02.09.2000 12:00 Alder: 24 yrs
Kategori: Bibelen, Kristenlivet, Troen

Skrevet af:
Brian Christensen

Hvad hjælper min forbøn?

Jeg har en ven, på min egen alder, som vendte sig bort fra troen for 2 år siden. Jeg har siden fast bedt for at han må blive kristen igen, og jeg har haft det meget svært ved det...for jeg kan ikke se, at der sker noget. (Sådan er det jo så tit...) Men mit spørgsmål eller nærmere min frustration går på...hvad gavner det egentlig at bede om en andens frelse??? Og hvem er det jeg skal "overbevise" om at han skal omvendes? Man burde da tro at Gud vil det bedste for alle = frelsen, så det er Gud og jeg da enige om. Er det så min ven jeg skal overbevise?? Ja så er Gud jo i bund og grund sat udenfor og mine bønner virker nyttesløse. Naturligvis kender jeg godt noget af svaret her...Gud planter troen i mennesker, og ingen kommer til tro af sig selv...men der er vel heller ikke nogen, der kommer til tro uden SELV at ville det?? Det er nok lidt kludret sagt, men jeg fatter bare ikke helt præcist havd min forbøn kan gøre. For er det da ikke lige så meget Guds ønske, som mit eget, at min kære ven skal blive omvendt?? Hvad er det så egentlig jeg beder om, når jeg beder for ham? At Gud vil plante troen i ham...jeg ved det...MEN VIL HAN DA IKKE DET?

Svar:

Som du selv skriver det, så har du fat i noget af det rigtige. Og lad os først gå lidt systematisk til værks (jeg er gammel matematisk student) og gøre os klart, hvad der er bønnens præmisser:

  • Vi har i bibelen mange eksempler på, hvordan der kan bedes, og hvad der kan bedes om og én af dem er forbønnen. Abraham for Sodoma, Moses for folket, Jesus for disciplene osv. Forbøn er godt og efter Guds vilje.
  • Vi har ingen krav på at få vore bønner opfyldt. Bønner bliver altid hørt og besvaret, men om det er "ja", "nej" eller "vent" ved vi ikke. P.g.a. den sidste mulighed (vent), kan bøn kræve megen tålmodighed, for måske opfyldes vor bøn senere. Hvad angår menneskers frelse ved vi:
  • At Gud ønsker at alle mennesker skal frelses.
  • At Satan ønsker at ingen mennesker frelses.
  • At alle mennesker har en fri vilje til at takke nej til Guds frelse og
  • At når et menneske frelses, så er det Gud, som har gjort det muligt ved at skænke troen.

Disse 6 punkter løser ikke, hopla, dit problem. Men de skulle gerne bekræfte for dig, at du er på ret kurs. Gud ønsker at have fællesskab med din ven, og at han skal vende om. Så når du beder for din ven, så er du ikke Guds modstander eller din vens advokat overfor en vrangvillig Gud. Gud skal ikke overtales til at gøre noget godt, for Han vil selv det allerbedste.

Forbøn - en del af en åndskamp

Men, hvad er da meningen med din forbøn ? Den har i alt fald to vigtige funktioner. For det første er den en del af åndskampen for din ven. Når han har valgt at vende Gud ryggen, så har han mere eller mindre stillet sig udenfor Guds beskyttelse og givet den Onde mulighed for indflydelse. Nu kender jeg ikke den konkrete situation, men det kan nogle gange være meget tydeligt, at et menneske udsætter sig for en dårlig åndelig påvirkning/magt. Dine bønner er med til at forringe Satans magt over din ven og det mener jeg helt konkret. Vi tænker måske bare, at når Gud er almægtig, så kan Han selv beskytte dem han vil, men sådan er den åndelige verden ikke. Forbøn er et utroligt vigtigt våben i kampen mod det onde og et fantastisk redskab til at lede mennesker til Gud.

Forleden fortalte en mand mig om, at da hans datter blev omvendt, var hendes bror langt derfra pludselig begyndt at bede for hende og det var ingen overraskelse for ham dagen efter at høre om det, som var sket.

Din forbøn virker på dig selv

For det andet, så gør din bøn det meget nemmere for dig selv at tale med din ven. Det åbner dine øjne for, hvad du kan gøre og sige til hjælp for ham. Bønnen skærper vor opmærksomhed om det, som vi gerne vil opnå. Så når det belejligede øjeblik kommer, så ved du bedre, hvordan du skal gribe situtationen an end, hvis du ikke havde bedt.

Vore bønner skal ikke få solen til at skinne kraftigere, men istedet fjerne nogle af de skyer og tågebanker, der kan skygge for solen. Guds fred og en god sommer.


Skrevet af:
Brian Christensen

Lagt på nettet 02.09.2000

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også