01.03.2002 12:00 Alder: 16 yrs
Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Jesus - det stærkeste Guds-bevis!

Der kan være mange gode grunde til ikke at tro på nogen Gud. Man kan synes, at det er et uvidenskabeligt og primitivt verdensbillede; man kan mene, at Gud er for tavs og for ligeglad; man kan tænke, at religionerne er for uenige (eller for ens!), og at fortabelsen er vanvittigt urimelig osv. Det er altsammen væsentligt – men Jesus af Nazaret kan det være nærmest umuligt at komme udenom! Der skal i hvert fald en stærk tro til at bortforklare ham...


art_gudsbevis100.gif

Kan man bevise Gud? – Nej!

Har argumenter om Guds eksistens så ingen betydning? – Jo!

Det er ikke så selvmodsigende, som det ser ud til. Faktisk er begge temaer meget, meget vigtige for kristendommen.

Man kan høre kristne sige meget ivrigt, at man ikke skal prøve at diskutere Gud, for tro har ikke noget med fornuft at gøre, og ingen kan alligevel fatte Gud.

Så enkelt er det ikke. Tro har også noget med fornuft at gøre. Der er mere fornuft i at tro på Gud end i ikke at tro på Gud!

Denne artikel er en fortsættelse af artiklen Kan Gud bevises?

Hvem var Jesus egentlig?

Det her er mit yndlings-“gudsbevis”. For det første er det et af de mest overbevisende. For det andet siger det ikke blot, at Gud findes. Det siger også alt det afgørende om, hvem han er! Og for det tredje er det noget mere personligt og nærværende end filosofi og naturvidenskab.

Der kan være mange grunde til ikke at tro på nogen Gud. Man kan synes, at det er et uvidenskabeligt og primitivt verdensbillede; man kan mene, at Gud er for tavs og for ligeglad; man kan tænke, at religionerne er for uenige (eller for ens!), og at fortabelsen er vanvittigt urimelig osv. Det er altsammen væsentligt – men Jesus af Nazaret kan det være nærmest umuligt at komme udenom! Der skal i hvert fald en stærk tro til at bortforklare ham...

Det sker, at man taler med mennesker (både kristne og ikke-kristne), som synes, det er forfærdelig svært at “tro”, og de ved ikke, om de overhovedet kan regne sig selv for at være “troende”. Men hvis man så (lidt drillende, hvis samtalen er i dét hjørne) spørger: “Nåeh, hvad er da din alternative forklaring på Jesus af Nazaret?”, så kigger de på én, som om man er gået fuldstændig til frokost. For “forklaringer” har vel ikke noget med tro at gøre?

Jo, det kan de have. Det, der gør mig til kristen, er ikke, hvad jeg kan regne mig selv for. Det, der gør mig til kristen, er, hvad jeg regner Jesus af Nazaret for. Hvis jeg regner ham for at være Guds søn, og hvis jeg kommer til ham, så er jeg kristen. Uanset, hvor “troende” jeg føler mig.

Spørgsmålet om kristendommen er et historisk spørgsmål, længe før det bliver et personligt spørgsmål...

a. Jesus har levet

Der var ganske vist en periode for 100-150 år siden, hvor nogle skeptikere prøvede at foreslå, at Jesus måske aldrig har eksisteret – at han er en myte eller en sagnfigur på linje med Jupiter eller Jason. Argumentet var bl.a., at der jo er flere lignende figurer i andre religioner – Odin lod sig hænge i et træ; Herkules var en mellemting mellem en gud og et menneske; Dionysos tog til dødsriget og tilbage igen; den babyloniske gud Tammuz døde og opstod osv. Så er det jo nærliggende: Når noget lignende siges om Jesus, må han vel være en sagnfigur som de andre.

Men der er næppe mange i dag, der vil påstå, at Jesus aldrig har eksisteret. I dag ved fx også skeptikerne udmærket, at evangelierne i det Nye Testamente blev skrevet, mens øjenvidner stadig levede! For 100-150 år siden var de tidligste afskrifter af NT, man kendte til, flere hundrede år yngre end de originale tekster; men i dag kender vi afskrifter, der kun er få årtier yngre!

Man kunne lettere slippe afsted med at påstå, at Cæsar aldrig har eksisteret. For Jesus er helt anderledes end de mange sagnfigurer: Hans scene er ikke en mytologisk gudeverden, men en lille romersk lydstat i Mellemøsten; han lever ikke i en fjern urtid, men på Augustus’ og Tiberius’ tid; hans liv og død foregår ikke bare i fjerne landsbyer eller fjerne ørkener, men delvist midt i en lille snoldet hovedstad.

