Kan Gud bevises?

---

Kan man bevise Gud? – Nej!

Har argumenter om Guds eksistens så ingen betydning? – Jo!

Det er ikke så selvmodsigende, som det ser ud til. Faktisk er begge temaer meget, meget vigtige for kristendommen. Vi ser på dem et ad gangen:

1) Hvad vil det sige, at man ikke kan bevise Gud?

 Man kan høre kristne sige meget ivrigt, at man ikke skal prøve at diskutere Gud, for tro har ikke noget med fornuft at gøre, og ingen kan alligevel fatte Gud.

Så enkelt er det ikke. Tro har også noget med fornuft at gøre. Der er mere fornuft i at tro på Gud end i ikke at tro på Gud! – Alligevel er der noget om, at man ikke kan bevise Gud:

a. Tro er ikke kun for de klogeste og mest logiske.

At være meget intelligent eller være meget logisk er ikke nogen fordel for troen! Og det er heller ikke nogen ulempe! Det kunne se kønt ud, hvis man skulle have en bestemt intelligenskvotient, eller skulle være specielt følelsesmæssigt skruet sammen for at kunne tro på kristendommen. Det ville være lige så tosset, som hvis man fx skulle være blond eller melankolsk eller sportslig for at være kristen!

Der er ingen, der får sværere ved at tro på Gud, fordi de ikke kan følge et filosofisk gudsbevis. Og samtidigt: Der er heller ingen, der får lettere ved det. Ingen skal fx bilde sig ind, at de har svært ved at tro på Gud, fordi de er alt for kloge eller for logiske til at tro. Til dem, der er gode til at tænke logisk og filosofisk, har kristendommen faktisk et helt læs gode logiske grunde til at tro på Gud. Og de, der er bange for, at de måske ikke kan finde ud af alt det svære i kristendommen, kan være sikre på, at den enkleste tro er fuldt tilstrækkelig til at modtage hele dens rigdom.

Så når det drejer sig om at tro på Gud, gør det altså hverken fra eller til, om man er i stand til at tænke klokkeklart eller fx mere er til oplevelser og intuition. Jesus skal nok møde hver enkelt af os, hvor vi er, og som vi er; og vi skal nok få nok at se til, uanset hvordan vi er indrettet!

b. Der findes ikke noget vandtæt bevis.

Der er virkelig mange gode, logiske grunde til at tro på Gud. Og nedenunder skal du få et par smagsprøver. Jeg tror faktisk, at der er så mange overbevisende indicier på Guds eksistens, at det virker mere ulogisk ikke at tro på ham.

Men der findes ikke noget vandtæt bevis af samme art som en matematisk bevisførelse. Vi kan ikke knibe Gud i armen. Vi har ingen DNA-profil på ham, han kan ikke måles i et laboratorium, og vi kan hverken se ham i et elektronmikroskop eller i Hubble-teleskopet. Der bliver ved med at være mange spørgsmål, så det giver også mening at blive ved med at diskutere dem. Det er bestemt sandsynliggjort, men dog ikke afgjort fx med samme sikkerhed, som at Jorden er rund.

c. Selv det bedste bevis siger meget lidt om Gud.

Én ting er fx at sandsynliggøre, at der må være en Skaber, fordi verden ikke kan være blevet til af sig selv. Noget ganske andet er det at vide noget konkret om denne Skaber! At han er der, siger ikke noget om, hvorvidt han er god eller ond, om han er almægtig eller begrænset, om han hedder Jupiter eller Jahve. Faktisk ved vi intet om det vigtigste, hvis vi bare argumenterer os frem!

(det vil dog sige: Et af de mest centrale gudsbeviser siger i sig selv også en masse mere om Gud, end at han findes! – nemlig det gudsbevis, der hedder Jesus af Nazaret. Det kommer vi tilbage til).

d. Viden er ikke det samme som tro.

