. Hvorfor har du forstødt mig, Herre, hvorfor skjuler du dit ansigt for mig?

?Jeg er hjælpeløs og udmattet fra ungdommen af, dine rædsler omgiver mig. Din harme slår ind over mig, dine grusomheder gør det af med mig;

De omslutter mig altid som vand, de slår sammen over mig.

Ven og frænde har du taget fra mig, mine bekendte er borte i mørket.

Salmernes Bog 88, 14-19

Svar mig, når jeg råber, du min retfærdigheds Gud!

Du, som har befriet mig i trængsler, vær mig nådig og hør min bøn!

I mennesker, hvor længe vil I krænke min ære?

I elsker tomhed og søger løgn. Sela

I skal vide, at Herren har vist sin underfulde troskab imod mig, Herren hører, når jeg råber til ham.

Salmernes Bog 5,2-4

Vær mig nådig, Herre, for jeg er svag, helbred mig, Herre, for min krop sygner hen, og min sjæl er grebet af rædsel.

Herre, hvor længe endnu?

Vend tilbage, Herre, red mit liv, frels mig i din godhed!

Ingen påkalder dig i døden, hvem takker dig i dødsriget?

Mine suk udmatter mig, hver nat væder gråden mit leje, min seng er våd af mine tårer. Mit øje er sløret af sorg, for mine fjender er mange.

Bort fra mig, alle I, der volder ondt! Herren har hørt min gråd

Salmernes Bog 6,3-9

Bibelen opfordrer os aldrig til at anklage Gud, men derimod til at udøse vort hjerte for ham:

Udøs jeres hjerte for ham

Salmernes Bog 62,9

En verden uden ondskab

Hvad er så svaret til det grædende barn? Så vidt jeg kan se, minder din situation om den meget realistiske eventyrfigur Shasta i C. S.Lewis’ bog ”Hesten og drengen”. Han blev ikke misbrugt, men fik bank af sin far, og han kendte slet ikke Gud, men som voksen møder han den store løve Aslan, C. S. Lewis’ Kristus-symbol, som fortæller, hvordan han har været ved Shastas side hele tiden og ledt ham frem til den befrielse, han nu oplever i sit voksne liv.

På samme måde kan du nu i dit voksne liv se nogle spor af Guds virke, da du var barn.

Alligevel har du også fat i nogle af de spørgsmål, som Shasta ikke stiller, og som du nok ikke får svar på, nemlig hvorfor du i det hele taget skulle igennem disse forfærdelige ting.

Så langt jeg kan se, er svaret, at vi kommer igennem svære ting simpelthen, fordi tilværelsen er besværliggjort, længe før du og jeg blev født. Vi lever uden for paradiset, og det indebærer, at både naturen og menneskene ikke længere opfører sig paradisisk. Man behøver ikke at tro på paradiset for at indse det, men budskabet om paradiset lader os forstå, at der findes et alternativ til denne brogede verden med dens blanding af skønhed og ?grumhed. Der findes en verden uden ondskab, og Jesus giver os adgang til den, men indtil vi kommer frem til den, risikerer vi at møde mange skrækkelige ting. Gud skabte verden smuk og god, men menneskene har selv vansiret den. Gud overlod os administrationen af verden inden for meget vide rammer, men vi har i større eller mindre grad misrøgtet vort ansvar. Det er de grundvilkår, vi fødes ind i.

Jeg vil råde dig til at tale dette igennem med din psykolog og med en præst.


Jørgen Sejergaard

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Lagt på nettet 07.05.2012

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også