06.06.2006 12:00 Alder: 19 yrs

Må jeg bede med muslimer?

Jeg er kristen og har bedt sammen med en muslim. Hvad siger Bibelen om det - er det tilladt ?

Svar:

Af gode grunde siger Bibelen ikke noget direkte om muslimer eller islam, eller om det er tilladt at bede sammen med dem, da Bibelen er langt ældre end islam. Profeten Muhammed, islams grundlægger, døde i 632 efter Kristus, længe efter at de yngste bibelske skrifter i Det Nye Testamente blev nedskrevet.

Vi kan måske finde svar på nogle af de spørgsmål, som dit spørgsmål giver anledning til, ved at stille andre spørgsmål:

1.Kan man være tro mod evangeliet om Jesus som eneste vej til frelse og samtidig være i bønsfællesskab med folk fra en religion, der forkaster Jesus som Guds søn? Det, mener jeg, er umuligt!

Men det betyder ikke, at vi så ikke kan bede for muslimer. Vi kan godt komme i situationer, hvor en muslim beder os om forbøn for eksempel i tilfælde af sygdom. Frelsesvished er en mangelvare i muslimsk tænkning, så derfor kan det også ske, at en muslim beder om forbøn midt i sin tvivl!

Men at bede sammen med en muslim er principielt noget helt andet, når han beder til sin gud og du beder til den levende Gud i Jesu navn, selv om de fleste vil være enige om, at der er en vis ydre lighed mellem kristendommen og islam . Men forskellen er enorm.

2. Kan man have åndeligt fællesskab med mennesker af anden tro, for eksempel muslimer, når der nu er noget der i Bibelen betegnes som ”sandhedens ånd” og ”vildfarelsens ånd” ( 1 Johannesbrev 4,1-6)?

Der er forskel på at bekende, at ”Kristus er kommet i kødet”, som vi gør, og kun betegne Jesus som en profet, som muslimerne gør. Det er karakteristisk for vildfarelsens ånd, at den benægter inkarnationen - at Jesus er kommet i kødet ; at Gud blev menneske; at Kristus er Guds søn! I islam fornægtes det, at Jesus er Gud søn. For en ret muslim er det en uhyrlig påstand, at Jesus skulle have kaldt sig selv for ”Guds søn”. Derfor er det vanskeligt at acceptere, at muslimer og kristne beder til den samme gud!

3. Kan man bede sammen med muslimer, når de ikke vil kalde Gud Fader?

Læser vi den apostolske trosbekendelse i lyset af islams lære, vil vi se, at muslimerne tror på Gud, men nægter at kalde han Fader,fordi en fader har børn. De tror også, at han er skaberen af alle ting – himlen og jorden og Jesus Kristus, som er undfanget ved Helligånden og født af jomfru Maria. De tror også, at Jesus er opfaret til himlen, og at han skal komme igen. De tror også på den hellige ånd(som rigtig mange muslimer mener er profeten Muhammed!). De tror også på syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv! Alt andet i trosbekendelsen forkaster muslimerne.

Som du ser, kan jeg ikke svare kategorisk på om det er tilladt – eller forbudt – eller eventuelt forkert at bede sammen med muslimer. Det afhænger at situationen, men generelt har vi ikke bønsfælleskab med dem, der forkaster Jesus som Guds søn.

 

Bent Tage Nielsen


Lagt på nettet 06.06.2006

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også