Det kan lade sig gøre at vide alt det vigtigste om Gud, incl hans væsen, hans frelse, hans kærlighed, hans Ord, hans Søn osv – og alligevel ikke tro på ham! For tro har at gøre med tillid (Hebr 11,1), og det har at gøre med at komme til ham (Joh 6,37). Tro er en personlig relation til et andet Jeg, ikke en teoretisk viden. Selv dæmonerne “tror” på Gud, men har selvfølgelig ikke barnets tillid til Gud (Jak 2,19).

e. Vi er ikke så sandhedskærlige, som vi tror.

Vi mener selvfølgelig helst om os selv, at vi gerne vil kende sandheden og tro på sandheden, uanset om den passer os eller ej. Men det er desværre ikke rigtigt. Mennesker elsker mørket mere end lyset (Joh 3,19); vi er født som fjender af Gud (Rom 8,7). Og derfor kan vi opleve (både hos os selv og hos andre), at uanset hvor indlysende dit eller dat er lagt frem for os, så tror vi kun på det, der passer os.

Så på den måde er det meget rigtigt, at man ikke kan bevise Gud! Men lige så rigtigt og vigtigt er det næste:

2) Hvad skal vi så med argumenter for Gud?

Kan det ikke være ligemeget, hvis vi alligevel ikke kan bevise Gud vandtæt, og hvis vi alligevel ikke er så vilde med sandheden, så det gør noget? – Nej:

a. Argumenter kan måske ikke føre os til tro. Men de kan godt føre os ud af vantroen.

Gode argumenter kan i det mindste bryde vores falske forestillinger ned. De river vores indbildte støtter omkuld. Det kan godt være, at de ikke kan finde ud af at lede os til tro. Men de kan føre os ind i et vacuum – stille os i et tomrum, hvor vi hverken kan finde ud af at tro eller tvivle ordentligt. Derfra må vi så vælge, om vi vil komme til ham, eller vi ikke vil.

b. Argumenter kan fjerne nogle unødvendige vanskeligheder.

Selv om logik og gode argumenter ikke er en vej til Gud, så kan de rive nogle af de falske barrierer op, vi har stillet op mellem Gud og os. Når så efterhånden vore indvendinger (eller de fleste af dem) er sluppet op, og vi ikke har flere grunde til at være skeptiske og vantro – nej, så stormer vi ikke glade og lettede hen til Gud! For tilbage står stadig den største barriere af dem alle: vores medfødte modvilje imod ham. At vi elsker mørket mere end lyset.

Men at få revet de falske barrierer ned, så vi kan se den sidste, den egentlige vanskelighed klokkeklart og tydeligt, er på den anden side heller ikke så tosset. Så ved vi, hvad vi har at gøre med.

c. Argumenter kan svare på nogle af vores spørgsmål.

Gode argumenter kan altså blive til svar på nogle af vores indvendinger imod kristendommen. Vores fornuft (og vores bøger og vores lærere og vores TV) stiller en række gode spørgsmål til den kristne tro. Og nogle af dem kan den faktisk svare på!

Det er ganske vist ikke særlig politisk korrekt nu om stunder at blande fornuft ind i kristendommen. Nogle synes vistnok, at jo mere ulogisk troen er, jo frommere er den. Og det virker på dem som dårlig smag, næsten blasfemisk, at man diskturerer logik og argumenter.

Men fornuft er lige så vigtig en del af vores væsen, som vores følelser og vores vilje er. Den har krav på at blive taget alvorligt. Og det bliver den ikke, hvis man fx besvarer fornuftsindvendinger imod kristendommen med følelsesmæssige appeller eller bebrejdelser. Fornuftsspørgsmål skal besvares med fornuftssvar, så langt som vi overhovedet er i stand til at give dem. Så må følelserne og viljen have de svar, de kan bruge til noget. Så langt som vi kan give dem.

3) Hvad er argumenterne for Guds eksistens?

Der findes en række meget filosofiske “gudsbeviser”. Dem vil vi imidlertid ikke tage op her; de kræver meget plads, og de kræver enten stor forhåndsviden eller også en bedre pædagog end undertegnede. Desuden må jeg tilstå, at de ikke altid har virket fantastisk overbevisende på mig.

