06.11.2002 12:00 Age: 22 yrs

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Døde Jesus også åndeligt?

1) Døde Jesus åndeligt?

Trosbevægelsen har mere eller mindre - måske mest mindre - ladet sig påvirke af E.H. Kenyons lære om, at Jesus døde åndeligt (Jesus died spiritually - JDS-læren). Jeg er ikke sikker på, at det, jeg her skriver, er tilstrækkeligt til at belyse alt, hvad du har brug for at vide om JDS-læren. Du er velkommen til at stille uddybende spørgsmål, men det tager mig tid at svare på netop dette.

Jeg har konsulteret en bog, Tro på Succes, Dialogcenterets forlag, 1991, ISBN 87 88527 17 4, siderne 23-25, 48-49, 89-91, 108-109, 130-132. Jeg fik den anbefalet, og den fortæller også noget, men er som helhed langt fra grundig og præcis nok. Alligevel vil jeg forsøge at kommentere det, der står om JDS-læren i den bog.

Som jeg ser det, vil JDS-læren gøre rede for, hvordan Jesus kan sone vores syndige natur. JDS-læren svarer, at mennesket har ikke bare skyld, men også en syndig natur. JDS-læren svarer så, at Jesus selv fik en syndig natur. JDS-læren er meget skrap i sin terminologi her. Den siger dels, at vi mennesker har fået Satans natur i syndefaldet, og den siger også, at Jesus fik Satans natur, da han døde åndeligt på korset. Tanken må være, at Jesu rene, hellige ånd "døde" i den forstand, at den blev satanisk. Man henviser til Paulus' 2. brev til Korintherne 5,21 som grundlag for dennne lære. Jesus blev "gjort" til synd for os, står der jo.

Videre siger JDS-læren, at Jesus gik til Helvede, hvor Satan beherskede og torturerede Jesus i hans ånd (kroppen var jo død) i tre dage, indtil Gud sagde stop, og Jesus blev genfødt i opstandelsen og opstod fra de døde med en ren natur som sejrherre over Satan. Man mener, at Jesus kun kunne sone de faldne menneskers sataniske natur ved selv at få en sådan natur og ved at lide tortur fra Satan, mens Jesus var i Helvede. Kort sagt kan Jesus kun sone, hvad vi er, ved at blive forvandlet til det, vi er, og ved at lide netop på dette punkt.

Mit svar er, at det er definitionen af soningen, der er forkert, og den leder til andre fejlkonklusioner. Soning betyder på hebraisk også "tildækning". Det betyder ikke kun "tildækning", men også andre ting, men i denne sammenhæng er denne betydning afgørende og central. Soningsblodet tildækker synderen, så han er beskyttet mod dommen. Dommen rammer sonofferet, som dør, men dommen kan ikke trænge igennem sonofferet, og synderen er derfor beskyttet bag sonofferet. Sonofferet skal være rent og fejlfrit. Det må netop ikke være syndigt i sig selv, for så trænger dommen igennem og dræber også synderen. Sonofferet kan kun beskytte, hvis det er syndfrit.

Denne lære bygger jeg på Ezekiels Bog 22,18-31, som ikke handler om dyreofre, men efterspørger et menneske, som kan beskytte Guds folk mod Guds dom. Det er dybest set Jesus, der spørges efter. Jesus kan derfor ikke hjælpe os, hvis han selv fik en satanisk natur. Så ville han jo bare være som alle andre og skulle dø for sin egen synd. Da ville han ikke kunne standse den dom, der er på vej mod andre. Da ville den bare sluge ham og strømme videre mod de andre. Paulus' 2. brev til Korintherne 5,21 betyder ikke, at Jesus blev forvandlet til synd, men at synden blev tilregnet ham. Han bar synden. Se Esajas Bog 53, 11-12; Peters 1. brev 2,24.

Bibelen lærer os to ting:

1) Jesus beskytter os mod dommen. Han står som den retfærdige mellem os og dommen. Gud ser sine troende "klædt i" den rene og retfærdige Jesus (Paulus' brev Galaterne 3,27; Ef 1,4). Det sker i retfærdiggørelsen. Den sker ved troen.

2) Jesus forvandler os og fjerner vor syndige natur. Det gør han i genfødelsen og helliggørelsen. Det sidste gør han på to måder:

a) Dels ved først at indgive os en ny natur. Det er genfødelsen, som sker ved troen.

b) Dels ved gennem hele vort liv at dræbe den gamle natur og tilføje den det sidste, endeligt dræbende hug, når vi dør den legemlige død.

Det er helliggørelsen, som også sker ved troen. Dør man som troende, har man en ny natur, som ikke går til Dødsriget, men overlever døden. Da er man reddet. Da lever man for Gud. Dør man uden troen, er man ikke reddet. Dødsriget opsluger en helt. Da lever man ikke for Gud, selv om man nok er ved bevidsthed.

2) De to skriftsteder, som du anfører

Jesu råb på korset "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" (Matthæusevangeliet 27,46) betyder ikke, at Jesus døde åndeligt, men at han i sin legemlige død var alene uden sin himmelske fars kærlighed. Det er jo meget tydeligt, at Jesus døde legemligt. En soldat stak ham i siden med et spyd, og der flød blod og vand ud (Johannesevangeliet 19,34). Det er jo et medicinsk tegn på, at døden er indtrådt.

Når det gælder Peters 1. brev 3,18, så tror jeg, at vi må regne med begge oversættelsesmuligheder. a) Hvis vi oversætter "i Ånden", da drejer det sig om, at Jesus uden sin krop, men i sin ånd prædikede i Dødsriget for de ånder, som var i forvaring, dvs. at dette foregik mellem hans død og hans opstandelse. b) Hvis vi oversætter "ved Ånden", så drejer det sig om, at Jesus blev opvakt fra de døde med sjæl og krop og derefter gik hen for at prædike i dødsriget for de ånder, der var i forvaring, dvs. at dette foregik efter hans opstandelse. Begge dele er mulige ud fra teksten.

3) Har trosbevægelsen sit udspring i gnosticismen?

Synspunktet, som du gengiver, stemmer i hvert fald godt med dele af den gnostiske lære, som jeg kender den. Jeg er ikke ekspert i gnosticismne, men kender den blot fra de kirkehistoriske fremstillinger, jeg læste i min studietid, men det er jo en kendt sag, at Oldkirken mødte megen modstand fra kredse, som netop ikke ville anerkende kristendommens tro på det legemlige.

Kristendommen tror, at menneskelegemet i udgangspunktet er godt. Derfor tror den også, at Gud gennem Jesu legemlige opstandelse vil frelse de troendes legemer i kødets opstandelse. Ikke et hår på vores hoved skal gå tabt, siger Jesus i Lukasevangeliet 21,18. Gnosticismen fornægter alt dette.

Jeg tror ikke, at man kan sige at trosbevægelsen har sit udspring fra gnosticismen sådan rent historisk, men de gnostiske standpunkter ligger simpelthen ved siden af kristendommen som en vedvarende fristelse. Der vil i hver generation være mennesker, der falder i den grøft at tænke i disse baner, ikke fordi der er en organiseret bevægelse, der fremfører dem, men fordi det ligger i menneskets natur, at nogle tænker i disse baner.

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Lagt på nettet 06.11.2002