07.05.2020 10:56 Age: 4 yrs
Morten Stubkjær Klausen

Skrevet af:
Morten Stubkjær Klausen

Bøn og varme hveder

Varme hveder er en fast og hyggelig tradition, men der er mere bag traditionen end smør og hvidt brød

I morgen er det store bededag og supermarkederne har særlige tilbud på smør og hvidt brød i den kommende uge.

Jeg synes personligt, det er en hyggelig tradition at spise varme hveder aftenen før store bededag, og de fleste danskere er nok kendt for at værne om det, der kan skabe hygge på forskellig måde. Men baggrunden for traditionen handler om mere end hygge.

En nødvendighed

Store bededag blev vedtaget ved lov i 1686 under navnet "Faste- Bods- og Bededag". Det er den dag, vi kender som store bededag. Aftenen før store bededag skulle al handel afsluttes, beværtninger skulle lukkes osv.

Man ville sikre sig, at folk var ædru og veludhvilede til gudstjenesterne i kirkerne. Først når bededagens gudstjenester var ovre, kunne folk vende tilbage til arbejde, rejser, spil og leg.

Loven gjaldt også bagerne. Derfor var det en nødvendighed at bage brød dagen før, som folk kunne varme og spise på store bededag, men der gik ikke lang tid, før man begyndte at spise hvederne aftenen før, mens de stadig var friskbagte og sprøde.

Samtale med Gud

Lige nu må vi slet ikke gå til gudstjeneste i kirkens fysiske rum, og der er restriktioner på både rejser spil og leg, som har varet meget længere end bededagens gudstjenester dengang.

Måske kan store bededag blive et afbræk i en tid med afstand og isolation, for bøn kender ingen grænser. Man kan gøre brug af den både for sig selv og sammen med familie og venner. Og hvis der er ikke er mulighed for at mødes fysisk, kan det foregå på skype, mail, sms eller noget helt fjerde.

Bøn virker både i tale og på skrift, og det er ikke nødvendigt at bruge særligt kodede, højtidelige ord. Egentlig er det bare en samtale med Gud.

Jeg tror, jeg vil starte samtalen med at sige tak for den frelse, som Jesus gav os mennesker, da han døde på et kors og siden tog livet af døden. Og så lige en tak for, at jeg kan få mad på bordet hver dag.

 

Få en forklaring på faste og bod i artiklen Bod og gode gerninger


Morten Stubkjær Klausen

Skrevet af:
Morten Stubkjær Klausen

Lagt på nettet 07.05.2020

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også