Så vi tager et par af de mere praktiske “gudsbeviser”:

a. Hvor stammer universet fra?

Populære udgivelser og udsendelser og fysiklærere går ud fra, at mysteriet om universets tilblivelse er løst med teorien om Big Bang. Det er ikke så tit, vi får åbent at vide, at det univers, vi faktisk lever i, med dets elementarpartikler og fysiske love, er rent usandsynligt. Allerede tilblivelsen af tid, stof og stråling ud af ingenting, har ingen kunnet komme med noget bud på. Og at alt dette af sig selv, tilfældigt, endda skulle opstå i så perfekt en balance, at der kunne blive et funktionsdygtigt univers til, er så usandsynligt, at det af bl.a. astrofysikeren Trin Xuan Thuan er blevet sammenlignet med en golfspiller, der står på Jorden og slår hole-in-one i et hul på Mars.

Et par eksempler til den mere videnskabeligt interesserede (de er formuleret af den legendariske fysiker Stephen Hawking, der selv tror på et Big Bang):

• a. Var forholdet mellem neutronens, protonens og elektronens masse ikke blevet præcist, som det er, ville de forskellige grundstoffers atomer være en umulighed.
• b. Var protonens masse blevet lidt anderledes, ville stjerner ikke kunne opstå.
• c. Hvis universets oprindelige udvidelseshastighed efter Big Bang var bare lidt større eller lidt mindre, end den blev, ville enten stjernene aldrig kunne være dannet, eller universet ville være faldet sammen igen, inden de kunne nå at dannes.
• d. Hvis universets tæthed bare ét sekund efter Big Bang havde været en billiontedel større, ville universet være faldet sammen igen efter ti år; hvis den havde været en billiontedel mindre, ville universet have været stort set tomt efter de første ti år. At det skulle have ramt så usandsynlig en balance fra starten, er fuldstændig ubegribeligt.

Stephen Hawking siger ligefrem selv: “Det ser faktisk ud til, at hverken begyndelsesbetingelserne eller teoriens parametre er vilkårlige, men at de på en eller anden måde er blevet valgt og udset med stor omhu”. Men da han ikke kan få sig selv til at overveje, om det måske var en Skaber, der havde “valgt og udset” disse begyndelsesbetingelser, gætter han i stedet på en uendelighed af Big Bangs, en ubegrænset mængde af universer, hvoraf så for katten da i det mindste ét måtte kunne blive funktionsdygtigt...

Der er selvfølgelig ingen videnskabsmænd, der prøver på at bevise, hvordan universet er blevet til; det lader sig ikke gøre. Det, mange ikke er klar over, er: De kan faktisk ikke engang formulere et sammenhængende forslag til, hvordan det skulle være gået til! Deres eneste argument er: Universet findes jo faktisk; så det må jo alligevel være gået til på en eller anden måde ...

Men hvis man skal gå efter, hvad der er mest logisk og sandsynligt, så er det nok: at Universet er blevet designet af en, der vidste, hvad han havde med at gøre. Tror man hellere på, at det er blevet til af sig selv, så er det, fordi man (af helt andre grunde) har valgt at forkaste den mest sammenhængende forklaring.

Det betyder selvfølgelig ikke, at folk, der fravælger den forklaring, er dummere. Man kan have meget stærke andre grunde til at forkaste tanken om en Gud: Man er måske dybt skuffet over de kristne; man kan være vred på en Gud, der ikke hører ens bøn, eller på en Gud, der tillader så megen vold og nød i verden; eller man kan ikke leve med troen på en evig fortabelse osv. Alle disse grunde skal også tages alvorligt, og de kræver deres egne svar. Pointen her og nu er blot: Den fordom, at det er mest logisk at tvivle på en Skaber, mens det er naivt og godtroende at tro på ham, holder ikke en meter!

b. Hvor stammer livet fra?

