Siger Bibelen noget om faste?
Det er rigtigt, at der står noget i Bibelen om faste. Ofte er det i forbindelse med muslimer, at vi hører om faste - og altså ikke så tit hos os kristne. Men Bibelen taler om det…
Faste betyder først og fremmest, at man afholder sig fra at spise og drikke en bestemt periode (se fx Esters Bog kapitel 4 vers 16). Vi kan læse om faste både i Gammel og Ny Testamente. Faste er særligt knyttet sammen med bøn! – og nogle grunde til faste kan være: som en del af et menneskes sorg, som et udtryk for anger over sin synd og bøn om tilgivelse, som en koncentration til bøn.
I den sammenhæng kan det være vigtigt at få sagt, at faste i sig selv intet er værd som 'religiøs øvelse' – men kun som et redskab for den levende tro! (se fx Esajas' Bog kapitel 58 fra vers 4-9).
Grundtanken i faste er at give afkald på noget for at kunne samle kræfter og koncentration om noget andet! Det er vigtigere og frommere at give afkald på tid, penge og bekvemmelighed for at hjælpe andre, end at leve af fromt knækbrød og vand i en uge.
Faste er altså en hjælp til at kunne koncentrere sig bedre og hengive sig mere fuldt og helt i bøn. Og på denne måde skal faste forstås som en symbolsk handling! Ikke som en slankekur (dermed vil der egentlig bare være tale om en selvcentreret handling, frem for hengivelse til Gud i bønnen).
I Ny Testamente møder vi faste i forskellige sammenhænge:
- Matthæusevangeliet kapitel 6 vers 16-18: skal gøres i glæde, ikke med sure miner
- Matthæusevangeliet kapitel 17 vers 21: den slags (her om dæmoner) fordrives kun ved bøn og faste
- Matthæusevangeliet kapitel 4 fra vers 2: Jesus fastede
- Markusevangeliet 2 vers 18-22: ikke om faste for kristne i almindelighed, men for disciplene i den korte tid, Jesus var hos dem i legemlig skikkelse
- Apostlenes Gerninger kapitel 13 vers 2-3 + kapitel 14 vers 23: ved vigtige beslutninger
- 2. Korintherbrev kapitel 11 vers 27: Paulus gjorde det tit - se fx også:
- 1. Korintherbrev kapitel 7 vers 1-5: faste fra det seksuelle for at få mere tid/koncentration til bøn.
Når det gælder om, hvordan du kan faste, så kan du tænke sådan om det:
a) Det er frivillig frihed fra: mad, drikke, søvn, samtale ('stillefaste'), sex, samvær med andre, tv, computer, læsestof osv. i en bestemt/afgrænset periode med henblik på hengivelse til Gud i bøn.
b) Det er frihed til: bøn, bibellæsning, meditation, spørgen efter Guds vilje m.m.
c) Om det mere praktiske: skaf dig gode rammer (stilhed, isolation?), få en plan for forløbet (jeg tænker på andagtsmateriale, tidsramme m.v.), slå ikke større brød op, end du kan få bagt! (tænk engang: 7 dage uden vådt og tørt!!!). Ved længere spisefaste skal du trappe op/ned før og efter fasten, samt drikke rigeligt og sove rigeligt (tjek evt. lige lægen!).
Ved fasteforløb for grupper (fx 'retræte') er det vigtigt, at der er mulighed for sjælesorg!
Lagt på nettet 31.01.2003