Da Paulus blev forhørt af kong Agrippa (ApGern 25-26), sagde han bl.a.: “Kongen er jo bekendt med dette, så jeg taler frimodigt til ham. Jeg tror nemlig ikke, at noget af det kan være undgået hans opmærksomhed. Det er jo ikke sket i en afkrog”. Det Nye Testamente påstår, at det er sket inden for øjenvidners levetid. Det påstås at have sat byen og myndighederne på den anden ende, det påstås at have udløst alternative rygter om opstandelsen, “som er i omløb blandt jøderne den dag i dag”, det påstås at have udløst en masseomvendelse i samme mindre hovedstad få uger efter. Altsammen påstande, der ville være dybt godnat, hvis skeptikere med den ene hånd på ryggen bare kunne grine det hele væk, fordi “jeg / min far / min tante har boet i Jerusalem hele livet; der er jo ikke sket en pind af den slags”.

Skulle evangelisterne opfinde hele Jesusbiografien from scratch, ville de nok lettere slippe godt fra det ved at henlægge hele molevitten til en fjern egn, en fjern fortid eller noget andet sikkert. For skal man hævde, at Jesus aldrig har levet, er man på det nærmeste nødt til at hævde, at kong Herodes, kong Agrippa, Pilatus, samtlige apostle, ypperstepræsterne, Gamaliel osv aldrig har levet – og at Paulus ikke skrev sine breve, at der ikke var nogen kristen menighed i Jerusalem det første århundrede osv. Man er nødt til at hævde, at Hebræerbrevet er skrevet længe efter år 70 (selv om brevet helt indlysende forudsætter, at templet står intakt). Osv osv.

b. Jesus af Nazaret var Guds søn

 - Dét kan man da ikke begrunde! Er det ikke bare en påstand?!

Jo, det er det da. Sådan da. Det er ganske vist en påstand; men det er til gengæld en påstand, der kun indeholder to muligheder: Enten er den sand – eller også er Jesus splittergal!

Aftenen før Jesu død sagde disciplen Filip til ham: “Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.” Og det kommer vel at mærke ikke fra en hindu, for hvem Gud er i alle og er ét med alt, eller fra en mystiker, der gerne vil have en religiøs oplevelse. Det kommer fra en jøde! – dvs fra en, for hvem Gud er så ophøjet og så frygtelig, at han knap tør udtale hans navn. Og Filip ville aldrig kunne møde ham ansigt til ansigt uden at gå til grunde. Men endnu mere bemærkelsesværdigt er Jesu svar: “Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig?”

For Jesus taler igen ikke som den østlige guru, der mener at være Gud i den forstand, alle kan være Gud. Han taler som jøde til jøder – og påstår altså, aftenen før han skal dø, at han er identisk med den Skaber, der har skabt Himmelen og Jorden, og som ingen kan se uden at gå til grunde.

Det er ikke let for vor tid at indstille sig på, at den i kristendommen står over for en religion, der bygger på historiske kilder: tekster fra Jesu egen samtid, skildrende en Gud, der ikke har handlet i mytiske scenarier i en hinsidig gudeverden, men har gået rundt på mellemøstlige landeveje – ikke som endnu en lærer om Gud, dem har der været tusinder af, men som en godt trediveårig tømrer, der påstår at være Gud selv.

Hvor horribel denne påstand har været, illustreres bedst af hans modstandere. Da han siger i al offentlighed: Jeg og Faderen, vi er ét, “samlede jøderne sten op for at stene ham” – dødsstraffen for gudsbespottelse! På et tidspunkt siger han til skarerne, at “Jeg er, før Abraham blev født” (hvorved han ikke blot påstår, at han er fra evighed, men endog bruger Guds eget navn om sig selv: Jeg Er); og igen vil de slå ham ihjel.

Det er på denne baggrund, man begynder at forstå, hvor rystende det har været for tvivleren Thomas (der efter Jesu opstandelse først ikke ville tro, at han virkelig var blevet levende igen) at udbryde, da han endelig ser ham: “Min Herre og min Gud.” Havde han været en nyreligiøs holist, var det måske ikke så rystende; men i en jødes mund er det chokerende ud over alle grænser: Du mand, der ligner os andre, og som vi har fulgtes med i tre år, og som vi har set blive træt og græde og spise og snakke, og som vi så blive pisket og tornekronet og korsfæstet og dræbt – du er min Gud. Du er Universets Konge, du er Himmelens og Jordens Skaber!

