19.11.2001 12:00 Alder: 23 yrs
Kategori: Jesus, Troen, rel-påske
Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Hvad hvis Jesus ikke var død for os?

Hvad var der sket hvis Jesus havde valgt ikke at dø for os?

Svar:

Faktisk svarer Bibelen lidt selv på et tilsvarende spørgsmål. I Paulus' 1. brev til Korintherne 15, 14-19 svarer han nemlig på hvad der var sket hvis Jesus ikke var opstået igen: "men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom. v15 Vi kommer så også til at stå som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud, at han har oprejst Kristus, som han altså ikke har oprejst, hvis døde ikke opstår. v16 For hvis døde ikke opstår, er Kristus heller ikke opstået; v17 men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, v18 og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt. v19 Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker."

Vi kan stort set svare det samme på dit spørgsmål: Hvis Jesus ikke var død for vore synder, så skulle vi stadig selv bære på vores synd og skyld overfor Gud og så ville vi alle - uden undtagelse - gå fortabt. Det er nemlig kun Jesu liv og hans død for os som tæller når vi skal forsvare os overfor Guds dom.

Uden Jesu død ville alle mennesker altså være overladt til sig selv og livet ville være slut med døden. Gud ville være nødt til at lade os alle dø og fortabes for evigt. Men Jesu død og opstandelse har vendt op og ned på alle ting, sådan at alle nu har adgang til evigt liv, blot vi tror på Jesus og tager imod ham som vores stedfortræder overfor Gud.

I dag er spørgsmålet altså ikke: Hvad hvis Jesus havde valgt anderledes? Men spørgsmålet er: Hvad vælger du? Vælger du at tro på Jesus som din frelser eller vælger du at forsøge at klare dig selv?


Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Lagt på nettet 19.11.2001

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også