Egentlig var det ikke så mærkeligt, at man for over 100 år siden troede, at liv kunne opstå af sig selv. For man havde nogle meget enkle forestillinger om den levende celle. Man kunne godt forestille sig, at lidt skum i en kemisk suppe kunne blive til “enkle” celler, for man anede intet om DNA og RNA og alle de andre usandsynligt komplicerede bestanddele og processer i selv den enkleste celle.

I dag er der faktisk ingen, der prøver på bare at komme med forslag til, hvordan det skulle blive til af sig selv. For husk på: Så længe cellen ikke er fuldt færdig og funktionsdygtig, kan den ganske enkelt ikke “udvikle sig”. Den dør i løbet af få minutter. Den skal være komplet og fuldt udviklet fra første øjeblik for at kunne optage næring, udskille affaldsstoffer, duplikere sine egne bestanddele og dele sig osv osv. Og uanset hvor gunstige startbetingelser man måtte udtænke, kan stof, tid og tilfældighed altså ikke sammensætte sådan en biomaskine! Ikke, når der endnu ingen “udviklings”-styrende mekanismer er til stede. Det var lettere at forestille sig, at min pc var opstået af sig selv ved en bombeeksplosion i Silicon Valley...

Har du forøvrigt lagt mærke til, at der sommetider popper en løjerlig alternativ forklaring op? I visse artikler og romaner (og fx i den fede film Mission to Mars) erkendes det, at livet jo faktisk ikke kan opstå på den måde! Men så er det måske kommet ude fra rummet? ... – som om den forklaring løser noget som helst; den gør jo ikke andet end at flytte samme uløselige problem ud i rummet!

c. Hvordan udviklede livet sig?

En enkelt celle gør det ikke! Selv om den så skulle være blevet til pr tilfælde, så skal den jo på et tidspunkt holde op med bare at dele sig og dele sig; den skal begynde at udvikles – til flercellede dyr, til højerestående liv, til fisk, krybdyr, pattedyr og hele molevitten.

Men hvordan? “Den stærkestes overlevelse” kan da forklare mange mikro-udviklinger: at en art bliver bedre rustet til at klare sig i kampen for tilværelsen. Men så snart der skal opstå makro-udviklinger: nye organer (øjne! – blodomløb! – lever! – kirtler! – livmoder!), nye instinkter, nye arter osv, så kommer selv den stærkeste til kort.

Et eksempel: Som helt ung (og evolutions-troende) læste jeg en populær gennemgang af evolutionshistorien og om dinosaurer. Vældig spændende for en stor knægt. Mod slutningen stod der noget i retning af: “Det var omkring dette tidspunkt, de første bittesmå pattedyr begyndte at vise sig” – og jeg husker, hvordan jeg studsede: Det måtte jo være rigtigt ... men hvordan i alvideste verden forestillede de sig, at noget så revolutionerende som pattedyr bare skulle “vise sig”?! Var de krøbet fuldt færdige ud af et dinosuaræg? – som komplette sæt af fuldt færdige og funktionsdygtige mutationer (og forresten med en han og en hun i samme udgave og samme øjeblik og samme område osv)? Eller skulle de være udviklet langsomt over årmillioner (med kvart-, halv– og trekvartfærdige udgaver af fx moderkagen: uanvendelige, men alligevel stadigt udviklende sig over hundredvis af generationer)?! Eller troede forfatterne måske, at de havde løst problemet ved at skrive “bittesmå” pattedyr...

Læs mere på skabelse.dk

Jeg påstår selvfølgelig ikke, at skabelsestro og gudstro kan svare på alting. Jeg siger bare, at alternativet: at der ikke er nogen Skaber, efterlader os med mindst lige så mange / langt flere (man kan selv vælge) halve svar. Alligevel stiller mange sig tilfreds med ateismens halve og kvarte svar...

Denne artikel fortsætter med artiklen Jesus - det stærkeste Guds-bevis

---

Skrevet af:
Leif Andersen

Lagt på nettet 18.02.2002