Det er sommetider dem, der har tvivlet bedst, der kommer til at tro bedst.

Det giver sig selv, at Ny Testamente dermed er én lang påstand. Dens påstande om Jesu guddommelige natur kan aldrig i sig selv udgøre noget argument. Men man må gøre sig klart, af hvilken rækkevidde denne påstand så også er:

Enten er Jesus virkelig helt og holdent den, han påstår at være. Eller også er han splittergal. Noget tredje gives ikke. Det er det valg, Jesu selvforståelse stiller enhver af os over for. Over for en selvforståelse som denne giver det ingen mening at hylde Jesus for religiøs genialitet og original lære, og så i forbifarten lige tilføje: – Så er der ganske vist den detalje, at han påstår at være ét med Gud selv; det er nok lige i overkanten, jeg regner ham blot for en vismand, et forbillede, en inspirator eller andet respektabelt...

Nej, enten er han Guds søn, Gud selv i menneskeskikkelse, præcis som han hævdede det. Eller også er han grænsepsykotisk eller skizofren på linje med de indespærrede, der tror, at de er Napoleon eller Jesus selv. – Det er da muligt, at Jesus var gal. Rent logisk. Til gengæld er det også den eneste anden mulighed, medmindre jeg vil bøje mig for ham og sige: Min Herre og min Gud.

Og tyder Jesu visdom og undervisning på, at han er splittergal? Skal man ikke stå ret tidligt op for at erklære ham for grænsepsykotisk?

Engang havde jeg en religionstime på et seminarium. Jeg var blevet bestilt til at sige noget om “Kristusmyten”; og jeg fremlagde så dette argument: at Jesu påstande om sin egen guddommelighed var så dramatiske og dristige, at de sprængte enhver anstændighed; der var faktisk kun to muligheder – enten var Jesus fuldstændig sindssyg, ellers også var det virkelig sandt! Klassen var selvfølgelig ikke meget for at erklære Jesus for sindssyg (de havde også kort forinden hyldet hans religiøse genialitet). Men en kvik elev fandt på en tredie udvej: Der var da også den mulighed, at Jesus var en kynisk svindler; han havde fundet ud af, at det gav bonus at påstå, at han var Guds søn! – Naturligvis påpegede jeg, at det næppe gav mening at lade sig korsfæste for noget, man selv vidste var et svindelnummer; men eleven var ikke tabt bag af en vogn: “Der skete da ikke noget ved at lade sig korsfæste; han vidste jo, han ville stå op tre dage efter”...

c. Jesus opstod fra de døde

Kristendommen står og falder med dette: Gik Jesus ud af graven, opstanden og udødelig? Eller var det et hysterisk rygte? Ligger hans skelet endnu og smuldrer i sin grav i Jerusalem?

Kristentroen kan angribes på mange punkter. Men dens store enten-eller er dette: Opstod Jesus af Nazaret i stedet for at blive pænt liggende som et ordentligt lig? – Ret beset er det nemlig fløjtende ligegyldigt, hvor megen livskvalitet eller livsglæde, man kan få ud af at være kristen; hvis Jesu lig stadig ligger i sin grav, lever den kristne på en løgn.

Og omvendt: Det er fløjtende ligegyldigt, hvor let eller svært kristendommen kan have ved at besvare alle kritikkens indvendinger; hvis han opstod fra de døde, så er han Gud. Så er han Vejen, Sandheden og Livet. Og så tager kritikken fejl. Så lever skeptikeren på en løgn.

Og det er vel at mærke “opstandelse” i den allermest primitive, rå og kropslige betydning: Manden var blevet gennemboret af nagler og spyd og gennemrystet af kramper og udmattelse. Han døde simpelt hen af smerter og kvælning. Liget lå fra fredag til søndag morgen i en klippegrav; åndedrættet var standset, hjertet gået i stå, hjernen død; kroppen var en overgang stiv som et bræt. Forrådnelsen var så småt begyndt. Men pludselig begynder han at ånde, hjertet begynder at slå; han rejser sig op og går ud af graven og kan aldrig mere dø. Derefter viser han sig for den ene forsamling efter den anden. De genkender ham som den, der var blevet dræbt få dage forinden. Til sidst farer han op til Himmelen og lever nu hos sin Fader.

