16.05.2006 12:00 Alder: 18 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Hvem skal jeg bede til?

Jeg har tænkt en del over det med bøn, og jeg har bemærket, at jeg kun beder til Gud! Kan man bede til både Gud, Jesus og Helligånden? Hvordan beder man til dem og beder man hver enkelt om noget forskelligt? Fx hvis jeg takker for noget der er sket i løbet af dagen, skal jeg så takke Gud, Jesus eller Helligånden?

Svar:

Det er vist et spørgsmål, rigtig mange kristne har tænkt over.

Vi kan trygt bare bede

Først og fremmest tror jeg, det er vigtigt at huske på, at Gud er meget større end os. Vi kan ikke helt fatte ham. Han er både én Gud og tre personer på én gang. Sådan er det bare. Samtidig véd vi helt sikkert, at han elsker os og meget gerne vil kommunikere med os. Så når vi beder til ham, så er han glad for det. Han sidder altså ikke som en dommer og vurderer, om vi nu sender bønnen det rigtige sted hen - for ellers afviser han den. Han ønsker at møde os og favne os. Så dybest set kan vi bede til hvilket navn, vi vil: Gud, Far, Jesus, Herre, Helligånd - den Treenige Gud skal nok høre det og tage imod det! Så vi skal ikke være bange for at "bede til den forkerte".

En ekstra styrke

Samtidig kan det at bede til en bestemt person i Gud styrke vores bøn:

Når vi beder til Far, så er det så trygt og godt at tænke på, at nu taler jeg til min mægtige, himmelske far. Han elsker mig, jeg er hans barn. Jeg må bare komme med alt til ham!

Når vi beder til Jesus, så taler vi med ham, der elsker os så højt, at han ville tortureres ihjel for vores skyld. Vi taler med ham, der selv beder til Gud for os (Hebræerbrevet 7,25).

Når vi beder til Helligånden, taler vi til Gud, der bor i vore hjerter og giver os troen og glæde og kærligheden.

Hovedlinier

Skal vi prøve at dele det lidt op, så er hovedreglen i Ny Testamentes undervisning om bøn:

Vi beder til Far (tag for eksempel Fadervor) i Jesu navn (i kraft af det, Jesus har gjort for os) ved Helligånden (han giver os troen til at bede - han er bønnens ånd i os, se Zakarias 12,10 og Apostlenes Gerninger 2,17).

Personligt gør jeg det, at jeg enten bare beder til "Gud" eller "Herre" - og så kan han selv dele det ud til sine personer, som han ønsker det.

Eller også beder jeg som hovedregel til Far. Men hvis jeg for eksempel vil takke Jesus - så beder jeg naturligvis direkte til ham. Og hvis jeg ønsker at Helligånden skal hjælpe mig eller andre med noget, så beder jeg naturligvis direkte til ham.

Så: bed til hvem du synes. Det når under alle omstændigheder frem. Og hvis du vil dele det lidt op, kan du prøve at se om disse tip er brugbare for dig.

Guds velsignelse med dit bønsliv - det er noget af det vigtigste og mest spændende som kristen at kunne tale med Gud!


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 16.05.2006

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også