Dette er, hvad påstanden om opstandelsen går ud på. Der er ikke noget symbolsk eller billedligt ved den. Den påstår at være lige så historisk og bogstavelig som mordet på Cæsar.

Hvorfor er det næsten aldrig her, kristendommen angribes? Om så vi kunne bevise Bibelens pålidelighed fra ende til anden, om så vi kunne bevise Guds eksistens og undernes realitet, om så vi kunne bevise troens uovertrufne terapeutiske virkning osv, så er det altsammen til grin, hvis Jesus ikke opstod. Så det ville da være genialt at afsløre, at påstanden om opstandelsen ikke holder... – men det er der næsten ingen skeptikere, der forsøger på at begrunde!

“Så kom Peter og den anden discipel [Johannes] og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde.”

Dette er en øjenvidneberetning. – Johannes beskriver ikke bare det mærkelige syn af en tom grav. Han fremhæver præcis den detalje, der overbeviser ham: Liget var ikke bare blevet fjernet med ligklæder og det hele; linnedklæderne, der havde været rullet om liget og smurt ind i næsten 30 kg salve, lå stadig på deres plads. Som om de bare var blevet liggende tilbage, efter at Jesus havde rejst sig op.

Hvad skete der egentlig med liget af Jesus af Nazaret? – Det skete jo ikke i en afkrog. Det skete midt i en mindre hovedstad, i al offentlighed og midt i den jødiske påskefest. Bare en detalje: Mattæus-evangeliet (hvis målgruppe er skeptiske jøder!) henviser til rygtet om, at Jesu disciple stjal hans lig, mens vagterne sov – og føjer til: “Og dette rygte er i omløb blandt jøderne den dag i dag”! Det giver sig selv, at Mattæus aldrig ville slippe godt fra at påstå dette over for en målgruppe, der hovedrystende kunne indvende, at dét rygte har de virkelig aldrig hørt om (for slet ikke at tale om, at de aldrig skulle have hørt om nogen “Jesus”, der skulle have sat Jerusalem på den anden ende og være henrettet offentligt det og det år!)...

Der er kun to muligheder – der begge er umulige: Enten fjernede disciplene liget, eller også fjernede fjenderne det (her ser vi bort fra de endnu mere håbløse forslag, som at disciplene tog fejl af graven, eller at Jesus havde lært en teknik, der hensatte ham i en tilstand af skindød!).

Hvis fjenderne havde fjernet liget, ville der næppe være gået mange dage (hvor rygtet om opstandelsen lavede endnu større ballade end hans død), før de skyndte sig at afsløre, at de skam stadig havde liget. Eller i det mindste at det var dem, der havde fjernet det; han var skam ikke spor opstanden. Men fjenderne (romerne og jødernes ledere) vidste ikke, hvor det var!

Og hvis disciplene havde fjernet liget, ville de næppe gå til verdens ende, udstå forfølgelse og pinefuld henrettelse for at hævde en opstandelse, de selv vidste var fup.

Desuden mødte de ham lyslevende. – Og var det så ikke kun ønsketænkning og hallucinationer? Nej; sådan fungerer hallucinationer bare ikke. De havde ikke det desperate håb på forhånd, som kunne føde sådan et selvbedrag. Og møderne med Jesus udviser ingen af de karakteristika, der normalt kendetegner tvangsforestillinger. Dertil kommer igen, at fjenderne naturligvis ville skynde sig at lægge liget på lit de parade, så snart de hørte, at de skøre disciple var begyndt at fable om, at gudsbespotteren var begyndt at gå levende rundt igen!

Nej, det er ikke så let at forklare opstandelsesberetningerne på anden vis end den enkleste: at han faktisk opstod. Og at han dermed virkelig var den, han påstod at være: Gud selv.

Jesus viser mig, hvem Gud er

Hvis det er rigtigt, at Jesus virkelig var alt det, han sagde om sig selv, så ved jeg pludselig en hel masse mere om Gud, end bare at han findes: Jeg ved, at han er Jesu Kristi far. Jeg ved, at han er sådan, som Jesus siger, han er. Jeg ved, at han har talt troværdigt gennem Bibelens forfattere (for det siger Jesus, at han har). Jeg ved, at han elsker mig. For det kan jeg se i Jesu Kristi person, at han gør. Også, selv om der er så meget, der ser ud til at modsige det. Hvis Guds søn siger, at denne usynlige Gud i Himmelen elsker mig, og at han er levende tilstede i verden og i mit liv, så kan jeg godt tro på det!


Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også